Ja. Jeg siger (også) nej.

Jeg har for nylig lyttet til politiker Jacob Marks bog ’Fartblind’, der handler om, hvordan stress næsten gjorde ham blind. Den er tankevækkende. Velskrevet. Rørende. Han fortæller også om, hvordan han er gået fra altid at sige JA til at sige NEJ. Hvor svært, det har været – og hvor nemt det alligevel er. Hvordan stressen smadrer liv og tager valgene fra en. Det er skræmmende læsning.

Jeg er helt personligt svært glad for Jacob Mark. Hans politik, hans empati og hans evne til at formulere sig. Han er virkelig en af stjernerne på himlen. Det bliver han ikke mindre af, at han nu er blevet typen, der siger nej.

En af grundene til at jeg blev selvstændig, var, at jeg selv ville bestemme, hvornår jeg sagde ja eller nej til opgaver. At det helt og holdent var min egen beslutning – IKKE en chef, der skulle leve op til nogle mål fra sin egen chef, som skulle følge målene for virksomheden (s bundlinje). Det kan der sikkert også være noget godt i nogle steder. Det er det bare ikke for mig. Jeg får ondt i maven af det. Min opsigelse faldt også kort tid efter, at jeg første gang oplevede stresssymptomer og sad med kvalme foran computeren og kæmpede med en opgave, jeg havde prøvet at sige nej til.

Egentlig har jeg altid været eminent til at sige ja og nej. Både før og nu. Jeg kom, under coronatiden, dog til at sige ja til en opgave, som min mave skreg NEEEEEJ til, og det var bestemt også en fejl. Bevares. Men det er faktisk også den eneste (jeg kan huske) på snart 7 år som selvstændig. Til gengæld er der også tidspunkter, hvor der ikke er så meget at sige ja til. Det er den pris, jeg må betale.

Det er ikke kommet af sig selv, det der med at kunne sige nej. Jeg har øvet mig på det i mange år. Bare spørg min allerbedste gymnasieveninde Linda. Hun blev så jammerligt træt af, at jeg ikke bare sagde JA til alle fester og gå-i-byen-tilbud. Mine søstre kan også skrive under på mit rungende NEJ, der f.eks. udgjorde en flot lydkulisse til en familiefest hos Onkel Tage og Tante Birthe i midt 90’erne, hvor en suppe-steg-is-guitarist ville have mig til at synge med i hans mikrofon. Nej, fandme nej!

Til gengæld sagde jeg altid JA på højskolens teaterlinje, ikke mindst i improteater – for der må man ikke sige nej. Men det var jo en del af konceptet.

Det er lidt det samme med livet som selvstændig. Jeg har selv defineret præmissen for hvilke typer af opgaver, jeg er bedst til at løse, og derfor er det som regel dem, jeg får. Jeg kan bestemt også blive blind og har lange perioder, hvor jeg går helt i frø og sidder og glor ud i luften og ikke kan formulere mange selvstændige sætninger. Sådan må det være, for jeg har efterhånden lært, at livet ikke kun er medvind, en tilpas mængder opgaver og konfliktfri hverdage i familien. Det er en proces, og det er ok. Også når det kommer til at sige nej.