Den rette hylde

Vejen til livet som selvstændig kan være brolagt med lige præcis det, du selv synes, gør den til den rigtige.

For mit eget vedkommende har jeg altid haft tanken om, at jeg skulle være selvstændig. Selv at kunne styre min arbejdsdag og mine opgaver. Eller i hvert fald have muligheden for det.

Nyuddannet og i mit første fuldtidsjob og til min første MUS, spurgte min daværende chef Finn mig, hvor jeg så mig selv om 5-10 år? ”Jeg tror godt, det kunne være som selvstændig”, svarede jeg. Det var ikke noget, jeg havde tænkt meget over, men tanken var der, og Finn var den lydhøre og innovative type, der helt oprigtigt gerne ville høre, hvad hans medarbejdere drømte om. ”Jamen, det lyder da spændende”, var svaret, ”så må vi jo se, hvad vi kan gøre for at hjælpe dig derhen”.

Det var jo ganske fantastisk. Tak, Finn, fordi du tog sådan i mod det. Ikke som en ældre kollega, der sagde, at hvis jeg drømte om den slags, skulle jeg i gang NU. For om 5-10 år ville jeg være for gammel og sat med familie og den slags, og så ville det aldrig blive til noget. Selv samme kollega ragede på damerne og spillede luft-bas under påvirkning af alkohol, og var i øvrigt ikke en, jeg generelt delte synspunkter med. Men jeg tyggede da lidt på den og besluttede mig for, at det egentlig ikke var noget, han bestemte.

Og sådan gik der 7 år. Jeg var landet i et nyt job, hvor der ikke var nær så store armbevægelser og med en chef, der ikke havde helt samme indstilling til tingene som f.eks. Finn. Ikke sådan forstået, at jeg ikke kunne sige det, jeg mente. Men det der med at linke ud og hjælpe medarbejderen videre til næste job, var ikke en del af HR- og chefrollen. Og det var nok meget sundt at prøve.

Igennem en længere periode oplevede jeg, at jeg gradvist mistede motivationen. Mine arbejdsopgaver var langt fra det, jeg havde håbet, de ville være, og jeg havde oplevelsen af, at det ikke nyttede at sige fra. Samtidig blev jeg mødt med en del mistro i forbindelse med sygedage, og det var alt sammen noget, der summede sig op og placerede mig i en boble af ligegyldighed. Jeg mistede lysten til at tage ansvar og glemte, at jeg kunne være kreativ. Det bedste ved mit arbejde var, at jeg – udover at have søde kolleger – var på nedsat tid pga. udsat barsel. Så da jeg blev presset til at skulle implementere et system i en søsterafdeling, på trods af at det lå langt ud over mine arbejdsopgaver og min generelle projektleder-formåen, reagerede min krop, efter en særligt intensiv måned, med stress-symptomer. Jeg fik galopperende kvalme, når jeg satte mig foran computeren, og måtte tage sygedage op til juleferien.

Det tog ikke mange dage at indse, at kvalmen var stress-relateret. Selv den mindste lille koordinering hjemme satte straks gang i kvalmen, og jeg måtte se i øjnene, at det bare ikke gik. Jeg kunne ikke blive i et job, hvor der ikke var plads til at sige nej.

I samme periode fik jeg dog et seriøst skulderklap fra en tidligere kollega, der over en uskyldig kop kaffe tilbød mig et job i en større virksomhed. En nyoprettet stilling, der havde både en klassisk skrivende del men også en mere netværkende, some-side, som passede mig aldeles glimrende. Det havde han luret, at jeg ville være god til, og det syntes jeg, var fedt. At der stadig var stillinger, der passede til mig. For min oplevelse var, at alle de opslåede komm-stillinger var enten alt-i-et-projektleder-html-pressekonsulent-some-type eller rendyrket skriv-vores-facebook-opdateringer-jobs. Og ingen af delene triggede mig. Så at blive opsøgt af en person, jeg har stor faglig respekt for, og blive tilbudt et helt nyt job var nærmest en forfremmelse i sig selv. At det så endte i omstruktureringer og nye ansvarsområder, så stillingen blev rykket ind under en anden chef, var en anden sag. Muligvis forudsigeligt, og jeg tog det da heller ikke så tungt. Oplevelsen satte gang i tanken om, at jeg faktisk havde noget at byde på, som andre måske ikke havde. At min faglighed og dygtighed og kærlighed til faget kunne ses og mærkes af andre. Og det var en tanke, jeg ikke havde haft MEGET længe.

Der skulle lige en god walk-and-talk til med en god veninde og samarbejdspartner, og så var kursen sat mod livet med mig selv som chef. Jeg fik meldt mig til et kursus hos Journalistforbundet om praktikaliteter som selvstændig, og det overbeviste mig fuldstændig. To uger senere sagde jeg op – på god fod med min chef, der lige skulle synke meldingen, men så støttede min beslutning 100 %. Og jeg havde det, som jeg forestiller mig, det må være at være en paraglider, der springer ud i luften og efter få sekunders frit svæv rammer vinden, der bærer op og ud. Det gav en absurd ro, og jeg fik pludselig lyst til at arbejde igen. Jeg tilbød en glidende overgang med sen opsigelse, så de kunne nå at ansætte en ny – som jeg kunne nå at sætte ind i opgaverne. Det var en fin løsning for begge parter. Jeg fik ro til at starte stille og roligt op med løn på kontoen, og arbejdspladsen fik ro til at finde den bedste kandidat til jobbet, som klart var et bedre cast til jobbet. Everybody wins.

Her et års tid efter min første dag som CVR-registreret, har jeg god vind i sejlene, og mit netværk har vist sig at være fabelagtigt. Ud over at bestå af fuldkommen fantastiske mennesker, der via likes, delinger og kommentarer har bakket mig op i mit valg og mine kompetencer, har det givet mig masser af opgaver. Jeg har mødt et utal af pragtfulde mennesker, har haft masser af interessante problemstillinger mellem hænderne, og jeg har fået et fagligt selvtillidsboost af dimensioner. Som Nike siger: Just do it!