Så ringede Flemming

Det var sådan en helt almindelig novemberaften, hvor jeg var på besøg hos mine forældre i Vendsyssel. En af de dage, hvor det havde regnet ualmindeligt meget, og hvor det forlød, at kældre, garager og kloakker i Frederikshavn flød over med vand. Vendsyssel var med andre ord blaa’r wu’e (plaskvåd).

Så ringede Flemming. Flemming er en overordentligt festlig mand, der bor i Slagelse med sit livsstykke af en frue, Annette. Flemming og Annette er egentlig min fasters gode venner, men til min faster og onkels sølvbryllup back in the days stod det hurtigt klart, at der var en klar humoristisk og venskabelig forbindelse, der skulle plejes mellem dem og mine forældre. Så de er altså også voksenvenner. På den måde, at de besøger hinanden, hvis de ‘alligevel er på de egne’, og ellers bare holder kontakten ved lige – damerne nok mest på Facebook, og mændene primært gennem telefonsamtaler.

Og det forstår jeg godt. Begge kommandoveje. Jeg er selv en klassisk Facebook-messenger-sms-Twitter-Snapchat-jeg liker lige dit opslag-type, der langt henad vejen bruger min telefon mere til at skrive på end til at ringe i. Fordi det er lettere (for mig). Samtidig prædiker jeg rask væk, at man som afsender skal være bevidst om sin modtager, og småbrokker mig over, at folk ikke forstår ironien i mine ord i den der mail, der absolut var så vigtig og nem at skrive, men som så alligevel ville have været pragtfuld at undgå, når den nu genererer en tråd på minimum 4 udrednings-mails for at forklare det budskab, der var så nemt at formidle på skrift…

Men Flemming ringede altså. Og spurgte til, om mine forældre nu var ved at skylle væk i regnvejret eller hvad? Det regnede ikke nær så meget i Slagelse, men han havde set i nyhederne, at det stod galt til i Vendsyssel, så derfor ville han da lige høre, om det mon stod vel til hos dem? Det var åbenlyst en herlig samtale. Min far fortalte beredvilligt, Flemming spurgte ind, og de grinte og delte historier, som de har for vane. Samtalen varede vel et sted mellem 5 og 10 minutter. Og at se og høre min fars smittende glæde over at blive spurgt ind til, at tale med et menneske, han har åbenlys sympati for og holder af, og som interesserer sig for ham og hans hverdag, – det ramte lige plet i min ellers så velkørende samtale-fortrængning.

For det slog mig, at der faktisk ikke skal mere til, før livskvaliteten ryger i vejret sammen med humøret sådan helt generelt. Flemming ved egentlig også godt, at mine forældre bor på vestkysten og ikke østkysten, hvor det dengang oversvømmede Frederikshavn ligger. Men det var ikke dét, der var pointen (eller også var det en del af den – for på den måde gav han jo min far lejlighed til at små-grine lidt over, at Flemming fra Slagelse ikke har styr på den nordligste del af landets geografi).

Jeg tænker: hvorfor bruge 5 minutter på at skrive en mail, når jeg i stedet kan trykke på opkaldsknappen og høre et andet menneske i den anden ende? Et menneske, som man næsten kan mærke, når man hører dem? For selvom jeg arbejder med kommunikation og selv mener, at jeg skriver vældig godt, så kan jeg altså ikke mærke folk, når jeg får en mail fra dem. Næ, så kan jeg sjovt nok høre deres stemmer for mig inde i mit hoved.

Og lad mig venligst slå fast: nogle gange/ofte ER mails og sms’er og Facebookbeskeder det bedste medie. Ingen tvivl om det. Men jeg må konstatere, at det for mit vedkommende indebærer en risiko for, at jeg glemmer at tale med folk, hvis jeg altid vælger at skrive til dem. Og hvis jeg ikke taler, så glemmer jeg jo at høre dem. Jeg glemmer, hvordan telefonsamtaler flyder; glemmer betydningen af at lytte til små tænkepauser og mærke menneskerne gennem telefonen. At turde tavsheden i den der lille tænkepause uden at kunne se det andet menneske.

Så jeg må konstatere, at jeg her på mine gamle dage gerne vil lære at være lidt mere som min far. For det vil helt sikkert få mig til oftere at slå en skraldlatter op – og hvem ved, måske smitter det af på mine børn, der på den måde kan lære, at relationer mellem folk via telefoner er langt mere end tre linjers tekst, to likes og tres forskellige emojis 🙂 😉 😀