Linds-manden

Jeg er opvokset på en god, gammeldags bondegård. Indtil 1999 var min far svinebonde med 400 grisebasser i stalden. Mange af dem havde navne. 400 var ENORMT meget, syntes jeg dengang. Nu batter det ligesom slet ikke. Som selvstændig erhvervsdrivende i Vendsyssel back in the days, tog man ikke lige en tur forbi Inco efter det mest nødvendige til firmaet. I stedet fik man besøg af Linds-manden, Preben Skelmose fra firmaet Lind’s (jeg har til min glæde opdaget, at det stadig findes).

Preben kom på besøg i en stor, ren og koksgrå BMW med to store ringbind under armen. Pomadehår. Lidt for regelmæssige tænder. Og en helt absurd god fornemmelse for dem, han var på besøg hos – unge som ældre. F.eks. havde han altid nogle ark glansbilleder med til mig og mine søstre.

3 glas Kanulla, tak

Det var det BEDSTE, når Preben var på besøg. Altså Linds-manden, som han jo bare hed. Nogle gange var der helt vildt spændende nye varer. Det var f.eks. Linds-manden, der introducerede mig og min familie til hårbalsam i midtfirserne. Man kunne også få syntetisk gul eller rød saft 2 liters plasticdunke. Og Nutella-wannabe-produktet Kanulla (min mor bestilte altid 3 glas, aldrig mere end det). Det var det vildeste. Især på grund af de der crazy produkter (needless to say, at jeg er fan af Inco), men også pga. Linds-manden. Han var vildt god til at fortælle om de varer, vi kunne vælge. Nogle gange havde han også små vareprøver i den slidte, sorte mappe. Han var, hvad man i dag ville kalde decideret awesome.

1:1 købmandskab

Linds-manden havde det der je ne sais quoi, som gjorde, at man som modtager følte sig, som den vigtigste i verden. Når vi sad der på bænken over radiatoren og lyttede, mig og mine søstre, åbnede der sig en helt ny verden af spændende varer (ikke mindst kopattesalve i kæmpe-tuber). Han lyttede til vores mor, foreslog, tog til efterretning, skrev ned, udfordrede og accepterede et nej. Godt gammeldags 1:1 købmandskab. Linds-manden har lært mig et og andet. Jeg siger ikke, at mine modtagere i dag er 8-årige, benovede piger, men jeg siger, at Preben var en dygtig sælger, fordi han var sig selv og samtidig havde en god fornemmelse for sine modtagere – og han kendte sine produkter godt.

At sælge op eller ikke at sælge op

Da jeg i 00’erne arbejdede hos McDonald’s i Hjørring, var det en såkaldt KPI at ”sælge op”. Det skulle man ligesom bare gøre, og sådan var det, for det var en del af forretningsideen. Flemming, som var franchise-mayn, insisterede på, at jeg ved kassen skulle foreslå, om ikke de også skulle have is med til dessert, hvis det var en børnefamilie, der kom. Jeg gjorde det måske én gang. Og så nægtede jeg. Det var simpelthen så feje hold. For jo, selvfølgelig ville børnene plage om is, hvis jeg foreslog dem det, men det ville i mine øjne være at sætte forældrene i en irriterende situation. Og så ville de måske ikke komme tilbage en anden gang. Bevares, jeg tog muligvis mit etiske ansvar som kassedame lidt for ansvarligt, men jeg kunne altså ikke få mig til det. Og det er jeg ret sikker på, at Linds-manden heller ikke ville have kunnet. Jeg blev da også kun månedens medarbejder en enkelt gang på det år, jeg var ansat, og det var vist ikke mine salgs-skills, der gjorde udslaget for dén kåring, men nærmere mine sociale kapabiliteter. Man kan ikke få det hele…

Jeg er overbevist om, at min fascination for Linds-mandens mapper og salgsevner har gjort mig i stand til at sælge mobiltelefoner, formidle budskaber på plancher, forklare umulige boligregler for boligsøgende og få folk til at åbne mails fra store virksomheder. Så tak, Preben. You made it!