Tænd for ord-kontakten

Som mange andre køkkener havde vi på 2D på Rigshospitalets Kollegie en køkkenbog. En bog til korte beskeder, opfordringer, små-skældud over hjørneopvask, fødselsdagshilsner, invitationer til fællesspisninger og den slags. Det var på mange måder hjertet i kollegiekøkkenets hverdag. Det var vores fælles kontaktbog og dér, mange geniale ting udsprang fra.

Jeg var en flittig køkkenbogsskriver. Det var her, jeg forfinede min evne til på sindrig vis at pakke konfliktstof ind i venlige ord, så det blev forstået uden at blive misforstået, så jeg i dag kan begå mig nogenlunde knastfrit på Aula.

Før køkkenbogen var der brevskrivning til venner fra efterskolen. Rejseføljeton om min rejse til Sydamerika. Små beskeder på barndomshjemmets køkkenbord. Livskloge teenagemottoer i vennernes lektiebøger og kalendere. Små børnehavehistorier om løver, der elskede skumslik. Men også lange fristile, korte historier, eksperimenter med storytelling og sidst men ikke mindst statusopdateringer på MSN messenger, Facebook og Twitter.

Alt sammen er drevet af en uendelig kærlighed til at skrive. Og på forunderlig vis at skrive, så andre får lyst til at læse. Fordi jeg kan – og især fordi jeg ikke kan lade være. Men kærligheden hang, og hænger, også sammen med ’opgaven’. Der skal trigges en lyst, før ordene flyder. Ord-kontakten skal tændes. Det nærmest er umuligt (for mig) at skrive en god ansøgning, hvis ikke jobbet er ét, jeg virkelig gerne vil have. Det er på samme måde umuligt for mig at falde i søvn, hvis jeg har en tekst, der absolut vil ud på min blog.

Og hvad skal al den refleksion over skriveglædegalskab gøre godt for?

Det skal jeg sige dig. Det er jo det samme med mine opgaver som tekstforfatter! Jeg er ikke en AI-drevet dame, der bare skriver, hvad jeg får besked på, og er tilfreds med det. Jeg skriver, fordi jeg elsker det. Jeg kan ikke lade være.
Når en (god) opgave tikker ind, kan jeg sjældent lade den ligge. Jeg får lyst til at gå ombord i den med det samme, og resultatet bliver ofte godt, fordi ordene kommer fra hjertet. Der kommer en lille snas Karen med, flettet ind i ordene og som et tykt lag mellem linjerne, og det er det, der gør det hele værd. Det handler bare om at få tændt for ord-kontakten.