Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Se ned. Og se så op.

Jeg har det med billeder som med ord. De kan fortælle noget fra min vinkel, som ellers er svært. Eller… måske ikke svært, men nærmere sådan ment, at de åbner op ind til en ’anden’ del af verden. Ofte er det, jeg tager billeder af, en kommentar til andres fortolkning eller tilfældigheder, der lige dér giver perfekt mening. For mig.

Jeg tager billeder af alt muligt. Mennesker, jeg holder af. Situationer, jeg gerne vil huske. Steder, der er betagende eller ubehagelige. Ting, der ser sjove ud, grimme ud, sære ud. Noget, der vækker min interesse, uden jeg helt kan forklare hvorfor. Ansigtsudtryk, skygger, former, farver.

”Når du hele tiden ser gennem en linse, oplever du det jo ikke rigtigt selv”, siger en af mine forældre nogle gange. ”Tror du”, tænker jeg.

Det er ind imellem sandt. Men oftest er det sådan set omvendt. Jeg oplever motivet flere gange ved at gense det på den ene eller anden skærm ved at beskære og redigere det. Ved at se det igen og igen. Min verden i fotografi har flere dimensioner. Den har et andet tid-/sted-perspektiv og et andet liv.

Ordene kan det samme. Der er bare ingen, der siger: ”når du lever dit liv gennem en blyant på papir, går du glip af verden omkring dig”. Garantrisser at en forælder har sagt det for 100 år siden. Men ikke nu.

Jeg forsøger at hanke op i min egen opfattelse, når jeg ser mennesker omkring mig være dykket ned i en telefonskærm med fingrene på det formløse tastatur. Nogle gange er jeg en del af den flok. Andre gange betragter jeg dem, og tænker ”du går glip af verden omkring dig”. Ja, det gør nogle af dem måske. Men andre er i gang med at opleve den, udbygge den, se den fra deres vinkel. Og hvem er jeg, der tror, jeg ved bedre?

Tænd for ord-kontakten

Som mange andre køkkener havde vi på 2D på Rigshospitalets Kollegie en køkkenbog. En bog til korte beskeder, opfordringer, små-skældud over hjørneopvask, fødselsdagshilsner, invitationer til fællesspisninger og den slags. Det var på mange måder hjertet i kollegiekøkkenets hverdag. Det var vores fælles kontaktbog og dér, mange geniale ting udsprang fra.

Jeg var en flittig køkkenbogsskriver. Det var her, jeg forfinede min evne til på sindrig vis at pakke konfliktstof ind i venlige ord, så det blev forstået uden at blive misforstået, så jeg i dag kan begå mig nogenlunde knastfrit på Aula.

Før køkkenbogen var der brevskrivning til venner fra efterskolen. Rejseføljeton om min rejse til Sydamerika. Små beskeder på barndomshjemmets køkkenbord. Livskloge teenagemottoer i vennernes lektiebøger og kalendere. Små børnehavehistorier om løver, der elskede skumslik. Men også lange fristile, korte historier, eksperimenter med storytelling og sidst men ikke mindst statusopdateringer på MSN messenger, Facebook og Twitter.

Alt sammen er drevet af en uendelig kærlighed til at skrive. Og på forunderlig vis at skrive, så andre får lyst til at læse. Fordi jeg kan – og især fordi jeg ikke kan lade være. Men kærligheden hang, og hænger, også sammen med ’opgaven’. Der skal trigges en lyst, før ordene flyder. Ord-kontakten skal tændes. Det nærmest er umuligt (for mig) at skrive en god ansøgning, hvis ikke jobbet er ét, jeg virkelig gerne vil have. Det er på samme måde umuligt for mig at falde i søvn, hvis jeg har en tekst, der absolut vil ud på min blog.

Og hvad skal al den refleksion over skriveglædegalskab gøre godt for?

Det skal jeg sige dig. Det er jo det samme med mine opgaver som tekstforfatter! Jeg er ikke en AI-drevet dame, der bare skriver, hvad jeg får besked på, og er tilfreds med det. Jeg skriver, fordi jeg elsker det. Jeg kan ikke lade være.
Når en (god) opgave tikker ind, kan jeg sjældent lade den ligge. Jeg får lyst til at gå ombord i den med det samme, og resultatet bliver ofte godt, fordi ordene kommer fra hjertet. Der kommer en lille snas Karen med, flettet ind i ordene og som et tykt lag mellem linjerne, og det er det, der gør det hele værd. Det handler bare om at få tændt for ord-kontakten.

Enmandshær og guldkorn


Tænk at kunne få det hele. En veritabel enmandshær, der kan klare alt, og samtidig fungere som vellidt holdspiller. En slags administrativ Christian Eriksen, der både kan sprudle med nye ideer, skabe viralt indhold ved at føre dem ud i livet, og samtidig afhjælpe et team med diverse kedelige rugbrødsopgaver. Typen, der ser hver enkelt medarbejder, spiller dem gode hver især og samtidig scorer det ene vidunderlige solomål efter det andet. Åh hvor vidunderligt.

Eller hvad. For det er jo praktisk talt umuligt. Alligevel er det ofte præcis, hvad jeg forventer af mig selv som soloselvstændig. For når jeg kommer ud til kunderne, så SKAL jeg da levere blændende kreativt materiale, ikke? Jeg skal sprudle, lade mit gode humør smitte og jonglere med den ene geniale idé efter den anden.

Nej, Karen. Det skal du ikke. Du skal lytte, skal du. Det andet lyder i øvrigt også lidt belastende, hvis jeg nu skal være helt ærlig.

Et af de bedste eksempler på, at det kan være fint at starte med at lytte og levere, er fra min tid som freelancer hos OiSTER. Her skulle jeg hjælpe med at skrive nyhedsbreve, og jeg syntes selv, jeg skrev fuldkommen vanvittigt uopfindsomt og kedeligt og anti-Karensk. Sjovt nok var holdet glade for min indsats. For de havde brug for præcis den type indhold, jeg leverede. Noget, der ikke var vildt og sprudlende og kreativt, men kort, klart og faktuelt. Ord, der fortalte om deres produkter uden at lyde, som om det var noget out of this world-agtigt.

Det gav mig lige lidt at tygge på. For nu viste det sig jo, at jeg var min egen værste arbejdsfjende. Jeg satte barren så højt, at jeg ikke engang kunne nå den på de dage, hvor jeg sad på den højeste hest.

MAN LEVERER IKKE GULDKORN HVER DAG. Jamen, det gør man ikke. Tænk, hvis vi alle gjorde det? Verden ville være vanvittig. Det smager heller ikke godt, hvis man spiser guldkorn hver eneste dag. Det tager ligesom det festlige af dem i morgenmadsskålen. Eller på nutellamaden for den sags skyld.

Til gengæld gør alle, hvad de bedst kan, og til sammen opstår der engang i mellem magi. Nogle gange handler det om at plante en idé, der kan spire i hovedet på et andet menneske. Nogle gange handler det om at skrive en kreativ tekst. Andre gange handler det om, at man hver især føler, man bidrager til en fællesmængde, der har værd, bare fordi den er der.