Den lille røde cykel

Jeg er vokset op i et hjem med medfødt interesse for menneskene omkring os. De var altid værd at lytte til og tale med. Samtalen var i fokus, og uanset hvor svært det hele så end var, så kunne man tale om det – måske ikke nødvendigvis direkte, men der var altid ét eller andet ord, der kunne sættes på, og en ironisk distance at mødes omkring.

Hjemmet med samtalerne var også et hjem med døre, der var umanerligt gode at smække med, når ordene ikke længere var tilstrækkelig ammo i diverse diskussioner, hvad end det så drejede sig om tidspunkter at være hjemme på, økonomi eller diverse søskendeskærmydsler. Men ligegyldigt, hvor højt det så end gjaldede fra den ene ende af stuehuset til den anden af gamle, afsyrede, velsmækkede fyrretræsdøre (som klart er bedre at smække med end pap-døre fra byggemarkedet), så kom vi altid videre. Og jeg har lært, at der altid skal være plads til, at man kan droppe en kæk bemærkning om, at dér fløj der vist en finke for meget fra min pande, og så er den potte sådan nogenlunde ude. At der altid er plads til at komme tilbage igen uden at blive dømt eller talt ned til.

Grundlæggende har der altid været en tro på det bedste i hinanden. Ikke at 10-årige Karen nødvendigvis ville sige det om den 3 år ældre storesøster, hvis du lige tog din Delorian tilbage i tiden for at spørge, men det har alligevel været et fundament i vores familie. Gør dit bedste, prøv igen, sig undskyld, tilgiv. Lige så kantet og ujævnt som de toppede brosten på gårdspladsen, der gav blodige knæ fra det øjeblik, jeg satte mig for at tilride den lille røde cykel, lige så uknægtelig er min tiltro til andre mennesker – der sjældent har vaklet ret længe af gangen. Jeg er ganske enkelt (stort set, that is) kun i stand til at tro på det bedste i andre mennesker, uanset hvor kantet og kluntet vores møde så end vil være, og hvor negative de lader til at være. Det er nærmest et præmis for hele min eksistens at sætte mig op på den lille røde cykel igen og kæmpe for at få stemningen til at vende til noget positivt og finde det bedste i netop dét menneske, uanset hvad det så end siger og gør. For de er jo gode derinde et sted. Og jeg skal satme nok finde det!

Det undrer mig ind imellem, at jeg, på trods af hvad der pt. beløber sig til 37 -årig livserfaring, øjensynligt aldrig bliver klogere. Og jeg har må ærligt indrømme, at jeg har svært ved at finde ud af, om det er en af mine stærkeste eller svageste sider. Men jeg må nok hellere embrace min evindelige og måske ret naive tro på, at jeg står overfor et godt menneske, der også bare gerne VIL samtalen, mødet, kommunikationen. Det har givet nogle gevaldige tæv i ny og næ, og det kan være svært at rejse sig fra mødet med a) en chef, der ganske enkelt ikke er interesseret i min side af banen; eller b) en kollega, der, som en anden tvangshandling, må og skal blive ved med at pirke til mine svage sider, indtil jeg ikke kan holde ham ud mere, eller c) en veninde, der flere aftner i træk pure undlader at stille et eneste spørgsmål til mig om mit liv, men i stedet plaprer løs om sig selv og nyder godt af  uopslidelige lytteører.

Uanset hvilken slags vand, der er løbet under broen, er de garanteret et ‘ja tak’, hvis de inviterer mig på en kop kaffe, en øl eller bare liker en af mine Facebook-posts. For jo! De ER gode mennesker, og når plasteret alligevel er faldet af de så småt helende knæ, så synes jeg egentlig bare, at hvert eneste ar er en god historie.