Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Der findes ingen dumme spørgsmål

“Karen, hvad er det egentlig, du laver?” Eller: ”mor, hvad er dit arbejde egentlig?”
Jo, mit arbejde er at sætte mig ned sammen med et eller flere andre mennesker og lytte til det, de fortæller. Derefter omsætter jeg de talte ord til skrevne ord. Jeg ser mig selv som deres katalysator, og i bund og grund synes jeg ikke selv, der er noget særligt ved det. Det er jo bare det, jeg kan – og det, jeg allerbedst kan lide at lave.

En god kop kaffe

Næsten alle kommende eller mulige kunder starter med at sige: ”jamen hvordan gør vi det så?”. Og mit svar er: ”vi sætter os ned og drikker en kop kaffe. Så fortæller du om dig selv og din virksomhed. Jeg lytter og spørger, og så tager vi den derfra”. Det magiske er, at der sjældent skal mere til. For i mødet over en kop kaffe finder jeg ud af, hvem den anden er: hvad vedkommende brænder for, hvad der får ham/hende til at stå op om morgenen, hvordan deres hverdag ser ud, hvor de gerne vil hen, hvad de allerhelst vil leve af.

Efter dette møde har jeg en klar fornemmelse af, hvad tonen i sproget skal være, hvilke budskaber, der er vigtigst, og hvad det er, der driver forretningen. Og så kan jeg formulere teksterne. Ofte går det hurtigt, og det hjælper naturligvis også på tidsrammen, hvis det tekniske setup med eksempelvis hjemmesiden er på plads.

I løbet af mødet bliver det også meget klart for mig, om den, jeg sidder over for, vil kunne få mere ud af en indsats på f.eks. Facebook, LinkedIn eller Instagram. Om det ville være relevant at bruge videoer, citater fra glade kunder eller en personlig blog. Om der er fysiske materialer, der skal tages med i indsatsen osv. Igen noget, der falder naturligt for mig, men som kan være svært at overskue for kunden selv.

Ren magi

Det er FANTASTISK og et udsøgt privilegie at få lov at møde så mange forskellige sympatiske, dygtige og inspirerende mennesker. Alle har en historie at fortælle, og de gør alle – ALLE – en stor forskel for andre mennesker på grund af deres drive, deres viden og deres virkelyst. De brænder for deres virke, de har en passion, og de vil gerne dele den – og leve af den.

Og magisk nok fungerer det også, hvis mødet bliver skaleret op og ned. Den uforfalskede interesse for andre mennesker og det, de kan, lever i bedste velgående som fast tilknyttet freelancer på en arbejdsplads, lige så vel som den lever i et en-til-en-møde med en selvstændig erhvervsdrivende, der lever for at sælge sin hobby – på trods af at han har et job ved siden af, som det er tilfældet for en mand som Birger.

Husk: bliv ved med at spørge

Jeg er havnet her, på den helt rigtige hylde, fordi jeg kunne mærke, at arbejdsglæden ikke var der som fast tilknyttet på samme arbejdsplads dag efter dag. Selv ikke fantastiske kolleger eller udsigten til den faste løncheck kunne fjerne den manglende motivation, som fulgte i hælene på en hverdag med for mange faglige kompromiser.

At det er lykkedes, handler både om held, timing, håndværk og økonomisk råderum. Der går ikke en dag, uden at jeg er taknemmelig for, at det kan lade sig gøre. Det kan godt betale sig at tro på det bedste og stille alle de spørgsmål, man går og bakser med – også til sig selv.
Tak for hjælpen!

Om at springe over åen

Jeg er vokset op langt ude på landet på en gård med dertil tilhørende
kæmpe have, hvorigennem der løb en å. Varbro Å. Den har muligvis bidraget mere til
min dannelse som menneske end f.eks. folkekirken eller hvilken som helst anden
institution. Den var i hvert fald kilden til min barndoms udfordringer,
problemer og tidsfordriv. Og nok også grundstenen i måden, jeg går til opgaver
på og har gjort det de sidste mange år.

Varbro Å er på mange steder ganske lavvandet, også for børn,
med sandbund og små ørreder, der engang i mellem blev hældt ud i åen fra en
kæmpe tipvogn fyldt med vand og fisk, parkeret på broen på Købstedvej.
Vanvittigt syn i øvrigt.

Man kunne alt ved den å. Lave rabarberkompot af vandet
derfra i en gryde over bål (som så senere blev serveret for familien, der
efterfølgende skyllede mund i rent vand fra hanen – det var trods alt start 90’erne,
og alskens vandmiljøplaner var ikke engang tænkt på endnu). Klatre over den ved
hjælp af det store træ, der gik fra den ene bred til den anden – så snart ens
ben var lange nok.
Og springe over den. Åen, altså. Jeg har brugt timevis på at
springe over åen. Og min mor har brugt timevis på at vaske mit åvands-lugtende
tøj. Og sko. Der var altid et nyt sted at angribe og måle afsæt, tilløb og
springteknik fra. Et nyt sving, en ny lille ’halvø’ eller en nedstyrtet klint. Det
var en fuldkommen formidabel legeplads i al slags vejr, tidligt eller sent, alene
eller sammen med andre.

Jeg gik sjældent fra åen uden at have prøvet kræfter med
den. Hvis det virkede umuligt, var det bare om at gå et nyt sted hen og prøve. Eller
gå over på den anden side og springe derfra. Hvis jeg først havde tænkt, at jeg
ville springe over åen, ja så var der ingen vej tilbage. Det var nærmest en urkraft.
Vand i skoene eller ej. Det er ikke uden grund, at børn på landet har tøj og
sko, de tager på, når de kommer hjem fra skole eller går ud og leger.

Varbro Å flyder stadig i mine årer og minder mig om, at hvis
noget er blevet uoverskueligt eller virker uløseligt, så må jeg jo forsøge at
angribe det fra en ny vinkel. Intet er umuligt, det handler bare om at tænke en
smule kreativt.

Det handler selvfølgelig også om at sætte barren realistisk.
Jeg gik jo ikke ud og lagde arm med åen, når der var oversvømmelse eller 20 cm.
sne, der dækkede brinkerne (så tit, i hvert fald). Ligesom jeg heller ikke byder ind på
opgaver, der ligger uden for min formåen. Og når jeg først har sat mig noget for, giver jeg meget sjældent op.
Glasset er halv fyldt (med andet end åvand), verden ligger for mine fødder, og
hvis det ikke lykkes i første hug, må jeg jo bare prøve igen og skifte sko
senere. Det bliver aldrig kedeligt.

Der var engang et warroom

…Måske lyder det ikke synderligt venligt, hyggeligt eller kreativt med ordet “warroom”. Men det var de altid, de rum. Og nej, der var ikke krig i dem. For en god ordens skyld vil jeg lige slå fast, at et warroom er et lokale med mennesker, der i en given periode arbejder sammen for at finde den bedst mulige løsning på en fælles udfordring – der kræver input fra alle tilstedeværende. Det var i disse warrooms, at gode løsninger blev udklækket, og jeg for alvor lærte at samarbejde og ‘lege’ i sandkassen.

Livet i et warroom

Scene: Carl Gustavs Gade i Høje Taastrup. Anno 2009-2010. Nyt internetprodukt skal skrues sammen. Der skal tages højde for: hardware, support, markedet/konkurrenter, kundernes manglende viden om deres behov for produktet, priser, budget, kundeservice, onlinesalg, abonnementsperioder osv. osv. (jajaja, der er mange passiver i det afsnit, jeg ved det godt).

Hvem er så med til mødet? Jo, her bliver det interessant. Der er nemlig mange: projektlederen, en økonomiansvarlig, den produktansvarlige fra marketing, en kundeservicechef, en kundeservicemedarbejder (support), en front end it-udvikler, en back end-udvikler, en QA’er (test af løsning), en brand manager og/eller en marketing koordinator, en webdesigner, en site manager og (fanfare!) en tekstforfatter. Der kan evt. også godt have været en mellemleder eller to mere til stede.

Og hvad laver alle de mennesker så? Ja, det skal jeg sige dig. De diskuterer. Eller jeg skulle måske sige, at VI diskuterer. Eller diskuterede. Jeg var der nemlig også. Og der var mangt og meget, der skulle tages stilling til: Hvad er det for et produkt? Hvad skal det kunne? Hvem er det til? Hvorfor? Hvad er godt og mindre godt? Hvem sælger det ellers? Hvad koster det? Hvorfor koster det så lidt/meget? Hvordan ser det ud? Hvordan virker det? Hvorfor virker det sådan? Hvordan skal det sælges online? Hvad er problemerne med det? Hvorfor giver det mening for vores forretning at sælge det? Hvad skal det hedde? Find selv på flere spørgsmål.

Vi ses i sandkassen

Set i bakspejlet er disse møder i de så småt sagnomspundne warrooms noget af det, jeg lærte allermest af i mine år i telebranchen. Det handlede ikke om at få ret eller være den klogeste. Det handlede om at skabe brugbare løsninger for kunderne – og om, at det var noget, vi gjorde SAMMEN. Alle bidrog med noget; selv den mindste lillebitte overvejelse kunne være med til at løse et problem (eller skabe et nyt, som vi så måtte finde en løsning på). Den form for kreativ sandkasse var fuldstændig fantastisk. Vi lærte af hinanden og fik forståelse for hinandens arbejdsområder, udfordringer og hverdag. Der var højt til loftet og kort til gode grin. Det krævede respekt for hinanden, tålmodighed og en skarp projektleder til at styre slagets gang.

Hvor svært kan det være?

En af grundene til, at det overhovedet var relevant med warrooms og ro til at udvikle nye produkter fra bunden, handlede helt klart også om, at vi havde fælles fodslaw. Vores drive og udgangspunkt var det samme. Korte, klare leveregler, der var grundlag for vores arbejde, uanset afdeling, stilling og anciennitet. Leveregler, der gennemsyrede kulturen, arbejdsglæden og hverdagen. Og nej, det var ikke små-religiøst eller patetisk og top-down-styret. Det var logik og sund fornuft. En af levereglerne var f.eks. “hvor svært kan det være”, og ja: det bør vel ikke være så svært at arbejde sammen om et fælles mål: tilfredse kunder.

Grundigt forarbejde = færre fejl og gladere medarbejdere

Når jeg sidder med opgaver nu, uanset om det handler om struktur til et website, logik i et mailflow eller tekster til et produkt, bruger jeg min viden fra de gode gamle warroom-dage. Jeg stiller MANGE spørgsmål og ser kritisk på de fleste løsninger, for at finde ud af grundlaget for kommunikationen. Jeg er måske også blevet lidt farvet af det. F.eks. har jeg svært ved at forstå, at virksomheder ikke altid joiner forces, når noget nyt skal udvikles. Det kan være svært for mig at begribe, at man ikke i udgangspunktet har fælles delmål, men jeg har også forståelse og respekt for, at virksomheder er forskellige – og at ledelsesstrukturer, kulturer og siloer varierer.

Det lyder måske også som en tung omgang med sådan et warroom. Folk skulle nærmest gå på deltid eller gå fra deres stillinger i en periode, for at kunne hellige sig det nye projekt (lidt lissom når fodboldspillere må lade klubholdet i stikken for at give den gas på landsholdet). Men det var altid til det fælles bedste og i øvrigt ganske tidsbesparende på den lange bane: produktet blev gennemtestet før lancering, der var en klar strategi for markedsføring, kundeservice og online salgsflow, og der var en fase 2 planlagt til at følge op på evt. it-problematikker og produktforbedringer.

#ambassadør4lyfe

Resultatet? Produkter, alle kunne relatere til og forstå. Alle grupper var blevet hørt og havde givet deres besyv med. Den interne lancering blev som regel markeret med en form for festlighed, og på den måde blev nye produkter eller projekter skudt i gang med fælles opmærksomhed og glæde. De ansatte var ambassadører for det nye produkt, og blev der fundet fejl undervejs blev de hurtigt fikset.

Jeg er fan af warrooms. De er lidt svære at arbejde med som enmandshær, men heldigvis har jeg en eller to kollegaer, jeg kan hoppe i sandkassen med, når et nyt slag skal stå.