Tid til at tage sig tid

I efteråret 2023 klagede jeg min nød til min mentor, world famous Trine Jørgensen. Hvor kunne jeg finde et deltidskommunikationsjob med mening? Hvor var den virksomhed, hvor det ikke handlede om at sælge? Hvor der ikke (kun) var fokus på kommercielle interesser og oppefra-og-ned-KPI’er, ROI og læg-i-kurv-analyser? Åh tænk, hvis jeg kunne finde et deltidsjob med mulighed for at snakke med folk om det, de interesserer sig for, sidde med alt fra rugbrødsopgaver til kreative tekstopgaver, fotoopgaver og relationsopbyggende opgaver?

Klip til februar 2024, hvor jeg blev deltidsansat som kordegn for de fire lokale sogne omkring Lejre by. Et socialt, kreativt og administrativt job med kommunikation i centrum. Hvor jeg sagsbehandler navneændringer, udskriver attester og laver lange konfirmand-lister. Mens jeg på samme tid er ansvarlig for at udgive et lokalt blad med et oplæg på 3000 og for at samle de fire sognes kommunikation på én hjemmeside. Uden at skulle sælge noget som helst.

”Jamen er du sådan en af dem?” er jeg blevet spurgt – af ganske mange. Er jeg? Jeg har brugt lidt tid på at lægge afstand til min egen indgroede teenage-kirke-og-kristendoms-ironi. Det har været svært. For i min ungdom var fællesskabet omkring folkekirken forbundet med pligt, med løftede pegefingre og skam. Det var noget, jeg smågrinede ad. Ikke at jeg forstår hvorfor. Mine forældre har aldrig påduttet mig noget. Den lokale præst var en fantastisk fodboldspillende mand, der insisterede på at bære sine papirer med prædiken ind i kirken i et orange Amnesty International-net. Dengang forstod jeg ikke, hvad det betød. Det gør jeg nu.

Noget af det, der slår mig, er mængden af mening i min hverdag. Arbejdet og menneskerne i det giver SÅ god mening! Jeg går ikke ret ofte i kirke selv. Men det er der nogle, der gør – fordi netop det giver mening for dem. Fordi de her finder ro, mening og tryghed i vores fælles historie, fælles sprog og i viden om, at der er noget større end dem selv. Og måske fordi præsterne er nogle af de klogeste, sødeste og mest kærlige mennesker, jeg kender. Hver eneste dag gør de en massiv forskel for mange forskellige mennesker.

Mine hverdagssamtaler er begyndt at handle om, hvordan det er næstekærligt at sige fra. De handler om sjælesorg, kompleksiteten i navneændringer og referater af møder. Og så handler de om, hvordan vores lokale kirker kan skabe værdi i det lokale fællesskab og måske være et fælles udgangspunkt for alle mennesker, uanset hvad eller hvem, der tror på. Det er ikke noget, man løser fra den ene dag til den anden. Det tager tid, og det er der tid til.