Noget om fuldskæg

Af årsager jeg aldrig selv helt forstod, var jeg som barn ikke særligt begejstret for mænd med fuldskæg. Lige fra julemanden over naboer til præsten, Hans Jacob, som seriøst var både mere flink, rar og klog end julemanden. Og samtidig også af en helt anden statur end julemanden – måske nærmest en splejs; men han virkede større med sin fantastisk rolige stemme, sit faste og venlige blik og sin orange Amnesty International-mulepose, der fulgte ham i tykt og tyndt. Han kunne fylde den halvtomme landsbykirke, bare ved selv at være der. På bagkant er jeg KÆMPE fan af Hans Jacob. Manden er og var jo genial!

Min musiklærer Erik Winter havde jeg det til gengæld decideret ubehageligt med. Jeg kunne ganske enkelt ikke lide ham. Det ildrøde fuldskæg gjorde ikke ligefrem situationen mindre betændt. Følelsen var gensidig, men han havde en åbenlys professionel tilgang til børn, der gjorde, at han ikke som sådan viste det. Han kunne dog godt lide at få mig (og andre af de lidt for kække børn) lidt med nakken. Jeg kæmpede mod ham med alt, hvad jeg havde kært: nægtede at danse med drengene, ville ikke synge med, larmede på de bagerste rækker osv. osv. Blokfløjtespillet fortsatte jeg med, herregud, man smider jo ikke en hobby på hylden pga. en dum voksen. Nå.

Min fuldskægs-aversion var ret stabil frem til 1995, hvor jeg startede på efterskole og fik en dansklærer med fuldskæg: Mogens. Mogens var ikke som de andre dansklærere. Han diskuterede med os på en anden måde, end jeg var vant til. Han lod os fylde mere og brugte dynamikken i klassen aktivt. Det var fedt. Og min glæde ved at skrive dansk stil voksede i takt med, at min antipati mod fuldskæg aftog. Dansk har altid været mit absolutte yndlingsfag. Det der med at begynde at skrive en stil, og så stikker ordene af i én retning, og jeg må bare følge efter dem. Det lykkedes på mærkværdigvis altid at få det hele til at hænge sammen til én samlet stil.

Jeg kom fra Mogens. Han fik mig engang til at læse en stil op i klassen. Det var ganske grænseoverskridende for en skriftsproglig teenager med tendens til meget røde kinder dér lige midt i 9. klasse. Men samtidig turde jeg godt – for han troede jo på mig. Og så gjorde jeg også. Bagefter lavede Mogens en kort gennemgang af, hvilke elementer i stilen, der gjorde, at den var særligt god. Hvilke greb, der gjorde en forskel. Og en ny verden åbnede sig for mig.

Da skoleåret gik på hæld, spurgte Mogens mig, om jeg ville skrive en tekst til skolens årsskrift. Jeg var dybt benovet og sagde selvfølgelig ja. Det var verdens mest besværlige tekst, og jeg havde svært ved at få den til at lykkes. Ordene blokerede hinanden, og jeg kørte fast i form og flow. Men det var min første tekst på tryk. I et blad, der kom ud til mange, som jeg havde delt mit livs, på daværende tidspunkt, vigtigste år med. Det var vanvittigt. Jeg var hooked! Og min aversion mod fuldskæg var pludselig ganske forsvundet.

Tak, Mogens!