Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Tænd for ord-kontakten

Som mange andre køkkener havde vi på 2D på Rigshospitalets Kollegie en køkkenbog. En bog til korte beskeder, opfordringer, små-skældud over hjørneopvask, fødselsdagshilsner, invitationer til fællesspisninger og den slags. Det var på mange måder hjertet i kollegiekøkkenets hverdag. Det var vores fælles kontaktbog og dér, mange geniale ting udsprang fra.

Jeg var en flittig køkkenbogsskriver. Det var her, jeg forfinede min evne til på sindrig vis at pakke konfliktstof ind i venlige ord, så det blev forstået uden at blive misforstået, så jeg i dag kan begå mig nogenlunde knastfrit på Aula.

Før køkkenbogen var der brevskrivning til venner fra efterskolen. Rejseføljeton om min rejse til Sydamerika. Små beskeder på barndomshjemmets køkkenbord. Livskloge teenagemottoer i vennernes lektiebøger og kalendere. Små børnehavehistorier om løver, der elskede skumslik. Men også lange fristile, korte historier, eksperimenter med storytelling og sidst men ikke mindst statusopdateringer på MSN messenger, Facebook og Twitter.

Alt sammen er drevet af en uendelig kærlighed til at skrive. Og på forunderlig vis at skrive, så andre får lyst til at læse. Fordi jeg kan – og især fordi jeg ikke kan lade være. Men kærligheden hang, og hænger, også sammen med ’opgaven’. Der skal trigges en lyst, før ordene flyder. Ord-kontakten skal tændes. Det nærmest er umuligt (for mig) at skrive en god ansøgning, hvis ikke jobbet er ét, jeg virkelig gerne vil have. Det er på samme måde umuligt for mig at falde i søvn, hvis jeg har en tekst, der absolut vil ud på min blog.

Og hvad skal al den refleksion over skriveglædegalskab gøre godt for?

Det skal jeg sige dig. Det er jo det samme med mine opgaver som tekstforfatter! Jeg er ikke en AI-drevet dame, der bare skriver, hvad jeg får besked på, og er tilfreds med det. Jeg skriver, fordi jeg elsker det. Jeg kan ikke lade være.
Når en (god) opgave tikker ind, kan jeg sjældent lade den ligge. Jeg får lyst til at gå ombord i den med det samme, og resultatet bliver ofte godt, fordi ordene kommer fra hjertet. Der kommer en lille snas Karen med, flettet ind i ordene og som et tykt lag mellem linjerne, og det er det, der gør det hele værd. Det handler bare om at få tændt for ord-kontakten.

Enmandshær og guldkorn


Tænk at kunne få det hele. En veritabel enmandshær, der kan klare alt, og samtidig fungere som vellidt holdspiller. En slags administrativ Christian Eriksen, der både kan sprudle med nye ideer, skabe viralt indhold ved at føre dem ud i livet, og samtidig afhjælpe et team med diverse kedelige rugbrødsopgaver. Typen, der ser hver enkelt medarbejder, spiller dem gode hver især og samtidig scorer det ene vidunderlige solomål efter det andet. Åh hvor vidunderligt.

Eller hvad. For det er jo praktisk talt umuligt. Alligevel er det ofte præcis, hvad jeg forventer af mig selv som soloselvstændig. For når jeg kommer ud til kunderne, så SKAL jeg da levere blændende kreativt materiale, ikke? Jeg skal sprudle, lade mit gode humør smitte og jonglere med den ene geniale idé efter den anden.

Nej, Karen. Det skal du ikke. Du skal lytte, skal du. Det andet lyder i øvrigt også lidt belastende, hvis jeg nu skal være helt ærlig.

Et af de bedste eksempler på, at det kan være fint at starte med at lytte og levere, er fra min tid som freelancer hos OiSTER. Her skulle jeg hjælpe med at skrive nyhedsbreve, og jeg syntes selv, jeg skrev fuldkommen vanvittigt uopfindsomt og kedeligt og anti-Karensk. Sjovt nok var holdet glade for min indsats. For de havde brug for præcis den type indhold, jeg leverede. Noget, der ikke var vildt og sprudlende og kreativt, men kort, klart og faktuelt. Ord, der fortalte om deres produkter uden at lyde, som om det var noget out of this world-agtigt.

Det gav mig lige lidt at tygge på. For nu viste det sig jo, at jeg var min egen værste arbejdsfjende. Jeg satte barren så højt, at jeg ikke engang kunne nå den på de dage, hvor jeg sad på den højeste hest.

MAN LEVERER IKKE GULDKORN HVER DAG. Jamen, det gør man ikke. Tænk, hvis vi alle gjorde det? Verden ville være vanvittig. Det smager heller ikke godt, hvis man spiser guldkorn hver eneste dag. Det tager ligesom det festlige af dem i morgenmadsskålen. Eller på nutellamaden for den sags skyld.

Til gengæld gør alle, hvad de bedst kan, og til sammen opstår der engang i mellem magi. Nogle gange handler det om at plante en idé, der kan spire i hovedet på et andet menneske. Nogle gange handler det om at skrive en kreativ tekst. Andre gange handler det om, at man hver især føler, man bidrager til en fællesmængde, der har værd, bare fordi den er der.

Velgør vi så!

I 2007 fik min bedste ven Lone en idé. Hun ville bruge sin kulturelle omgangskreds til at gøre en forskel. Lone er et kreativt og kunstnerisk menneske, så hendes ønske var at kombinere interessen for kunst og kultur med velgørenhed. Lone spurgte, om jeg ville være med? OM jeg ville!? SELVFØLGELIG!

Herefter gik jagten ind på koncept, navn, format, formål, målgruppe og tidshorisont. Plus selvfølgelig en snak om hvem, hvor og hvornår. Projektet hed ’En historie – mange smil’, et navn, der forsøgsvis beskriver projektets sigte: at en enkelt historie kan skabe mange smil. Vi ville få syv kendte danskere til at fortælle en historie fra deres liv. Historien blev genfortalt til børn, der herefter illustrerede historien. Sideløbende fortalte syv børn en historie fra deres liv, som syv kendte kunstnere i Danmark efterfølgende ville illustrere. Historierne skulle samles i en bog, og salget fra bogen ville gå ubeskåret til børnene.

Vi fik nedsat en engageret og velgørende forening under navnet ’Velgør vi så’ bestående af os selv, et organisatorisk talent (Søren), en driftig idémand og projektudstikker (Niels) samt en jurist (Rasmus). Vi etablerede kontakt og aftaler med en række kendte folk, allierede os med designer Troels Heien, der sammen med grafiker Line Jensen, støttede projektet med logo til både projekt og forening samt hjælp til opsætning af diverse præsentationer. Vi fik kyndig vejledning fra forretningsfolk, marketingeksperter og dygtige formidlere. Overalt mødte vi velvilje, positive tilkendegivelser, hjælp og udstrakte hænder.

På kort tid fik vi etableret et samarbejde med organisationen Verdens Børn, som satte os i forbindelse med en skole og børnehjem i regionen Kakundi i Uganda. Vi præsenterede vores projekt og fik opbakning og økonomisk støtte, så vi kunne betale fotograf Casper Balslevs flybillet. De penge var godt givet ud. I 2010 vandt Caspers billeder fra Uganda, der blev bragt i DSBs magasin Ud&Se, guldmedalje ved en international konkurrence i New York. Billederne har været udstillet flere gange, og artikelserien fra Ud&Se side 22-27 kan ses her

Alt imens gik den vilde jagt på støtte. Vi søgte adskillige fonde – uden held. Vi ringede til omkring 100 danske virksomheder, hvor langt de fleste fattede sympati for projektet, men ikke havde økonomi til at støtte. For lige heromkring begyndte finanskrisen for alvor at kradse. Det var sort uheld for os. Vi forsøgte at få bogen udgivet som undervisningsmateriale, men måtte i foråret 2010 se i øjnene, at vi ikke havde hverken tid eller penge til at fortsætte.

Projektet blev skrinlagt, og foreningen opløst. Men der er ingen tvivl om, at eventyret med Velgør vi så gav os en tro på, at der er masser af god vilje til at hjælpe og mange veje at gå, hvis bare man tør tro på det og har mod til at række ud og bede om hjælp.

—-

Projektpræsentation anno 2008

Projektpræsentation - En historie mange smil
Projektpræsentation – En historie mange smil