Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Hvorfor gå glip af genial kommunikation?

Jeg har valgt et arbejdsliv, hvor de fleste gængse planlægningsspilleregler er sat ud af kraft. Jo jo, det er ganske fint at lave lister og kalenderpåmindelser og prøve at regne ud, hvornår folk har tænkt sig at svare på mails eller har brug for mine geniale ideer. Men det er simpelthen bare ikke sådan, verden hænger sammen.

Jeg oplever ofte, at kunder varsler om, at ”vi får rygende travlt de næste uger, og vi har brug for 10 timer+ om ugen”. Og så sker der intet. Ingen verdens ting. Jeg har prøvet at rydde kalenderen for dernæst at sidde i venteposition og trykke opdatér i min mailboks hver 10. minut. Uden held. Række ud til kunden, spørge ind til hvordan det går – uden at få noget fyldestgørende svar. Det betyder ikke, at de ikke mener det godt. Det betyder bare, at jeg ikke er en prioritet lige nu.

Og jeg ved det jo godt. Tekstforfatteren er ofte det sidste, der bliver knyttet på, selvom mange af os har meget at byde ind med undervejs i processen. Måske er det et resultat af, at ’de kreative’ har fået andre roller i mange virksomheder. Det kan også skyldes effektivisering af arbejdsprocesser, silotænkning eller ren og skær forglemmelse. Eller min favorit: at mange opfatter ressourcen ”tekstforfatter” som noget, der hører hjemme på et bureau. Som en decideret maskine, der spytter ord ud on demand, og gør, hvad der bliver sagt uden at tænke mere over det.

For sådan en som mig kunne det ikke være mere forkert og desillusionerende. Jeg har i høj grad brug for at forstå dét, der skal kommunikeres. Hvordan er det bygget, hvor kommer det fra, hvilke afhængigheder der er på tværs af virksomheden, hvem skal bruge det, hvilke udfordringer skal det løse, hvor skal det kommunikeres, hvad er styrkerne og svaghederne osv. osv. Spørgsmål, jeg kun kan få svar på af dem, der sidder og roder med at bygge produktet.

Når jeg forstår baggrunden og konteksten, leverer jeg genial kommunikation. Det er der dog mange, der går glip af. Ofte får jeg briefs fra én, der har fået et brief af en anden, der har siddet med til et møde, hvor der blev truffet en beslutning på baggrund af information fra (forretnings)udviklerne. Potentielt kunne det betyde, at briefen blev stærkere, da flere beslutningstagere har set hinanden i øjnene og skåret ind til benet. Men de skærer samtidig mellemregningerne væk. Og det lærte Finn, der var min matematiklærer i 6. klasse, mig, at DET må man aldrig gøre. For her ligger guldet gemt. Her kan andre se, hvad der var din intention.

Jeg er enig med Finn. I cirka 80% af tilfældene betyder de udvandede briefs, at de hårdtslående pointer er væk. Forståelsen for beslutningen er væk – og jeg udfører et stykke arbejde, der jævnt tit ikke er godt nok, fordi jeg ikke er blevet sat ind i kernen af problemet. Så er det svært at løse kommunikationsproblemet. Og så er det tilsvarende svært at være genial.

Jeg elsker mit arbejde, og jeg har ikke et sekund fortrudt de valg, jeg har truffet. Tværtimod. Jeg er vild med, at opgaverne og betingelserne varierer, at jeg får indblik i forskellige virksomheder, processer og ledelsesstrategier. Men jeg ville ønske, at jeg kunne få lov at levere den geniale kommunikation, jeg kan garantere, frem for ord, der ikke er forankret ordentligt i konteksten. Og hvorfor dog gå glip af genial kommunikation?

Det er fantasi-stisk!

Som barn fik jeg tit at vide af mine lærere, at jeg havde en veludviklet fantasi. ”Og det skal du nyde, for den slags forsvinder, når du bliver ældre”, sagde de.

Da jeg blev teenager, havde jeg stadig en livlig fantasi. Jeg forestillede mig alle mulige slags ting opstået ud af relationer, tanker om hvad der dog skulle blive af mig, og om hvor kedelig min familie var. Jeg digtede historier og forsvandt ind i bøger og tv-serier.

Senere forestillede jeg mig, at verden sluttede for enden af tågen på cykelturen hjem i mørket, skrev fabulerende ord i friskrivehæftet og digtede satiriske verdner med fiktive personer sammen med mine venner. Fantasien bestod. ”Ja, den skal nok dampe af, når du bliver ældre”, sagde nogle voksne.

Men det gjorde den ikke. Den er her stadig. Jeg opdigter stadig samtaler (fortidige, nutidige og fremtidige) mellem mennesker der måske, måske ikke, eksisterer. Jeg forestiller mig stadig uendelige tråde af mulige og umulige årsag/virkning-situationer, sætter ord sammen i flæng og det ligefrem bobler i min hjerne med alle mulige slags ideer, ord, jokes og punchlines, der står i kø for at komme ud af min mund. Det kan være svært at styre.

Det sker også, at jeg er fuldkommen blank. Tom for ideer. Tæppet går ned. Men som professionel overspringshandler har jeg opdaget, at jeg altid kan finde en vej ud og komme op med en god undskyldning for at lave noget andet. Det sker dog påfaldende sjældent i mit arbejde med ord. Der kommer altid noget ud af fingerspidserne, dikteret fra min hjerne – selvom jeg ind imellem godt kan blive i tvivl om, om det kommer ud af fingrene, FØR hjernen rent faktisk har formet ordene. Fantasien fejler ikke noget som helst. Og det er fantasi-stisk!

Skjulte talenter

Jeg har altid gået rundt og håbet, at jeg en dag ville opdage, at jeg havde et skjult talent. Måske var jeg i virkeligheden født med evnen til at blive skøjteløber? Eller det viste sig, at jeg kunne spille violin uden at have øvet mig, eller måske var jeg faktisk clairvoyant? Dette talent skulle så blive smutvejen til et liv i evig økonomisk harmoni, selvtilfredshed og lykke sådan helt generelt.

Ikke overraskende er der ikke slået noget talent igennem.  

Til gengæld føler jeg lidt, at jeg rent faktisk har skudt genvej – ved at blive selvstændig. Jeg slipper for at tage ind på samme arbejdsplads hver eneste dag. Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil lave, og hvornår kantinen åbner. Og jeg får god kaffe – HVER ENESTE dag. Jeg er selvfølgelig også hjulpet godt på vej af en kæreste med en fast indtægt; det spiller unægtelig en vigtig rolle i en hverdag med huslån og udgifter til børnenes konstant voksende fødder. Men alligevel!

Det er så småt ved at gå op for mig, at jeg måske faktisk har et talent. Ord. Jeg vil gerne lige slå fast, at jeg også laver fejl, at jeg sætter et komma forkert og ind imellem glemmer at stille skarpt. Men altså jeg kan noget helt særligt. Og kombinationen af at kunne skrive, at tro på, at jeg kan skrive ALT, og at være enormt glad for at høre om andre menneskers passion, det viser sig rent faktisk at være mit helt eget talent.

Jeg må dog skuffe: Nej, det giver ikke et liv i evig økonomisk harmoni. Og ja, jeg er også ganske utilfreds med mig selv nogle gange. Men det er mest af alt fuldstændig genialt! Det fantastiske er også, at jeg samtidig er blevet opmærksom på, at alle andre faktisk også har talenter. Nogle kan kende fuglestemmer. Andre kan se visuelle forbindelser og mønstre. Nogle tredje har salgstalent ud over det sædvanlige. Og det bedste af det hele? Jeg får lov at fortælle om det!