Ord på papir

Ord på papir har altid været my thing. På godt og ondt. Da jeg var barn, var jeg ikke altid supersympatisk. F.eks. forfattede jeg, sammen med en enkelt censor, et brev til en veninde, som jeg ikke var helt i øjenhøjde med. Det var ikke et særligt sødt brev. Det var faktisk decideret ondt, så vidt jeg husker. Jeg må dags dato indrømme, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad der triggede dets tilblivelse, og om medforfatteren måske faktisk var lige så meget hjerne bag som mig selv, men det er trods alt også omkring 25 år siden nu, og får lov at hvile i fred. Men jeg kan huske, at jeg skrev dette lede møg-brev på mit fineste brevpapir. Det flotte pink-ish med regnbuen i toppen, skrevet med tryllepennen, der fik teksten til at skifte farve. Det var magi for mig. Og budskabet gik rent ind. Vi var bestemt ikke veninder derefter. Mission: accomplished. Og ja. Jeg ville nok have tacklet det anderledes i dag.

I 4. klasse, tror jeg, det var, skrev jeg et brev til en dreng, som jeg syntes, var noget helt specielt. Jeg tog ganske enkelt chancen og foldede det ud med ord på papir af den fineste slags. Jeg mindes ikke, at der var en særlig anledning til at tro, at ideen havde gang på jord, men cudos til den yngre Karen, der åbenbart havde ’balls’ på den konto. I hvert fald den ene gang. For brevet blev taget i mod på en lidt anden måde, end jeg havde håbet. Modtageren fik helt klart fat i budskabet, ingen tvivl om det.

Jeg kan næsten stadig mærke mit hjerte galoppere som en broget shetlandspony, der løber løbsk (baseret på en sand oplevelse), da han kommer hen mod mig fra fodboldbanen, hen til lige dér under lygtepælen, hvor jeg står og venter på skolebussen. Han kigger på mig og holder øjenkontakt, mens brevet, der bliver revet over i tusind stykker, daler ned mod mine lilla nubuck sko. Verden står stille, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har måske sagt et eller andet højt, men jeg kan ikke huske det.

Jeg ved dog, at jeg blev hjemme dagen efter. Mine forældre har ikke været et sekund i tvivl om, at jeg havde ondt i maven. For det havde jeg. Slemme mavesmerter. Mere maven end hjertet, når det kom til stykket. For hjertesmerten var ikke det værste. Det var skammen over, at se mine ord blive delt over mærkelige steder og lande på fliserne neden for lygtepælen. Og se de andre drenge grine ovre fra fodboldbanen. Et par af dem har utvivlsomt bare været ærgerlige over, at det ikke var dem, der fik brevet. Jeg kan løfte sløret og sige, at der ikke var nogen, der modtog sådan et brev fra mig igen. Nogensinde. Og på trods af den nedslående oplevelese, er jeg den dag i dag stadig voldsom fan af skreven kommunikation. Måske er jeg bare blevet liiidt bedre til at fange modtageren i øjenhøjde…

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *