Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

At lytte er at leve

Mit arbejde består mest af alt i at lytte. Til mennesker, til nyheder, til tonen på sociale medier. Til alt det, der bliver sagt, og ikke mindst til alt det, der ikke bliver sagt (eller skrevet). Jeg har efterhånden fundet ud af, at det også handler om at lytte til mig selv – min egen mavefornemmelse og ideer.

Det er det, fordi det er sådan, jeg arbejder. Og jeg har lært det af min mor. Hun har lagt grundstenene til min interesse for at forstå andre mennesker og i den forbindelse også behovet for at forstå den situation, de står i. Hun har også en stor aktie i min erkendelse af, at det er nødvendigt at se helheden for at kunne forstå den enkelte – og omvendt.

Min mor er uddannet lærer, og hun har i hele sit professionelle liv gjort sig umage for at forstå hver enkelt elev og finde ud af, hvad der skal til for at trigge elevens lærelyst. Hun har gjort, hvad hun kunne for at forstå hver enkelt elevs udgangspunkt, ståsted og livsvilkår. Samtidig har hun været lærer i flere af de dengang såkaldte specialklasser – klasser, der bestod af børn, som af forskellige årsager havde særlige behov eller svært ved at følge med i undervisningen i ”almindelige” klasser. Og hun var en fantastisk lærer (siger dem, der har haft hende i skolen).

I 90’erne blev hun, sideløbende med lærergerningen, uddannet som alternativ behandler. Igen en disciplin der kræver forståelse for helheden – hvem er det, jeg står overfor, hvilke behov, ønsker og vilkår har dette menneske? Hun er en mesterlig lytter. Jeg lærer stadig af hende den dag i dag, hvor jeg er 42, og hun 71. Og jeg er ret sikker på, at hun har det på samme måde: lærer af de mennesker, hun er sammen med.

Hvordan er det så relevant i mit arbejde? Jo, jeg har min gode gamle procesmodel, 1000 spørgsmåls-metoden, som jeg bruger til at kickstarte lytningen. Jeg kan også godt finde på at bruge den på mig selv. Modellen er min måde at vise og huske på, at kontekst er vigtig for hvert enkelte lillebitte produkt. Intet står alene – der er altid en sammenhæng at tage højde for. Den er mit vigtigste redskab og samtidig en metode, jeg altid vender tilbage til – fordi den giver mening (for mig).

Intet står alene, og intet står stille. Vi er altid på vej et sted hen. Så hvis dit arbejde handler om at hjælpe andre mennesker på den ene eller anden måde, så vil jeg tro, at det kræver, at du har lyst til at lytte til dem. Det smarte er, at det er noget, man kan øve sig på. Og man kan bruge det både på arbejdet, og når man har fri. Jeg er enormt taknemmelig for, at jeg har en mor, jeg har kunnet lære den slags af. Det har givet mig friheden til at tro på, at jeg kan stå på egne ben, fordi jeg altid har mennesker omkring mig, der har lyst til at dele ud af den, de er. Det er et KÆMPE privilegium. Tak for det!

Med ord skal liv bygges.

Jeg er ikke verdens stærkeste mundtlige formidler, det skal jeg være den første til at indrømme. Altså jeg kan godt tale, undervise, holde oplæg – men det er ikke dét, der er mit stærkeste kort. Det fandt jeg også ud af, da jeg brugte 4 måneder på Testrup Højskoles teaterlinje i efteråret 2000. Men så er det jo godt, at jeg kan formulere mig på skrift i stedet. For dét har jeg altid kunnet. Og kunnet få noget ud af. Måske handler det om at være helt klar over, hvad formålet med teksten er. Og at lege med de ord, der (ikke) stiller sig til rådighed.

Jeg har, synes jeg selv, en decideret nydelig track record:

  • I 1991 vandt jeg en maxi single ved at finde på en kæk replik til Medley Records’ logo.
  • I 1996 vandt jeg en legendarisk Ariel t-shirt ved at fortælle, hvornår jeg fik mest ud af at bruge Ariel vaskepulver. Jeg har, simpelthen ved bare at skrive og deltage, vundet :
  • et stereoanlæg
  • en taske
  • solbriller
  • en Roskildebillet (godt nok kun ved at forfatte en sms, men alligevel)
  • to billetter til Seinfelds show i Forum

Men ikke nok med det. Væggene på mit teenageværelse var prydet med plakater fra Diesel og Levi’s. For min søster havde fundet ud af, at de var søde til at sende reklamegodis, hvis man skrev venligt til dem.

Jeg fik en masse gratis tyggegummi, fordi jeg tog mig tid til at skrive til Sorbits og brokke mig over, at tyggegummiet faldt ud af pakkerne og væltede rundt i min taske, når først pakken var åbnet. Jeg fik gratis Rexona-deoer (yay!), fordi jeg brokkede mig over, at de stadig lavede hvide striber på tøjet, selvom reklamen lovede det modsatte.

Og jeg kunne blive ved. Men jeg kan ikke huske det hele. Måske også, fordi det der med at skrive til virksomheder lidt blev min hobby. Det skulle naturligvis give mening og have et klart formål, men det var en fed udfordring. Og min pointe er: hvis du øver dig, tager dig tid og gør dig umage, OG hvis du synes, det er sjovt at skrive, ja så kan du bruge det til noget. Måske endda til lige det, du gerne vil.

Jeg har gjort min hobby til mit levebrød. Nu vinder jeg i arbejde. Tj-tjiing!

Reality check: Hvordan går det så med min winning streak? Tjae. Jeg har lige knapt så stor succes med Facebookkonkurrencer. Det handler kun om at like eller skrive sit navn. Det er jeg ikke verdensmester i (jeg har naturligvis også vundet de obligatoriske hårtørrere og den slags på Instagram, men aldrig modtaget præmien, hvilket naturligvis må tilskrives sort uheld).

En hyldest til chatfunktionen

– Jeg sku’ hilse fra Karin

– Karin? Hvornår snakkede du med hende?

– Jeg skrev med hende i går.

– Nå, om hvad?

– Åhr, det var bare en indforstået kommentar om gulvlægning, færdiggørelse af byggeprojekter og dét, at min far og mor skal besøge hendes bror.

Kan I huske, dengang man aktivt valgte ”at skrive” til nogen? Det kunne være et brev, en mail eller måske en sms? Guderne (og alle mine gamle venner) vil vide, at jeg har skrevet mange breve. Som i MANGE breve. Især efter et år på ÅU (efterskole) flød de i en lind strøm fra min ind imellem lidt trætte højre hånd. Det gør de stadig, men der er langt mellem snapsene.

I stedet er jeg begyndt at nyde glæden ved det netværk og den form for åben, ærlig og omhyggelige kommunikation, jeg har brugt så meget tid på at opbygge siden de gode gamle dage. Altså fordi jeg ikke har kunnet lade være.

Ovenstående samtale er foregået inde i mit hoved, men den kunne fint være foregået mellem mig og min kæreste, min mor eller veninde. Og den illustrerer i al sin kortfattethed, hvor fantastisk, Instagrams chatfunktion er (for mig).

Dén chatfunktion er min genvej til hverdagssmalltalk med mennesker, jeg ikke længere ser i min hverdag. Karin boede på 2. sal i et hus på Cypernsvej, hvor vi boede i stuen. På den måde kendte vi hinanden ret godt. Og det gør vi for så vidt stadig. Fordi jeg deler noget, hun kan kommentere og relatere til sit eget og vores fælles liv – og omvendt. Det gør mig simpelthen så glad. For så er Karin alligevel helt tæt på, og jeg kan høre hendes stemme i mit hoved og se hendes smil for mig. Det bliver jeg glad af.

Det kan også være når Sissel, min allerbedste og allerældste barndomsveninde, deler falde-på-halen-humor-videoer, billeder af dyr eller resultater fra sit og kærestens Lille Økori. Det kan godt være, vi ikke ses ret meget, men vi har stadig samme humor, som vi altid har haft. Skræmmende (?) nok er vi ikke kommet ret meget videre på den front de sidste 35 år…  
Eller når Rasmus sender mig et billede af sin kæreste og lille nyfødte baby med en kommentar om, hvor mindblowing livet er. Så er han jo alligevel lige dér, selvom han i virkeligheden bor i Portugal. Og jeg får lov at dele nogle af de vildeste oplevelser med ham.

Det er jeg taknemmelig for.

Chatfunktionen gør det muligt for mig at træde ind i en samtale, som om den aldrig har været slut. Alle billederne, teksterne og kommentarerne gør, at vi kan fortsætte vores samtaler, fordi vi stadig kan se hinandens liv, glæder, smerter. Vi kan stadig se, hvad vi hver især vælger at dele og dermed finder enten æstetisk smukt, fuldkommen latterligt sjovt eller dejligt. Det kræver selvfølgelig ærlighed, eller i det mindste, at man tillader andre at komme ind i ens liv – eller får lov at komme ind i deres.

Jeg føler mig heldig over, at jeg har så mange fantastiske mennesker i mit liv. Også dem, jeg ikke ser så ofte. For de er ikke længere væk end et enkelt klik og en kommentar. Tak for det.