Se ned. Og se så op.

Jeg har det med billeder som med ord. De kan fortælle noget fra min vinkel, som ellers er svært. Eller… måske ikke svært, men nærmere sådan ment, at de åbner op ind til en ’anden’ del af verden. Ofte er det, jeg tager billeder af, en kommentar til andres fortolkning eller tilfældigheder, der lige dér giver perfekt mening. For mig.

Jeg tager billeder af alt muligt. Mennesker, jeg holder af. Situationer, jeg gerne vil huske. Steder, der er betagende eller ubehagelige. Ting, der ser sjove ud, grimme ud, sære ud. Noget, der vækker min interesse, uden jeg helt kan forklare hvorfor. Ansigtsudtryk, skygger, former, farver.

”Når du hele tiden ser gennem en linse, oplever du det jo ikke rigtigt selv”, siger en af mine forældre nogle gange. ”Tror du”, tænker jeg.

Det er ind imellem sandt. Men oftest er det sådan set omvendt. Jeg oplever motivet flere gange ved at gense det på den ene eller anden skærm ved at beskære og redigere det. Ved at se det igen og igen. Min verden i fotografi har flere dimensioner. Den har et andet tid-/sted-perspektiv og et andet liv.

Ordene kan det samme. Der er bare ingen, der siger: ”når du lever dit liv gennem en blyant på papir, går du glip af verden omkring dig”. Garantrisser at en forælder har sagt det for 100 år siden. Men ikke nu.

Jeg forsøger at hanke op i min egen opfattelse, når jeg ser mennesker omkring mig være dykket ned i en telefonskærm med fingrene på det formløse tastatur. Nogle gange er jeg en del af den flok. Andre gange betragter jeg dem, og tænker ”du går glip af verden omkring dig”. Ja, det gør nogle af dem måske. Men andre er i gang med at opleve den, udbygge den, se den fra deres vinkel. Og hvem er jeg, der tror, jeg ved bedre?