Friheden flyver

Friheden flyver. Sådan synger Eva Madsen i sangen af samme navn, og mens tonerne strømmede ud af højttaleren i køkkenet på Møllegården om søndagen, når Giro413 fyldte radioens sendeflade, drømte jeg mig ofte væk. Jeg er vokset op på landet. Kærsgård Møllegård, Købstedvej 34, Tornby for at være helt præcis. Det er vidunderligt langt væk fra alting. Som lille var det et eventyrland med en å igennem haven, havgus der trak ind over alting og højtbelagte halmlæs, der blev kørt ind fra marken i sensommeren, alt imens frihed gennemsyrede hele min væren. Som teenager var det virkelig kedeligt. Men nødvendigt, tror jeg måske også.

Jeg har altid haft meget frie rammer, og højt til loftet var en præmis for hele vores familie. Jeg gik ikke i klub eller fritidsordning efter skole som mange af mine klassekammerater. Til og med 3. klasse kørte jeg med skolebussen hjem efter skole. Det var Ejler, der sad bag rattet. Et år havde han været på charterferie og købte gaver med hjem til os alle sammen. En kæmpe chef, ham Ejler.

Fra 4. klasse cyklede jeg selv til og fra skole. 3,5 km på snoet og bakket landevej uden cykelsti eller mobil til at ringe hjem fra, når jeg væltede på isglatte veje. Det var nok også på det tidspunkt, jeg fik lov til selv at ride ud på min brogede pony, Laidi. På lange ture ud langs marker, veje, skove. Horisont, natur, frihed.

Det gav mig en usigelig skøn følelse at kunne tage hvorhen, jeg ville. Det var stort set kun min egen formåen, der satte grænser for turenes længde – i hvert fald på cykel. Til hest var det nok mere Laidi, der bestemte, når hun ikke gad mere. På bagkant er jeg lidt benovet over mine forældres tillid til min egen formåen. Jeg fik friest mulige tøjler. Måske er det også derfor, at jeg i dag har svært ved begrænsninger. De hjælper mig ikke, men de driver mig til gengæld mod at bryde dem og fortsætte, både privat og professionelt.

Fra toppen af Lerbakken, vest for den fædrene gård, kan man se ud til klitterne og vesterhavet. En formidabel udsigt. Nogle gange forestiller jeg mig stadig at gå derop, når jeg trænger til fred, ro, udsyn, indsyn. Vi har sommerhus tæt på, kører stadig forbi med jævne mellemrum, og der er noget ganske fantastisk ved stadig at høre til og genkende sig selv i de engang så velkendte steder. På vestsiden af Lerbakken er der et stejlt stykke, som jeg virkelig ikke brød mig om at køre nedad, når jeg sad i traktoren eller mejetærskeren ved siden af min far på markarbejde. Jeg var overbevist om, at vi ville vælte, og jeg var rædselsslagen inden i.

For mig hænger frihed også sammen med at være alene. At være stille og fri uden for. Jeg skal helst have et overblik, et udsyn til noget andet. En horisont, et andet sted. Det kan godt være lidt besværligt, når man som jeg bor i en tæt befolket landsby med et befærdet stisystem, og jeg er stadig ved at lære at finde roen og udsynet inde i mig selv til brug på de dage, hvor jeg ikke orker at møde andre mennesker. Så er det, jeg sender en tanke til Eva Madsen, Lerbakken og Vesterhavet og tænker, at det hele nok skal gå endda. For selvom jeg er rejst langt væk fra min barndoms frihed, bor den stadig i mig og minder mig om, hvor jeg kommer fra, og at jeg stadig er fri til at gøre præcis det, jeg vil. Jeg skal bare kaste mig ud i det.