Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Hvis du ikke har noget pænt at sige, så ti stille.

/0 Kommentarer/i /af

-Det er en af de sætninger, der står øverst på min barnelærdomsliste. Og den er evigt aktuel.

Jeg er opvokset i et kærligt hjem. Mine forældre kyssede, krammede og dansede rundt i køkken og stue, lige så vel som de også hævede stemmerne, når der blev diskuteret voksen-emner. Der var balance i tingene. I dette hjem blev jeg og mine to søstre opdraget til at tage ansvar – for os selv såvel som for fællesskabet, på den måde vi nu engang bedst formår. Jeg er med andre ord opvokset med et menneskesyn, der rummer alle uanset alder, uddannelse, promille, udseende og evner osv. Alle har en plads – og alle har ret til deres plads.

Det betyder også, at der ikke er nogen, der pr. definition er bedre end andre. Derfor er der heller ikke nogen, der har ret til at gå rundt og sige grimme ting om andre. For hvad skal det nytte? Det falder jo kun tilbage på dig selv. Jeg kan ikke huske, hvad hun sagde helt ordret, men jeg er ret sikker på, at min mor har sagt (på lærersprog), at det man siger, er man selv. For jo, det er man sådan set. Også selvom det ikke står i Aktuelt.

Aktuelt findes som bekendt ikke længere. I stedet har vi fået ”sociale medier”. Lad mig slå fast, at jeg i udgangspunktet godt kan lide Facebook, debatfora og kommentartråde på LinkedIn.

Lige indtil jeg ikke kan lide det mere. Det går desværre ret stærkt med modviljen mod de to førstnævnte, fordi der øjensynligt er mange mennesker, der aldrig har lært, at hvis man ikke har noget pænt at sige, ja så skal man tie stille – eller lade tastaturet være. Om jeg begriber, hvorfor nogle mennesker føler, at de er i deres gode ret til at svine en musikfestival til på grund af de navne, der er på plakaten. Eller skrive grimme ting til en tv-vært, fordi vedkommende har en anden oprindelse end dem selv. Eller lade skældsordene boble ud over mennesker, der er medlemmer af et politisk parti og derfor har et standpunkt – som de (som oftest) står ved. Eller bare skriver ualmindeligt grimme ting om andre, fordi de tilfældigvis bare stod foran dem i en kø på en dum dag med dårligt vejr.

Forstå mig ret, der er ikke noget galt med debat, diskussion, at forholde sig kritisk eller være uenig. Slet ikke. Men at sige noget grimt bare fordi man føler, man har lov til det, det er simpelthen uværdigt. Det er unødvendigt, og det gør intet godt for nogen som helst. Ingen. Igen og igen spørger jeg mig selv, om disse tastaturkrigere dog ikke selv overvejer, hvad de håber at opnå med det? Hvad er formålet med denne udspyen af grimme ord?

Det, jeg vil sige, er: hvis du ikke har noget pænt at sige, så ti stille.
Det siger min mor og far selv.

Tid til at tage sig tid

/0 Kommentarer/i /af

I efteråret 2023 klagede jeg min nød til min mentor, world famous Trine Jørgensen. Hvor kunne jeg finde et deltidskommunikationsjob med mening? Hvor var den virksomhed, hvor det ikke handlede om at sælge? Hvor der ikke (kun) var fokus på kommercielle interesser og oppefra-og-ned-KPI’er, ROI og læg-i-kurv-analyser? Åh tænk, hvis jeg kunne finde et deltidsjob med mulighed for at snakke med folk om det, de interesserer sig for, sidde med alt fra rugbrødsopgaver til kreative tekstopgaver, fotoopgaver og relationsopbyggende opgaver?

Klip til februar 2024, hvor jeg blev deltidsansat som kordegn for de fire lokale sogne omkring Lejre by. Et socialt, kreativt og administrativt job med kommunikation i centrum. Hvor jeg sagsbehandler navneændringer, udskriver attester og laver lange konfirmand-lister. Mens jeg på samme tid er ansvarlig for at udgive et lokalt blad med et oplæg på 3000 og for at samle de fire sognes kommunikation på én hjemmeside. Uden at skulle sælge noget som helst.

”Jamen er du sådan en af dem?” er jeg blevet spurgt – af ganske mange. Er jeg? Jeg har brugt lidt tid på at lægge afstand til min egen indgroede teenage-kirke-og-kristendoms-ironi. Det har været svært. For i min ungdom var fællesskabet omkring folkekirken forbundet med pligt, med løftede pegefingre og skam. Det var noget, jeg smågrinede ad. Ikke at jeg forstår hvorfor. Mine forældre har aldrig påduttet mig noget. Den lokale præst var en fantastisk fodboldspillende mand, der insisterede på at bære sine papirer med prædiken ind i kirken i et orange Amnesty International-net. Dengang forstod jeg ikke, hvad det betød. Det gør jeg nu.

Noget af det, der slår mig, er mængden af mening i min hverdag. Arbejdet og menneskerne i det giver SÅ god mening! Jeg går ikke ret ofte i kirke selv. Men det er der nogle, der gør – fordi netop det giver mening for dem. Fordi de her finder ro, mening og tryghed i vores fælles historie, fælles sprog og i viden om, at der er noget større end dem selv. Og måske fordi præsterne er nogle af de klogeste, sødeste og mest kærlige mennesker, jeg kender. Hver eneste dag gør de en massiv forskel for mange forskellige mennesker.

Mine hverdagssamtaler er begyndt at handle om, hvordan det er næstekærligt at sige fra. De handler om sjælesorg, kompleksiteten i navneændringer og referater af møder. Og så handler de om, hvordan vores lokale kirker kan skabe værdi i det lokale fællesskab og måske være et fælles udgangspunkt for alle mennesker, uanset hvad eller hvem, der tror på. Det er ikke noget, man løser fra den ene dag til den anden. Det tager tid, og det er der tid til.

Er det genialt, det der?

/0 Kommentarer/i /af

Hvornår er noget genialt? Kan man sætte det på formel? Måske.

For mit vedkommende har det meget med humor at gøre. Og der skete et humoristisk jordskred for mig med Gramsespektrum, Mandrilaftalen, ScoreKajs Scoreshow og Tæskeholdet. De trak tæppet væk under mig og gjorde min verden større, sjovere og markant bedre. I dag ville man finde et Facebookfællesskab eller følge en Insta-profil eller finde en Reddit-tråd at føle sig hjemme i. I 1990’erne var der ikke et community, men så var der nogle alligevel. Og de var en mærkbar forbedring af min provins-verden, hvor jeg savnede noget at læne mig op ad.

Det blev standard at sidde oppe til kl. 00 mandag, onsdag og fredag for at se Mandrillen på DR2 og kunne det nyeste take på “Slesvig? Min bror gør chokhonnør” til vennerne dagen efter. Eller at ringe sammen torsdag aften og aftale at pjække fra skole sammen fredag morgen for at kunne høre Tæskeholdet i fællesskab. Eller sidde i Sannes vindueskarm og høre Gramsespektrum og grine af den frø i flere dage.
Man var i og for sig medskaber af fællesskabets fundament, og der var prompte reaktion på de sætninger og linjer, der fungerede som punchlines i virkelighedens Hjørring. Det kunne være svært at finde de mennesker, der grinede af de samme ting (og dermed altså også grinede af og med en selv), men når man fandt dem, var det som at komme hjem.

Det er den følelse, jeg stadig jagter, når jeg skriver. Jeg har det bedst, når jeg kan få arbejdet mig ind i en stemning omkring et brand, et produkt, et menneske, et sted eller en historie. Det kan ikke altid lade sig gøre, og det må jeg leve med. Men det er svært, for jeg er først tilfreds, når det flasker sig.

Tit hænger det sammen med kemien med opgavestiller. Hvis vi kan finde en fællesmængde omkring humor, musik, opvækst, fælles bekendte, uddannelse eller lignende, så flyder det hele lidt lettere. Det fælles ståsted er med til at sikre, at vi har samme ønske til resultatet og måske endda processen. De fælles referencerammer er med til at skabe en intern forståelse, som er helt vildt vigtig i samarbejdet. Det kræver ærlighed, åbenhed og mod, men resultatet bliver også derefter.

Til min store lettelse kan jeg konstatere, at denne følelse går på tværs af alder, køn, uddannelse og landsdele. Jeg oplever igen og igen denne form for fællesskab, og det giver mig nogle af de bedste oplevelser rent arbejdsmæssigt. Det er ovenikøbet noget af det, jeg rent faktisk kan huske fra sociologisk teori: Jürgen Habermas’ demokratiske samtale, Pierre Bourdieus kapitalbegreb og Norman Faircloughs diskursteori om intertekstuelle referencer. Og at huske teorier er ellers ikke min stærke side. Min hjerne prioriterer benhårdt at have plads til sangtekster frem for teori og matematik.

Så: hvornår er noget genialt? Når vi er sammen om det, tror jeg. Når vi slår pjalterne sammen og bygger noget i fællesskab. Når vi har en fælles forståelse at være kreative ud fra. Det er ikke sådan, at delene dermed bliver større en helheden, eller at helheden først er hel, når x antal dele er der. Helheden bliver bare større, når vi er sammen om at skabe den og tillader os at bryde de vante rammer. Og så er det sprængfyldt med energi.