Blog

Der var ’no turning back’ fra Dokken. Det var dét studiejob, jeg fantaserede om, men ikke anede eksisterede, før jeg fik det. Her var der fagligt fokus, journalistik og kommunikation i ét, og skønne kollegaer i et arbejdsmiljø, man kun kan drømme om som kommende comm’er.

Det var i start 00’erne, før der fandtes Facebook, mens de første metro-linjer blev lagt i jorden, og GMO-debatten var på sit højeste. Mon de stadig findes, de studiejob, der er umulige at vende tilbage fra?

Dokken var dokumentationsafdelingen i det PR-bureau, der dengang hed GCI Mannov og lå ved søerne på Nørrebro. Holdet bestod af en ’morgenklipper’, der var tidligt oppe for at sakse historier om miljø og sundhed ud af dagens aviser (+ alle de artikler og notitser, der kunne være relevante for husets konsulenter). Herefter valgte redaktøren de historier, der skulle versioneres til bureauets trykte blade om miljø og sundhed. Og så var det op til resten af holdet at skrive artikler af en vis kaliber. Mor-Ulla redigerede, kom med kærlige opfordringer til opstramning og ros, når man havde gjort det godt.

Hos Mannov var der god kaffe (og fantastisk frokost) og godt selskab men mest af alt et virkelig spændende studiejob. Jeg kom durk fra Musikkonditoriet på Vesterbro, som også var et fint sted, men på ingen måde studierelevant. Og nej, jeg fik heller aldrig lært at skære rugbrød i fine, lige skiver. Men i Dokken fandt jeg min rette hylde. Der var studerende fra alle mulige samfunds- og sundhedsvidenskabelige og humanistiske studieretninger, fra egne ejerlejligheder eller kollegieværelser, fra højindkomstfamilier og fra studiegæld. Der var en stejl læringskurve på evnen til at vinkle, skærpe objektiviteten og skrive i et godt sprog, uden at det var for langt.

Omkring os summede det af liv fra de 2 etager med konsulenter, lobbyister, generalister og journalister, der hver især varetog flere store som små kunder. De havde brug for vores hjælp til at snuse relevante vinkler frem fra dagens aviser, og vi havde brug for deres ekstraopgaver for at træde endnu længere ind i PR-verdenen og tjene lidt ekstra skejs.

Jeg anede ikke, man kunne få et job i sådan en virksomhed, når man bare var en helt almindelig hum-bas-studerende med forkærlighed for det skrevne ord. Men det kunne man (tak fordi du havde det først, Rikke). Vi studerende havde det ualmindelig godt sammen i et miljø, hvor det var fint med en kvik bemærkning, kække betragtninger og dybe samtaler, men vi var samtidig fuldstændig klar over, at vi var der for at levere – og det gjorde vi. Det skabte sammenhold og grobund for at turde ville mere, måske fordi vi vidste, vi kunne.

I dag kan jeg se, at langt de fleste, for ikke at sige alle, af mine med-dokkere, har klaret sig mere end almindelig godt. De har beholdt fokus, skærpet netværket og gået efter det, de drømte om. Jeg er pænt stolt af at have været en del af den flok. Dok-jobbet var mit rygstød til at søge andre jobs, både studiejob og fast job efterfølgende. For jeg vidste, jeg kunne klare det meste.

Hvordan lander man sådan et job? Det er tilfældigheder. Jeg boede på kollegie med Rikke, der havde det som sit studiejob. Hun anbefalede mig at søge, så det gjorde jeg. Men hun så mig først an, så hun vidste, at jeg kunne begå mig skriftligt. Er der en morale? Måske at det altid kan betale sig at gøre sig umage, uanset om man skriver beskeder i køkkenbogen, en festsang eller fødselsdagshilsner. Og vær ærlig og bed om hjælp – den, der griber dig, kan måske hjælpe dig videre.