Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Er det genialt, det der?

Hvornår er noget genialt? Kan man sætte det på formel? Måske.

For mit vedkommende har det meget med humor at gøre. Og der skete et humoristisk jordskred for mig med Gramsespektrum, Mandrilaftalen, ScoreKajs Scoreshow og Tæskeholdet. De trak tæppet væk under mig og gjorde min verden større, sjovere og markant bedre. I dag ville man finde et Facebookfællesskab eller følge en Insta-profil eller finde en Reddit-tråd at føle sig hjemme i. I 1990’erne var der ikke et community, men så var der nogle alligevel. Og de var en mærkbar forbedring af min provins-verden, hvor jeg savnede noget at læne mig op ad.

Det blev standard at sidde oppe til kl. 00 mandag, onsdag og fredag for at se Mandrillen på DR2 og kunne det nyeste take på “Slesvig? Min bror gør chokhonnør” til vennerne dagen efter. Eller at ringe sammen torsdag aften og aftale at pjække fra skole sammen fredag morgen for at kunne høre Tæskeholdet i fællesskab. Eller sidde i Sannes vindueskarm og høre Gramsespektrum og grine af den frø i flere dage.
Man var i og for sig medskaber af fællesskabets fundament, og der var prompte reaktion på de sætninger og linjer, der fungerede som punchlines i virkelighedens Hjørring. Det kunne være svært at finde de mennesker, der grinede af de samme ting (og dermed altså også grinede af og med en selv), men når man fandt dem, var det som at komme hjem.

Det er den følelse, jeg stadig jagter, når jeg skriver. Jeg har det bedst, når jeg kan få arbejdet mig ind i en stemning omkring et brand, et produkt, et menneske, et sted eller en historie. Det kan ikke altid lade sig gøre, og det må jeg leve med. Men det er svært, for jeg er først tilfreds, når det flasker sig.

Tit hænger det sammen med kemien med opgavestiller. Hvis vi kan finde en fællesmængde omkring humor, musik, opvækst, fælles bekendte, uddannelse eller lignende, så flyder det hele lidt lettere. Det fælles ståsted er med til at sikre, at vi har samme ønske til resultatet og måske endda processen. De fælles referencerammer er med til at skabe en intern forståelse, som er helt vildt vigtig i samarbejdet. Det kræver ærlighed, åbenhed og mod, men resultatet bliver også derefter.

Til min store lettelse kan jeg konstatere, at denne følelse går på tværs af alder, køn, uddannelse og landsdele. Jeg oplever igen og igen denne form for fællesskab, og det giver mig nogle af de bedste oplevelser rent arbejdsmæssigt. Det er ovenikøbet noget af det, jeg rent faktisk kan huske fra sociologisk teori: Jürgen Habermas’ demokratiske samtale, Pierre Bourdieus kapitalbegreb og Norman Faircloughs diskursteori om intertekstuelle referencer. Og at huske teorier er ellers ikke min stærke side. Min hjerne prioriterer benhårdt at have plads til sangtekster frem for teori og matematik.

Så: hvornår er noget genialt? Når vi er sammen om det, tror jeg. Når vi slår pjalterne sammen og bygger noget i fællesskab. Når vi har en fælles forståelse at være kreative ud fra. Det er ikke sådan, at delene dermed bliver større en helheden, eller at helheden først er hel, når x antal dele er der. Helheden bliver bare større, når vi er sammen om at skabe den og tillader os at bryde de vante rammer. Og så er det sprængfyldt med energi.

Se ned. Og se så op.

Jeg har det med billeder som med ord. De kan fortælle noget fra min vinkel, som ellers er svært. Eller… måske ikke svært, men nærmere sådan ment, at de åbner op ind til en ’anden’ del af verden. Ofte er det, jeg tager billeder af, en kommentar til andres fortolkning eller tilfældigheder, der lige dér giver perfekt mening. For mig.

Jeg tager billeder af alt muligt. Mennesker, jeg holder af. Situationer, jeg gerne vil huske. Steder, der er betagende eller ubehagelige. Ting, der ser sjove ud, grimme ud, sære ud. Noget, der vækker min interesse, uden jeg helt kan forklare hvorfor. Ansigtsudtryk, skygger, former, farver.

”Når du hele tiden ser gennem en linse, oplever du det jo ikke rigtigt selv”, siger en af mine forældre nogle gange. ”Tror du”, tænker jeg.

Det er ind imellem sandt. Men oftest er det sådan set omvendt. Jeg oplever motivet flere gange ved at gense det på den ene eller anden skærm ved at beskære og redigere det. Ved at se det igen og igen. Min verden i fotografi har flere dimensioner. Den har et andet tid-/sted-perspektiv og et andet liv.

Ordene kan det samme. Der er bare ingen, der siger: ”når du lever dit liv gennem en blyant på papir, går du glip af verden omkring dig”. Garantrisser at en forælder har sagt det for 100 år siden. Men ikke nu.

Jeg forsøger at hanke op i min egen opfattelse, når jeg ser mennesker omkring mig være dykket ned i en telefonskærm med fingrene på det formløse tastatur. Nogle gange er jeg en del af den flok. Andre gange betragter jeg dem, og tænker ”du går glip af verden omkring dig”. Ja, det gør nogle af dem måske. Men andre er i gang med at opleve den, udbygge den, se den fra deres vinkel. Og hvem er jeg, der tror, jeg ved bedre?

Tænd for ord-kontakten

Som mange andre køkkener havde vi på 2D på Rigshospitalets Kollegie en køkkenbog. En bog til korte beskeder, opfordringer, små-skældud over hjørneopvask, fødselsdagshilsner, invitationer til fællesspisninger og den slags. Det var på mange måder hjertet i kollegiekøkkenets hverdag. Det var vores fælles kontaktbog og dér, mange geniale ting udsprang fra.

Jeg var en flittig køkkenbogsskriver. Det var her, jeg forfinede min evne til på sindrig vis at pakke konfliktstof ind i venlige ord, så det blev forstået uden at blive misforstået, så jeg i dag kan begå mig nogenlunde knastfrit på Aula.

Før køkkenbogen var der brevskrivning til venner fra efterskolen. Rejseføljeton om min rejse til Sydamerika. Små beskeder på barndomshjemmets køkkenbord. Livskloge teenagemottoer i vennernes lektiebøger og kalendere. Små børnehavehistorier om løver, der elskede skumslik. Men også lange fristile, korte historier, eksperimenter med storytelling og sidst men ikke mindst statusopdateringer på MSN messenger, Facebook og Twitter.

Alt sammen er drevet af en uendelig kærlighed til at skrive. Og på forunderlig vis at skrive, så andre får lyst til at læse. Fordi jeg kan – og især fordi jeg ikke kan lade være. Men kærligheden hang, og hænger, også sammen med ’opgaven’. Der skal trigges en lyst, før ordene flyder. Ord-kontakten skal tændes. Det nærmest er umuligt (for mig) at skrive en god ansøgning, hvis ikke jobbet er ét, jeg virkelig gerne vil have. Det er på samme måde umuligt for mig at falde i søvn, hvis jeg har en tekst, der absolut vil ud på min blog.

Og hvad skal al den refleksion over skriveglædegalskab gøre godt for?

Det skal jeg sige dig. Det er jo det samme med mine opgaver som tekstforfatter! Jeg er ikke en AI-drevet dame, der bare skriver, hvad jeg får besked på, og er tilfreds med det. Jeg skriver, fordi jeg elsker det. Jeg kan ikke lade være.
Når en (god) opgave tikker ind, kan jeg sjældent lade den ligge. Jeg får lyst til at gå ombord i den med det samme, og resultatet bliver ofte godt, fordi ordene kommer fra hjertet. Der kommer en lille snas Karen med, flettet ind i ordene og som et tykt lag mellem linjerne, og det er det, der gør det hele værd. Det handler bare om at få tændt for ord-kontakten.