Om karenmc.dk

karenmc.dk er mig, Karen Møller Christensen. Jeg er fuld af ord, holdninger om tekster og hurtige punchlines. Efter i en periode at blive tituleret som webtekstjonglør, kommunikationskonsulent og webredaktør er jeg nu mest af alt selvstændig tekstforfatter. Eller digital tekstmaskine, om du vil.

Jeg er cand.comm. fra RUC med et sidespring i sociologi på KU. Som yngste barn af en skolelærer og en svinebonde i det nordvestlige Vendsyssel brugte jeg fritiden på at gå til spejder, blokfløjte og badminton. Som parcelhusejer i Lejre handler det mest om familieliv, AaB-nyheder [*suk*] og en håndskubber-græsslåmaskine. Og naturligvis godt med kaffe.

Mit arbejde tager udgangspunkt i dig og i din målgruppe. Jeg sætter en ære i at bruge mine ord til at skabe relationer. Derfor sætter jeg mig grundigt ind i, hvem du er, og hvem dine kunder er. Det gælder uanset, om jeg skal skrive et opslag på Facebook, en nyhed til avisen eller en mail, der skal sælge.

Hvornår skal jeg hjælpe dig? Skriv til mig på mail@karenmc.dk – så vender jeg tilbage til dig. Du er også meget velkommen til at ringe eller sende en besked til 20 66 44 27.

Jeg glæder mig til at høre fra dig!