Karen i kaninhullet

Jeg overvejer at droppe Facebook og Instagram. Det giver mig jo egentlig ikke noget. Det er bare fyld og ligegyldigt blabla-indhold. I stedet vil jeg bruge tid på noget, der skaber værdi for mig. Genfinde min hobby. Bruge tid på noget, jeg virkelig godt kan lide at lave.

Det er ikke mine ord. Det bliver det nok heller aldrig. Men jeg gad det godt lidt. Det er totalt on brand at stemple ud og sige fra. At bevæge sig andre steder hen, hvor det samme (måske) sker forfra, men hvor man får en følelse af kontrol. Muligvis opstået ved bare ikke at dele noget som helst.
Jeg gad godt uden videre at kunne droppe ud af de to platforme dér, som spreder så meget følelsesgylle og had og ligegyldigt fyld, som min egen kære far ville kalde for isoleringsmateriale, præcis som han i gamle dage gjorde med sådan noget helt lyst formbrød fra bageren, brød der på ingen måde bidrog med næring eller noget som helst andet end fyld. Det var herligt belejligt under pålægschokoladen.
Det er Facebook og Instagram måske også. Belejligt som det, der ligger under smørret under nutellaen: fuldkommen uundværligt.

(Lige en hurtig disclaimer: der kommer en del elske-snak nu. Det kan godt virke i overkanten, men altså – sårn er det.)

Sagen er bare, at jeg elsker ord, og ord trives så usandsynligt godt på Facebook. Jeg elsker små historier, ord-gøgleri, pusseløjerlige sætninger og glimt fra hverdagen indlejret i en Facebook-opdatering. Jeg elsker Uffes hjemmedigtede vers og beretninger, at høre om Katjas oplevelser i naturen, og at få og skrive fødselsdagshilsner til og fra nær og fjern. Jeg elsker at kunne dele salgsopstillinger fra mine venner, der bor i en anden landsdel, og dermed føle at jeg hjælper bare lidt til med, at de kan komme videre fra den drøm, der brast – eller som udviklede sig til noget andet. Jeg elsker sprogbøf-gruppen, hvor vi ikke kender hinanden men fælles-tø-hø’er over sproglige finurligheder og ligegyldigheder. Jeg elsker at følge med i lokale nyheder fra Hirtshals og omegn, så det stadig føles lidt, som om jeg er der selv. Jeg elsker, at mine venner stadig laver samme ligegyldige stavefejl, og jeg elsker, at de lærer at lade være. Jeg elsker at høre om mine fætre og kusiners børns nye skridt ud i verden – min verden, der bliver ved og ved med at folde sig ud. Jeg elsker at se mine gamle (og ærligt: geniale) opslag og blive mindet om, at der er andet og mere end det, der er nu og ligger foran mig.

På samme måde er jeg fuldkommen pjattet med billeder. Med zoom, vinkler, detaljer og over- og underblik. Jeg elsker at tage billeder, jeg elsker (som regel) at se de billeder, andre har taget – især dem, der er taget, fordi fotografen ikke kunne lade være. Jeg tager selv billeder for min egen skyld, ikke for andres – ihvertfald ikke på andre måder end for, at vi kan se på det sammen.
Jo, jeg kan da godt mærke, at jeg er begyndt at filtrere. Men i virkeligheden er det egentlig bare professionalisme at tænke over: hvem er målgruppen? Hvilken værdi ønsker jeg at skabe? Hvad vil jeg opnå med at dele dette billede? Bibringer jeg noget nyt, eller er det en gentagelse – og hvis det er en gentagelse, hvorfor giver den så mening i sig selv?
Jeg elsker at blive klogere, at gå på opdagelse i nye universer og se, at dér tog jeg faktisk fejl: dét der menneske er jo i virkeligheden fuldstændig GENIALT, når bare man læser, hvad hen rent faktisk skriver sammen med billederne og videoerne. Ind imellem også det modsatte, men altså – man lærer så længe, man lever!

Og ja. Det er da åbenlyst noget lort, at det er amerikansk-ejet af nogle typer, der nok i bund og grund er nogle røvhuller. Men de skal sgu da ikke bestemme over mig (kun over mit indhold, men det er en anden snak, og måske kan al min positivisme smitte af på algoritmen, så det hele alligevel ender godt, who knows).

For som du jo nok kan læse, så er sagen bare, at jeg ikke kan droppe Facebook og Instagram. Fordi det er essensen af mine to vigtigste hobbyer: ord og billeder. Det, der gør mig glad. Det, der giver mig ideer, drive og glæde. Det, der får mig til at fnise, undres, dele videre. Føle mig som en del af noget større, noget mindre, noget almindeligt og noget særligt. Det er ankeret til min fortid, der heldigvis kun bliver mere omfattende.

Jeg er så heldig, at jeg (af Birthe Kjær?) er blevet udstyret med briller, der ikke ser alt det, der piller mit selvværd ned. Skulle det ske, så kan jeg fjerne det med et lille bitte klik. Til gengæld giver algoritmen mig glæder, jeg ikke vidste, jeg drømte om: utallige reels af tankskibe i storme på åbent hav. Folk, der falder på fjollede måder. Lydklip fra 90’erne’s gadgets. Og ja: der forsvinder også tid, som jeg ellers kunne have brugt på at studere fuglefjer, se mine fotoalbums igennem (igen) eller sortere min svigermors frimærke, – serviet- eller møntsamling.

Jeg har med andre ord fundet mig et kaninhul – som der ovenikøbet er en vej ud af. Jeg har bare ikke tænkt mig at følge den. Lige nu.