Hvor skal fællesskabet stå?

Når det kommer til fællesskaber, så vil jeg bare så gerne være med. Sammen med de venner, der spiller musik. De venner, der spiller brætspil. De venner, der hører heavy. De venner, der hører pop. Dem, der spiller håndbold eller går op i fodbold. De er alle sammen nogle, jeg godt kunne forestille mig at være inde i et skab med.

For det er vel det, det betyder? Fællesskab? At det er en samhørighed, der kan holde til at blive lukket inde. Eller måske ligefrem gå igennem skabet sammen med og komme til en slags Narnia. Nu stikker det af, det kan jeg godt høre, men hvad ved jeg.

Jeg føler mig tiltrukket af fællesmængden. Referencerne, sproget (diskursen, vil nogle måske endda sige), de indforståede blikke, tonen i stemmerne, namedropping, alle koderne. Jeg er mester i at adaptere og tilpasse. Assimilere, forstå, skabe sammenhænge. Det føles ægte, og jeg mener bestemt, at det er det også. More is more. Jo flere fællesskaber, jeg kan være i, des bedre et menneske er jeg, synes min hjerne at mene.

Men det slog mig, da jeg hørte Peter Øvig Knudsens foredrag om at være sindssyg, at jeg ikke hører til i alle fællesskaber, selvom de kan have en nok så magnetisk effekt på mig. Jeg bliver draget ind, draget mod, men nogle gange passer jeg bare ikke ind. Jeg kan lytte, lade mig opsluge og empatisere alt det, jeg vil. Men det er bare ikke altid, det er mit fællesskab. Nogle gange er det andres. Og så kan jeg bakke op om det ved at anerkende, lytte, skabe plads.

Det er meget godt at nå til den erkendelse, for det andet er på grænsen til grotesk. Ingen kan være med i alle fællesskaber. Det kan endda være med til at devaluere dem. Samtidig bliver man jo vanvittigt fortyndet, hvis man er med i alt. For er man så ikke næsten med i intet? Hvem er man, hvis man er det hele? Hvordan skal man så lære? Som erklæret team player er jeg efterhånden ved at indse, at indimellem er det bedre at være leder, at have en dedikeret rolle eller måske slet ikke være med. For jo, det handler om at være med, men indimellem handler det også om at vinde. Eller om at lukke døren til fællesskabet og få lidt ro.