danskBents frirum

Den første voksne, der for alvor forstod min kærlighed til at skrive, var min gymnasielærer danskBent (ikke historieBent eller spanskBent – der i øvrigt aldrig afleverede mine fotos fra 2.G turen til Kristiansand tilbage efter endt redaktion af gymnasiebladet). Sådan lidt uden for pensum indførte han et koncept, hvor vi skulle skrive små tekster i et hæfte, som vi afleverede til ham. Så gav han os feedback – ikke retskrivnings eller-stavningsmæssigt, men på opbygning, storyline og form. Og kreativitet, vel egentlig også.

Det var fuldstændig åndssvagt fedt. For mig, altså. Jeg skrev og skrev og skrev, alt muligt forskelligt og afleverede det i flæng til Bent, som altid havde konstruktiv kritik og rosende ord at dele ud af. Det var lidt som at have en hemmelig ven at skrive til, der kunne bekræfte mig i, at jeg havde fat i den lange ende. At putte alle de ord, sætninger og historier, der fandtes i mit hoved, ned på papir – af en grund. Det var en driver, at der var én, der skulle læse det. Engang i mellem også ekstremt grænseoverskridende, men på samme tid en frihed beyond reach.

Jeg fik tillid til, at mine tekster blev læst af en uvildig, én der var på min side, og til at de ikke indgik i nogen karaktergivning. Jeg har aldrig været fan af karakterer, men har til gengæld set lyset i kommentarer og feedback. Kvalitativ frem for kvantitativ, halleluja! Hæftet var et frirum for mig, et sted til overspringshandlinger bestående af fri leg med ord. Bent skrev engang, som feedback til en tekst, ”en storyteller er født”. Det blev jeg pænt benovet over som 17-18-årig, og jeg har taget det med mig. Ikke, at jeg ser mig selv som en storyteller. Men troen på, at jeg godt kunne gå dén vej, den begyndte at gro lige dér på det tidspunkt.

Da de andre stoppede med at skrive tekster til Bent, blev jeg ved. Efterfølgende har jeg lært Finn at kende. Finn, der bakkede op om min drøm om at blive selvstændig Han havde lidt af det samme som Bent, selvom navnet var et andet. Han opfordrede mig også til at skrive andre typer af tekster end bare dem, jeg var ansat til at forfatte, for at holde det spraglede sprog i gang.

Og nu prøver jeg igen. Med blogtekster, der er langt fra salg, FAQ’er og juridisk uforståelige, og dermed for brugerne, let forvrøvlede disclaimere.

Under et besøg hos mine forældre i påsken i år (2017), mødte jeg danskBent. Jeg fik sagt tak til ham for, at han troede på mig dengang. Fortalte ham, at jeg synes, han har en aktie i, at jeg er havnet på den rette hylde. Det blev han glad for at høre. Han skulle ud og sætte poster op til et orienteringsløb i Klitplantagen, så han kunne hjælpe andre den rette vej. Han er sgu en flink fyr, ham danskBent.