Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Linds-manden

Jeg er opvokset på en god, gammeldags bondegård. Indtil 1999 var min far svinebonde med 400 grisebasser i stalden. Mange af dem havde navne. 400 var ENORMT meget, syntes jeg dengang. Nu batter det ligesom slet ikke. Som selvstændig erhvervsdrivende i Vendsyssel back in the days, tog man ikke lige en tur forbi Inco efter det mest nødvendige til firmaet. I stedet fik man besøg af Linds-manden, Preben Skelmose fra firmaet Lind’s (jeg har til min glæde opdaget, at det stadig findes).

Preben kom på besøg i en stor, ren og koksgrå BMW med to store ringbind under armen. Pomadehår. Lidt for regelmæssige tænder. Og en helt absurd god fornemmelse for dem, han var på besøg hos – unge som ældre. F.eks. havde han altid nogle ark glansbilleder med til mig og mine søstre.

3 glas Kanulla, tak

Det var det BEDSTE, når Preben var på besøg. Altså Linds-manden, som han jo bare hed. Nogle gange var der helt vildt spændende nye varer. Det var f.eks. Linds-manden, der introducerede mig og min familie til hårbalsam i midtfirserne. Man kunne også få syntetisk gul eller rød saft 2 liters plasticdunke. Og Nutella-wannabe-produktet Kanulla (min mor bestilte altid 3 glas, aldrig mere end det). Det var det vildeste. Især på grund af de der crazy produkter (needless to say, at jeg er fan af Inco), men også pga. Linds-manden. Han var vildt god til at fortælle om de varer, vi kunne vælge. Nogle gange havde han også små vareprøver i den slidte, sorte mappe. Han var, hvad man i dag ville kalde decideret awesome.

1:1 købmandskab

Linds-manden havde det der je ne sais quoi, som gjorde, at man som modtager følte sig, som den vigtigste i verden. Når vi sad der på bænken over radiatoren og lyttede, mig og mine søstre, åbnede der sig en helt ny verden af spændende varer (ikke mindst kopattesalve i kæmpe-tuber). Han lyttede til vores mor, foreslog, tog til efterretning, skrev ned, udfordrede og accepterede et nej. Godt gammeldags 1:1 købmandskab. Linds-manden har lært mig et og andet. Jeg siger ikke, at mine modtagere i dag er 8-årige, benovede piger, men jeg siger, at Preben var en dygtig sælger, fordi han var sig selv og samtidig havde en god fornemmelse for sine modtagere – og han kendte sine produkter godt.

At sælge op eller ikke at sælge op

Da jeg i 00’erne arbejdede hos McDonald’s i Hjørring, var det en såkaldt KPI at ”sælge op”. Det skulle man ligesom bare gøre, og sådan var det, for det var en del af forretningsideen. Flemming, som var franchise-mayn, insisterede på, at jeg ved kassen skulle foreslå, om ikke de også skulle have is med til dessert, hvis det var en børnefamilie, der kom. Jeg gjorde det måske én gang. Og så nægtede jeg. Det var simpelthen så feje hold. For jo, selvfølgelig ville børnene plage om is, hvis jeg foreslog dem det, men det ville i mine øjne være at sætte forældrene i en irriterende situation. Og så ville de måske ikke komme tilbage en anden gang. Bevares, jeg tog muligvis mit etiske ansvar som kassedame lidt for ansvarligt, men jeg kunne altså ikke få mig til det. Og det er jeg ret sikker på, at Linds-manden heller ikke ville have kunnet. Jeg blev da også kun månedens medarbejder en enkelt gang på det år, jeg var ansat, og det var vist ikke mine salgs-skills, der gjorde udslaget for dén kåring, men nærmere mine sociale kapabiliteter. Man kan ikke få det hele…

Jeg er overbevist om, at min fascination for Linds-mandens mapper og salgsevner har gjort mig i stand til at sælge mobiltelefoner, formidle budskaber på plancher, forklare umulige boligregler for boligsøgende og få folk til at åbne mails fra store virksomheder. Så tak, Preben. You made it!

Den lille røde cykel

Jeg er vokset op i et hjem med medfødt interesse for menneskene omkring os. De var altid værd at lytte til og tale med. Samtalen var i fokus, og uanset hvor svært det hele så end var, så kunne man tale om det – måske ikke nødvendigvis direkte, men der var altid ét eller andet ord, der kunne sættes på, og en ironisk distance at mødes omkring.

Hjemmet med samtalerne var også et hjem med døre, der var umanerligt gode at smække med, når ordene ikke længere var tilstrækkelig ammo i diverse diskussioner, hvad end det så drejede sig om tidspunkter at være hjemme på, økonomi eller diverse søskendeskærmydsler. Men ligegyldigt, hvor højt det så end gjaldede fra den ene ende af stuehuset til den anden af gamle, afsyrede, velsmækkede fyrretræsdøre (som klart er bedre at smække med end pap-døre fra byggemarkedet), så kom vi altid videre. Og jeg har lært, at der altid skal være plads til, at man kan droppe en kæk bemærkning om, at dér fløj der vist en finke for meget fra min pande, og så er den potte sådan nogenlunde ude. At der altid er plads til at komme tilbage igen uden at blive dømt eller talt ned til.

Grundlæggende har der altid været en tro på det bedste i hinanden. Ikke at 10-årige Karen nødvendigvis ville sige det om den 3 år ældre storesøster, hvis du lige tog din Delorian tilbage i tiden for at spørge, men det har alligevel været et fundament i vores familie. Gør dit bedste, prøv igen, sig undskyld, tilgiv. Lige så kantet og ujævnt som de toppede brosten på gårdspladsen, der gav blodige knæ fra det øjeblik, jeg satte mig for at tilride den lille røde cykel, lige så uknægtelig er min tiltro til andre mennesker – der sjældent har vaklet ret længe af gangen. Jeg er ganske enkelt (stort set, that is) kun i stand til at tro på det bedste i andre mennesker, uanset hvor kantet og kluntet vores møde så end vil være, og hvor negative de lader til at være. Det er nærmest et præmis for hele min eksistens at sætte mig op på den lille røde cykel igen og kæmpe for at få stemningen til at vende til noget positivt og finde det bedste i netop dét menneske, uanset hvad det så end siger og gør. For de er jo gode derinde et sted. Og jeg skal satme nok finde det!

Det undrer mig ind imellem, at jeg, på trods af hvad der pt. beløber sig til 37 -årig livserfaring, øjensynligt aldrig bliver klogere. Og jeg har må ærligt indrømme, at jeg har svært ved at finde ud af, om det er en af mine stærkeste eller svageste sider. Men jeg må nok hellere embrace min evindelige og måske ret naive tro på, at jeg står overfor et godt menneske, der også bare gerne VIL samtalen, mødet, kommunikationen. Det har givet nogle gevaldige tæv i ny og næ, og det kan være svært at rejse sig fra mødet med a) en chef, der ganske enkelt ikke er interesseret i min side af banen; eller b) en kollega, der, som en anden tvangshandling, må og skal blive ved med at pirke til mine svage sider, indtil jeg ikke kan holde ham ud mere, eller c) en veninde, der flere aftner i træk pure undlader at stille et eneste spørgsmål til mig om mit liv, men i stedet plaprer løs om sig selv og nyder godt af  uopslidelige lytteører.

Uanset hvilken slags vand, der er løbet under broen, er de garanteret et ‘ja tak’, hvis de inviterer mig på en kop kaffe, en øl eller bare liker en af mine Facebook-posts. For jo! De ER gode mennesker, og når plasteret alligevel er faldet af de så småt helende knæ, så synes jeg egentlig bare, at hvert eneste ar er en god historie.

danskBents frirum

Den første voksne, der for alvor forstod min kærlighed til at skrive, var min gymnasielærer danskBent (ikke historieBent eller spanskBent – der i øvrigt aldrig afleverede mine fotos fra 2.G turen til Kristiansand tilbage efter endt redaktion af gymnasiebladet). Sådan lidt uden for pensum indførte han et koncept, hvor vi skulle skrive små tekster i et hæfte, som vi afleverede til ham. Så gav han os feedback – ikke retskrivnings eller-stavningsmæssigt, men på opbygning, storyline og form. Og kreativitet, vel egentlig også.

Det var fuldstændig åndssvagt fedt. For mig, altså. Jeg skrev og skrev og skrev, alt muligt forskelligt og afleverede det i flæng til Bent, som altid havde konstruktiv kritik og rosende ord at dele ud af. Det var lidt som at have en hemmelig ven at skrive til, der kunne bekræfte mig i, at jeg havde fat i den lange ende. At putte alle de ord, sætninger og historier, der fandtes i mit hoved, ned på papir – af en grund. Det var en driver, at der var én, der skulle læse det. Engang i mellem også ekstremt grænseoverskridende, men på samme tid en frihed beyond reach.

Jeg fik tillid til, at mine tekster blev læst af en uvildig, én der var på min side, og til at de ikke indgik i nogen karaktergivning. Jeg har aldrig været fan af karakterer, men har til gengæld set lyset i kommentarer og feedback. Kvalitativ frem for kvantitativ, halleluja! Hæftet var et frirum for mig, et sted til overspringshandlinger bestående af fri leg med ord. Bent skrev engang, som feedback til en tekst, ”en storyteller er født”. Det blev jeg pænt benovet over som 17-18-årig, og jeg har taget det med mig. Ikke, at jeg ser mig selv som en storyteller. Men troen på, at jeg godt kunne gå dén vej, den begyndte at gro lige dér på det tidspunkt.

Da de andre stoppede med at skrive tekster til Bent, blev jeg ved. Efterfølgende har jeg lært Finn at kende. Finn, der bakkede op om min drøm om at blive selvstændig Han havde lidt af det samme som Bent, selvom navnet var et andet. Han opfordrede mig også til at skrive andre typer af tekster end bare dem, jeg var ansat til at forfatte, for at holde det spraglede sprog i gang.

Og nu prøver jeg igen. Med blogtekster, der er langt fra salg, FAQ’er og juridisk uforståelige, og dermed for brugerne, let forvrøvlede disclaimere.

Under et besøg hos mine forældre i påsken i år (2017), mødte jeg danskBent. Jeg fik sagt tak til ham for, at han troede på mig dengang. Fortalte ham, at jeg synes, han har en aktie i, at jeg er havnet på den rette hylde. Det blev han glad for at høre. Han skulle ud og sætte poster op til et orienteringsløb i Klitplantagen, så han kunne hjælpe andre den rette vej. Han er sgu en flink fyr, ham danskBent.