Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Det er fantasi-stisk!

Som barn fik jeg tit at vide af mine lærere, at jeg havde en veludviklet fantasi. ”Og det skal du nyde, for den slags forsvinder, når du bliver ældre”, sagde de.

Da jeg blev teenager, havde jeg stadig en livlig fantasi. Jeg forestillede mig alle mulige slags ting opstået ud af relationer, tanker om hvad der dog skulle blive af mig, og om hvor kedelig min familie var. Jeg digtede historier og forsvandt ind i bøger og tv-serier.

Senere forestillede jeg mig, at verden sluttede for enden af tågen på cykelturen hjem i mørket, skrev fabulerende ord i friskrivehæftet og digtede satiriske verdner med fiktive personer sammen med mine venner. Fantasien bestod. ”Ja, den skal nok dampe af, når du bliver ældre”, sagde nogle voksne.

Men det gjorde den ikke. Den er her stadig. Jeg opdigter stadig samtaler (fortidige, nutidige og fremtidige) mellem mennesker der måske, måske ikke, eksisterer. Jeg forestiller mig stadig uendelige tråde af mulige og umulige årsag/virkning-situationer, sætter ord sammen i flæng og det ligefrem bobler i min hjerne med alle mulige slags ideer, ord, jokes og punchlines, der står i kø for at komme ud af min mund. Det kan være svært at styre.

Det sker også, at jeg er fuldkommen blank. Tom for ideer. Tæppet går ned. Men som professionel overspringshandler har jeg opdaget, at jeg altid kan finde en vej ud og komme op med en god undskyldning for at lave noget andet. Det sker dog påfaldende sjældent i mit arbejde med ord. Der kommer altid noget ud af fingerspidserne, dikteret fra min hjerne – selvom jeg ind imellem godt kan blive i tvivl om, om det kommer ud af fingrene, FØR hjernen rent faktisk har formet ordene. Fantasien fejler ikke noget som helst. Og det er fantasi-stisk!

Skjulte talenter

Jeg har altid gået rundt og håbet, at jeg en dag ville opdage, at jeg havde et skjult talent. Måske var jeg i virkeligheden født med evnen til at blive skøjteløber? Eller det viste sig, at jeg kunne spille violin uden at have øvet mig, eller måske var jeg faktisk clairvoyant? Dette talent skulle så blive smutvejen til et liv i evig økonomisk harmoni, selvtilfredshed og lykke sådan helt generelt.

Ikke overraskende er der ikke slået noget talent igennem.  

Til gengæld føler jeg lidt, at jeg rent faktisk har skudt genvej – ved at blive selvstændig. Jeg slipper for at tage ind på samme arbejdsplads hver eneste dag. Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil lave, og hvornår kantinen åbner. Og jeg får god kaffe – HVER ENESTE dag. Jeg er selvfølgelig også hjulpet godt på vej af en kæreste med en fast indtægt; det spiller unægtelig en vigtig rolle i en hverdag med huslån og udgifter til børnenes konstant voksende fødder. Men alligevel!

Det er så småt ved at gå op for mig, at jeg måske faktisk har et talent. Ord. Jeg vil gerne lige slå fast, at jeg også laver fejl, at jeg sætter et komma forkert og ind imellem glemmer at stille skarpt. Men altså jeg kan noget helt særligt. Og kombinationen af at kunne skrive, at tro på, at jeg kan skrive ALT, og at være enormt glad for at høre om andre menneskers passion, det viser sig rent faktisk at være mit helt eget talent.

Jeg må dog skuffe: Nej, det giver ikke et liv i evig økonomisk harmoni. Og ja, jeg er også ganske utilfreds med mig selv nogle gange. Men det er mest af alt fuldstændig genialt! Det fantastiske er også, at jeg samtidig er blevet opmærksom på, at alle andre faktisk også har talenter. Nogle kan kende fuglestemmer. Andre kan se visuelle forbindelser og mønstre. Nogle tredje har salgstalent ud over det sædvanlige. Og det bedste af det hele? Jeg får lov at fortælle om det!

Ærterne er sprøjtet!

Ovenstående budskab er ikke til at være i tvivl om: ærterne er sprøjtet. Med gift. Og skal derfor ikke plukkes, når man småsulten kører forbi den grønt indbydende ærtemark, hvor bælgene bugner af kuglerunde og velsmagende ærter. Med mindre du altså vil risikere at få en træls mavepine med som bonus.

Det vil sige, med mindre du kender den, der har sat skiltet op, og ved, at det kun står der for at skræmme ærteturisterne væk fra deres tilsyneladende uskyldige pitstop.
Hvis du nu var en af dem, der kendte ophavsmanden til skiltet, min far, så ville du måske tænke, at her er en mand, der vil have sine ærter i fred. Og det ville han bestemt også. Men min far har også alle dage været en venlig mand med venligt i sinde, så det var ikke kun dér, hunden (bevares, ikke Fido) lå begravet. Selvom det da ikke havde skadet, hvis folk lige havde rundet gårdspladsen og spurgt, om det var ok, de gik på ærterov, før de fyldte lommerne.

Nej, det handlede også om, at den vej, der løb langs med ærtemarken, en lang, småsnoet mark kaldet Tarmen, var en ca. 1 kilometer lang og ca. 3 meter bred landevej med retning mod stranden og derfor med masser af trafik. Traktorer, knallerter, cykler, biler, motorcykler, autocampere, vandrere, ryttere. Og der skulle være plads til alle. Hvis der holdt 5 biler i vejkanten, fordi passagererne skulle plukke ærter, så spærrede det naturligt for dem, der skulle forbi. Det kunne godt gå hen og blive en anelse farligt. Derfor var det endnu mere oplagt, at ærterne skulle være sprøjtet.

Når alt kommer til alt, er jeg dog ret sikker på, at min far mest af alt bare var pænt træt af, at folk stoppede for at plukke ærter hele dagen lang. De vadede ud i marken uden respekt for, at det var andres afgrøder. Jeg mener endda at kunne huske, at mange kom flere dage i træk og plukkede i poser og sæk. Pænt flabet. Det stoppede de med, da skiltet kom op.

Som konsulent råder jeg generelt mine kunder til at kommunikere det, de allerhelst vil sælge. Hold det kort og klart, så det er til at forstå. Når først dét salg er i hus, har du en åben dialog og kan tilbyde ekstra services. I min fars tilfælde var pointen klar: nallerne fra ærterne! Og som en ekstra service var det oveni købet godt for sikkerheden på landevejene.