Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Ord på papir

Ord på papir har altid været my thing. På godt og ondt. Da jeg var barn, var jeg ikke altid supersympatisk. F.eks. forfattede jeg, sammen med en enkelt censor, et brev til en veninde, som jeg ikke var helt i øjenhøjde med. Det var ikke et særligt sødt brev. Det var faktisk decideret ondt, så vidt jeg husker. Jeg må dags dato indrømme, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad der triggede dets tilblivelse, og om medforfatteren måske faktisk var lige så meget hjerne bag som mig selv, men det er trods alt også omkring 25 år siden nu, og får lov at hvile i fred. Men jeg kan huske, at jeg skrev dette lede møg-brev på mit fineste brevpapir. Det flotte pink-ish med regnbuen i toppen, skrevet med tryllepennen, der fik teksten til at skifte farve. Det var magi for mig. Og budskabet gik rent ind. Vi var bestemt ikke veninder derefter. Mission: accomplished. Og ja. Jeg ville nok have tacklet det anderledes i dag.

I 4. klasse, tror jeg, det var, skrev jeg et brev til en dreng, som jeg syntes, var noget helt specielt. Jeg tog ganske enkelt chancen og foldede det ud med ord på papir af den fineste slags. Jeg mindes ikke, at der var en særlig anledning til at tro, at ideen havde gang på jord, men cudos til den yngre Karen, der åbenbart havde ’balls’ på den konto. I hvert fald den ene gang. For brevet blev taget i mod på en lidt anden måde, end jeg havde håbet. Modtageren fik helt klart fat i budskabet, ingen tvivl om det.

Jeg kan næsten stadig mærke mit hjerte galoppere som en broget shetlandspony, der løber løbsk (baseret på en sand oplevelse), da han kommer hen mod mig fra fodboldbanen, hen til lige dér under lygtepælen, hvor jeg står og venter på skolebussen. Han kigger på mig og holder øjenkontakt, mens brevet, der bliver revet over i tusind stykker, daler ned mod mine lilla nubuck sko. Verden står stille, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har måske sagt et eller andet højt, men jeg kan ikke huske det.

Jeg ved dog, at jeg blev hjemme dagen efter. Mine forældre har ikke været et sekund i tvivl om, at jeg havde ondt i maven. For det havde jeg. Slemme mavesmerter. Mere maven end hjertet, når det kom til stykket. For hjertesmerten var ikke det værste. Det var skammen over, at se mine ord blive delt over mærkelige steder og lande på fliserne neden for lygtepælen. Og se de andre drenge grine ovre fra fodboldbanen. Et par af dem har utvivlsomt bare været ærgerlige over, at det ikke var dem, der fik brevet. Jeg kan løfte sløret og sige, at der ikke var nogen, der modtog sådan et brev fra mig igen. Nogensinde. Og på trods af den nedslående oplevelese, er jeg den dag i dag stadig voldsom fan af skreven kommunikation. Måske er jeg bare blevet liiidt bedre til at fange modtageren i øjenhøjde…

Den rette hylde

Vejen til livet som selvstændig kan være brolagt med lige præcis det, du selv synes, gør den til den rigtige.

For mit eget vedkommende har jeg altid haft tanken om, at jeg skulle være selvstændig. Selv at kunne styre min arbejdsdag og mine opgaver. Eller i hvert fald have muligheden for det.

Nyuddannet og i mit første fuldtidsjob og til min første MUS, spurgte min daværende chef Finn mig, hvor jeg så mig selv om 5-10 år? ”Jeg tror godt, det kunne være som selvstændig”, svarede jeg. Det var ikke noget, jeg havde tænkt meget over, men tanken var der, og Finn var den lydhøre og innovative type, der helt oprigtigt gerne ville høre, hvad hans medarbejdere drømte om. ”Jamen, det lyder da spændende”, var svaret, ”så må vi jo se, hvad vi kan gøre for at hjælpe dig derhen”.

Det var jo ganske fantastisk. Tak, Finn, fordi du tog sådan i mod det. Ikke som en ældre kollega, der sagde, at hvis jeg drømte om den slags, skulle jeg i gang NU. For om 5-10 år ville jeg være for gammel og sat med familie og den slags, og så ville det aldrig blive til noget. Selv samme kollega ragede på damerne og spillede luft-bas under påvirkning af alkohol, og var i øvrigt ikke en, jeg generelt delte synspunkter med. Men jeg tyggede da lidt på den og besluttede mig for, at det egentlig ikke var noget, han bestemte.

Og sådan gik der 7 år. Jeg var landet i et nyt job, hvor der ikke var nær så store armbevægelser og med en chef, der ikke havde helt samme indstilling til tingene som f.eks. Finn. Ikke sådan forstået, at jeg ikke kunne sige det, jeg mente. Men det der med at linke ud og hjælpe medarbejderen videre til næste job, var ikke en del af HR- og chefrollen. Og det var nok meget sundt at prøve.

Igennem en længere periode oplevede jeg, at jeg gradvist mistede motivationen. Mine arbejdsopgaver var langt fra det, jeg havde håbet, de ville være, og jeg havde oplevelsen af, at det ikke nyttede at sige fra. Samtidig blev jeg mødt med en del mistro i forbindelse med sygedage, og det var alt sammen noget, der summede sig op og placerede mig i en boble af ligegyldighed. Jeg mistede lysten til at tage ansvar og glemte, at jeg kunne være kreativ. Det bedste ved mit arbejde var, at jeg – udover at have søde kolleger – var på nedsat tid pga. udsat barsel. Så da jeg blev presset til at skulle implementere et system i en søsterafdeling, på trods af at det lå langt ud over mine arbejdsopgaver og min generelle projektleder-formåen, reagerede min krop, efter en særligt intensiv måned, med stress-symptomer. Jeg fik galopperende kvalme, når jeg satte mig foran computeren, og måtte tage sygedage op til juleferien.

Det tog ikke mange dage at indse, at kvalmen var stress-relateret. Selv den mindste lille koordinering hjemme satte straks gang i kvalmen, og jeg måtte se i øjnene, at det bare ikke gik. Jeg kunne ikke blive i et job, hvor der ikke var plads til at sige nej.

I samme periode fik jeg dog et seriøst skulderklap fra en tidligere kollega, der over en uskyldig kop kaffe tilbød mig et job i en større virksomhed. En nyoprettet stilling, der havde både en klassisk skrivende del men også en mere netværkende, some-side, som passede mig aldeles glimrende. Det havde han luret, at jeg ville være god til, og det syntes jeg, var fedt. At der stadig var stillinger, der passede til mig. For min oplevelse var, at alle de opslåede komm-stillinger var enten alt-i-et-projektleder-html-pressekonsulent-some-type eller rendyrket skriv-vores-facebook-opdateringer-jobs. Og ingen af delene triggede mig. Så at blive opsøgt af en person, jeg har stor faglig respekt for, og blive tilbudt et helt nyt job var nærmest en forfremmelse i sig selv. At det så endte i omstruktureringer og nye ansvarsområder, så stillingen blev rykket ind under en anden chef, var en anden sag. Muligvis forudsigeligt, og jeg tog det da heller ikke så tungt. Oplevelsen satte gang i tanken om, at jeg faktisk havde noget at byde på, som andre måske ikke havde. At min faglighed og dygtighed og kærlighed til faget kunne ses og mærkes af andre. Og det var en tanke, jeg ikke havde haft MEGET længe.

Der skulle lige en god walk-and-talk til med en god veninde og samarbejdspartner, og så var kursen sat mod livet med mig selv som chef. Jeg fik meldt mig til et kursus hos Journalistforbundet om praktikaliteter som selvstændig, og det overbeviste mig fuldstændig. To uger senere sagde jeg op – på god fod med min chef, der lige skulle synke meldingen, men så støttede min beslutning 100 %. Og jeg havde det, som jeg forestiller mig, det må være at være en paraglider, der springer ud i luften og efter få sekunders frit svæv rammer vinden, der bærer op og ud. Det gav en absurd ro, og jeg fik pludselig lyst til at arbejde igen. Jeg tilbød en glidende overgang med sen opsigelse, så de kunne nå at ansætte en ny – som jeg kunne nå at sætte ind i opgaverne. Det var en fin løsning for begge parter. Jeg fik ro til at starte stille og roligt op med løn på kontoen, og arbejdspladsen fik ro til at finde den bedste kandidat til jobbet, som klart var et bedre cast til jobbet. Everybody wins.

Her et års tid efter min første dag som CVR-registreret, har jeg god vind i sejlene, og mit netværk har vist sig at være fabelagtigt. Ud over at bestå af fuldkommen fantastiske mennesker, der via likes, delinger og kommentarer har bakket mig op i mit valg og mine kompetencer, har det givet mig masser af opgaver. Jeg har mødt et utal af pragtfulde mennesker, har haft masser af interessante problemstillinger mellem hænderne, og jeg har fået et fagligt selvtillidsboost af dimensioner. Som Nike siger: Just do it!