Er det genialt, det der?

Hvornår er noget genialt? Kan man sætte det på formel? Måske.

For mit vedkommende har det meget med humor at gøre. Og der skete et humoristisk jordskred for mig med Gramsespektrum, Mandrilaftalen, ScoreKajs Scoreshow og Tæskeholdet. De trak tæppet væk under mig og gjorde min verden større, sjovere og markant bedre. I dag ville man finde et Facebookfællesskab eller følge en Insta-profil eller finde en Reddit-tråd at føle sig hjemme i. I 1990’erne var der ikke et community, men så var der nogle alligevel. Og de var en mærkbar forbedring af min provins-verden, hvor jeg savnede noget at læne mig op ad.

Det blev standard at sidde oppe til kl. 00 mandag, onsdag og fredag for at se Mandrillen på DR2 og kunne det nyeste take på “Slesvig? Min bror gør chokhonnør” til vennerne dagen efter. Eller at ringe sammen torsdag aften og aftale at pjække fra skole sammen fredag morgen for at kunne høre Tæskeholdet i fællesskab. Eller sidde i Sannes vindueskarm og høre Gramsespektrum og grine af den frø i flere dage.
Man var i og for sig medskaber af fællesskabets fundament, og der var prompte reaktion på de sætninger og linjer, der fungerede som punchlines i virkelighedens Hjørring. Det kunne være svært at finde de mennesker, der grinede af de samme ting (og dermed altså også grinede af og med en selv), men når man fandt dem, var det som at komme hjem.

Det er den følelse, jeg stadig jagter, når jeg skriver. Jeg har det bedst, når jeg kan få arbejdet mig ind i en stemning omkring et brand, et produkt, et menneske, et sted eller en historie. Det kan ikke altid lade sig gøre, og det må jeg leve med. Men det er svært, for jeg er først tilfreds, når det flasker sig.

Tit hænger det sammen med kemien med opgavestiller. Hvis vi kan finde en fællesmængde omkring humor, musik, opvækst, fælles bekendte, uddannelse eller lignende, så flyder det hele lidt lettere. Det fælles ståsted er med til at sikre, at vi har samme ønske til resultatet og måske endda processen. De fælles referencerammer er med til at skabe en intern forståelse, som er helt vildt vigtig i samarbejdet. Det kræver ærlighed, åbenhed og mod, men resultatet bliver også derefter.

Til min store lettelse kan jeg konstatere, at denne følelse går på tværs af alder, køn, uddannelse og landsdele. Jeg oplever igen og igen denne form for fællesskab, og det giver mig nogle af de bedste oplevelser rent arbejdsmæssigt. Det er ovenikøbet noget af det, jeg rent faktisk kan huske fra sociologisk teori: Jürgen Habermas’ demokratiske samtale, Pierre Bourdieus kapitalbegreb og Norman Faircloughs diskursteori om intertekstuelle referencer. Og at huske teorier er ellers ikke min stærke side. Min hjerne prioriterer benhårdt at have plads til sangtekster frem for teori og matematik.

Så: hvornår er noget genialt? Når vi er sammen om det, tror jeg. Når vi slår pjalterne sammen og bygger noget i fællesskab. Når vi har en fælles forståelse at være kreative ud fra. Det er ikke sådan, at delene dermed bliver større en helheden, eller at helheden først er hel, når x antal dele er der. Helheden bliver bare større, når vi er sammen om at skabe den og tillader os at bryde de vante rammer. Og så er det sprængfyldt med energi.