Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Der var engang et warroom

…Måske lyder det ikke synderligt venligt, hyggeligt eller kreativt med ordet “warroom”. Men det var de altid, de rum. Og nej, der var ikke krig i dem. For en god ordens skyld vil jeg lige slå fast, at et warroom er et lokale med mennesker, der i en given periode arbejder sammen for at finde den bedst mulige løsning på en fælles udfordring – der kræver input fra alle tilstedeværende. Det var i disse warrooms, at gode løsninger blev udklækket, og jeg for alvor lærte at samarbejde og ‘lege’ i sandkassen.

Livet i et warroom

Scene: Carl Gustavs Gade i Høje Taastrup. Anno 2009-2010. Nyt internetprodukt skal skrues sammen. Der skal tages højde for: hardware, support, markedet/konkurrenter, kundernes manglende viden om deres behov for produktet, priser, budget, kundeservice, onlinesalg, abonnementsperioder osv. osv. (jajaja, der er mange passiver i det afsnit, jeg ved det godt).

Hvem er så med til mødet? Jo, her bliver det interessant. Der er nemlig mange: projektlederen, en økonomiansvarlig, den produktansvarlige fra marketing, en kundeservicechef, en kundeservicemedarbejder (support), en front end it-udvikler, en back end-udvikler, en QA’er (test af løsning), en brand manager og/eller en marketing koordinator, en webdesigner, en site manager og (fanfare!) en tekstforfatter. Der kan evt. også godt have været en mellemleder eller to mere til stede.

Og hvad laver alle de mennesker så? Ja, det skal jeg sige dig. De diskuterer. Eller jeg skulle måske sige, at VI diskuterer. Eller diskuterede. Jeg var der nemlig også. Og der var mangt og meget, der skulle tages stilling til: Hvad er det for et produkt? Hvad skal det kunne? Hvem er det til? Hvorfor? Hvad er godt og mindre godt? Hvem sælger det ellers? Hvad koster det? Hvorfor koster det så lidt/meget? Hvordan ser det ud? Hvordan virker det? Hvorfor virker det sådan? Hvordan skal det sælges online? Hvad er problemerne med det? Hvorfor giver det mening for vores forretning at sælge det? Hvad skal det hedde? Find selv på flere spørgsmål.

Vi ses i sandkassen

Set i bakspejlet er disse møder i de så småt sagnomspundne warrooms noget af det, jeg lærte allermest af i mine år i telebranchen. Det handlede ikke om at få ret eller være den klogeste. Det handlede om at skabe brugbare løsninger for kunderne – og om, at det var noget, vi gjorde SAMMEN. Alle bidrog med noget; selv den mindste lillebitte overvejelse kunne være med til at løse et problem (eller skabe et nyt, som vi så måtte finde en løsning på). Den form for kreativ sandkasse var fuldstændig fantastisk. Vi lærte af hinanden og fik forståelse for hinandens arbejdsområder, udfordringer og hverdag. Der var højt til loftet og kort til gode grin. Det krævede respekt for hinanden, tålmodighed og en skarp projektleder til at styre slagets gang.

Hvor svært kan det være?

En af grundene til, at det overhovedet var relevant med warrooms og ro til at udvikle nye produkter fra bunden, handlede helt klart også om, at vi havde fælles fodslaw. Vores drive og udgangspunkt var det samme. Korte, klare leveregler, der var grundlag for vores arbejde, uanset afdeling, stilling og anciennitet. Leveregler, der gennemsyrede kulturen, arbejdsglæden og hverdagen. Og nej, det var ikke små-religiøst eller patetisk og top-down-styret. Det var logik og sund fornuft. En af levereglerne var f.eks. “hvor svært kan det være”, og ja: det bør vel ikke være så svært at arbejde sammen om et fælles mål: tilfredse kunder.

Grundigt forarbejde = færre fejl og gladere medarbejdere

Når jeg sidder med opgaver nu, uanset om det handler om struktur til et website, logik i et mailflow eller tekster til et produkt, bruger jeg min viden fra de gode gamle warroom-dage. Jeg stiller MANGE spørgsmål og ser kritisk på de fleste løsninger, for at finde ud af grundlaget for kommunikationen. Jeg er måske også blevet lidt farvet af det. F.eks. har jeg svært ved at forstå, at virksomheder ikke altid joiner forces, når noget nyt skal udvikles. Det kan være svært for mig at begribe, at man ikke i udgangspunktet har fælles delmål, men jeg har også forståelse og respekt for, at virksomheder er forskellige – og at ledelsesstrukturer, kulturer og siloer varierer.

Det lyder måske også som en tung omgang med sådan et warroom. Folk skulle nærmest gå på deltid eller gå fra deres stillinger i en periode, for at kunne hellige sig det nye projekt (lidt lissom når fodboldspillere må lade klubholdet i stikken for at give den gas på landsholdet). Men det var altid til det fælles bedste og i øvrigt ganske tidsbesparende på den lange bane: produktet blev gennemtestet før lancering, der var en klar strategi for markedsføring, kundeservice og online salgsflow, og der var en fase 2 planlagt til at følge op på evt. it-problematikker og produktforbedringer.

#ambassadør4lyfe

Resultatet? Produkter, alle kunne relatere til og forstå. Alle grupper var blevet hørt og havde givet deres besyv med. Den interne lancering blev som regel markeret med en form for festlighed, og på den måde blev nye produkter eller projekter skudt i gang med fælles opmærksomhed og glæde. De ansatte var ambassadører for det nye produkt, og blev der fundet fejl undervejs blev de hurtigt fikset.

Jeg er fan af warrooms. De er lidt svære at arbejde med som enmandshær, men heldigvis har jeg en eller to kollegaer, jeg kan hoppe i sandkassen med, når et nyt slag skal stå.

Linds-manden

Jeg er opvokset på en god, gammeldags bondegård. Indtil 1999 var min far svinebonde med 400 grisebasser i stalden. Mange af dem havde navne. 400 var ENORMT meget, syntes jeg dengang. Nu batter det ligesom slet ikke. Som selvstændig erhvervsdrivende i Vendsyssel back in the days, tog man ikke lige en tur forbi Inco efter det mest nødvendige til firmaet. I stedet fik man besøg af Linds-manden, Preben Skelmose fra firmaet Lind’s (jeg har til min glæde opdaget, at det stadig findes).

Preben kom på besøg i en stor, ren og koksgrå BMW med to store ringbind under armen. Pomadehår. Lidt for regelmæssige tænder. Og en helt absurd god fornemmelse for dem, han var på besøg hos – unge som ældre. F.eks. havde han altid nogle ark glansbilleder med til mig og mine søstre.

3 glas Kanulla, tak

Det var det BEDSTE, når Preben var på besøg. Altså Linds-manden, som han jo bare hed. Nogle gange var der helt vildt spændende nye varer. Det var f.eks. Linds-manden, der introducerede mig og min familie til hårbalsam i midtfirserne. Man kunne også få syntetisk gul eller rød saft 2 liters plasticdunke. Og Nutella-wannabe-produktet Kanulla (min mor bestilte altid 3 glas, aldrig mere end det). Det var det vildeste. Især på grund af de der crazy produkter (needless to say, at jeg er fan af Inco), men også pga. Linds-manden. Han var vildt god til at fortælle om de varer, vi kunne vælge. Nogle gange havde han også små vareprøver i den slidte, sorte mappe. Han var, hvad man i dag ville kalde decideret awesome.

1:1 købmandskab

Linds-manden havde det der je ne sais quoi, som gjorde, at man som modtager følte sig, som den vigtigste i verden. Når vi sad der på bænken over radiatoren og lyttede, mig og mine søstre, åbnede der sig en helt ny verden af spændende varer (ikke mindst kopattesalve i kæmpe-tuber). Han lyttede til vores mor, foreslog, tog til efterretning, skrev ned, udfordrede og accepterede et nej. Godt gammeldags 1:1 købmandskab. Linds-manden har lært mig et og andet. Jeg siger ikke, at mine modtagere i dag er 8-årige, benovede piger, men jeg siger, at Preben var en dygtig sælger, fordi han var sig selv og samtidig havde en god fornemmelse for sine modtagere – og han kendte sine produkter godt.

At sælge op eller ikke at sælge op

Da jeg i 00’erne arbejdede hos McDonald’s i Hjørring, var det en såkaldt KPI at ”sælge op”. Det skulle man ligesom bare gøre, og sådan var det, for det var en del af forretningsideen. Flemming, som var franchise-mayn, insisterede på, at jeg ved kassen skulle foreslå, om ikke de også skulle have is med til dessert, hvis det var en børnefamilie, der kom. Jeg gjorde det måske én gang. Og så nægtede jeg. Det var simpelthen så feje hold. For jo, selvfølgelig ville børnene plage om is, hvis jeg foreslog dem det, men det ville i mine øjne være at sætte forældrene i en irriterende situation. Og så ville de måske ikke komme tilbage en anden gang. Bevares, jeg tog muligvis mit etiske ansvar som kassedame lidt for ansvarligt, men jeg kunne altså ikke få mig til det. Og det er jeg ret sikker på, at Linds-manden heller ikke ville have kunnet. Jeg blev da også kun månedens medarbejder en enkelt gang på det år, jeg var ansat, og det var vist ikke mine salgs-skills, der gjorde udslaget for dén kåring, men nærmere mine sociale kapabiliteter. Man kan ikke få det hele…

Jeg er overbevist om, at min fascination for Linds-mandens mapper og salgsevner har gjort mig i stand til at sælge mobiltelefoner, formidle budskaber på plancher, forklare umulige boligregler for boligsøgende og få folk til at åbne mails fra store virksomheder. Så tak, Preben. You made it!

Den lille røde cykel

Jeg er vokset op i et hjem med medfødt interesse for menneskene omkring os. De var altid værd at lytte til og tale med. Samtalen var i fokus, og uanset hvor svært det hele så end var, så kunne man tale om det – måske ikke nødvendigvis direkte, men der var altid ét eller andet ord, der kunne sættes på, og en ironisk distance at mødes omkring.

Hjemmet med samtalerne var også et hjem med døre, der var umanerligt gode at smække med, når ordene ikke længere var tilstrækkelig ammo i diverse diskussioner, hvad end det så drejede sig om tidspunkter at være hjemme på, økonomi eller diverse søskendeskærmydsler. Men ligegyldigt, hvor højt det så end gjaldede fra den ene ende af stuehuset til den anden af gamle, afsyrede, velsmækkede fyrretræsdøre (som klart er bedre at smække med end pap-døre fra byggemarkedet), så kom vi altid videre. Og jeg har lært, at der altid skal være plads til, at man kan droppe en kæk bemærkning om, at dér fløj der vist en finke for meget fra min pande, og så er den potte sådan nogenlunde ude. At der altid er plads til at komme tilbage igen uden at blive dømt eller talt ned til.

Grundlæggende har der altid været en tro på det bedste i hinanden. Ikke at 10-årige Karen nødvendigvis ville sige det om den 3 år ældre storesøster, hvis du lige tog din Delorian tilbage i tiden for at spørge, men det har alligevel været et fundament i vores familie. Gør dit bedste, prøv igen, sig undskyld, tilgiv. Lige så kantet og ujævnt som de toppede brosten på gårdspladsen, der gav blodige knæ fra det øjeblik, jeg satte mig for at tilride den lille røde cykel, lige så uknægtelig er min tiltro til andre mennesker – der sjældent har vaklet ret længe af gangen. Jeg er ganske enkelt (stort set, that is) kun i stand til at tro på det bedste i andre mennesker, uanset hvor kantet og kluntet vores møde så end vil være, og hvor negative de lader til at være. Det er nærmest et præmis for hele min eksistens at sætte mig op på den lille røde cykel igen og kæmpe for at få stemningen til at vende til noget positivt og finde det bedste i netop dét menneske, uanset hvad det så end siger og gør. For de er jo gode derinde et sted. Og jeg skal satme nok finde det!

Det undrer mig ind imellem, at jeg, på trods af hvad der pt. beløber sig til 37 -årig livserfaring, øjensynligt aldrig bliver klogere. Og jeg har må ærligt indrømme, at jeg har svært ved at finde ud af, om det er en af mine stærkeste eller svageste sider. Men jeg må nok hellere embrace min evindelige og måske ret naive tro på, at jeg står overfor et godt menneske, der også bare gerne VIL samtalen, mødet, kommunikationen. Det har givet nogle gevaldige tæv i ny og næ, og det kan være svært at rejse sig fra mødet med a) en chef, der ganske enkelt ikke er interesseret i min side af banen; eller b) en kollega, der, som en anden tvangshandling, må og skal blive ved med at pirke til mine svage sider, indtil jeg ikke kan holde ham ud mere, eller c) en veninde, der flere aftner i træk pure undlader at stille et eneste spørgsmål til mig om mit liv, men i stedet plaprer løs om sig selv og nyder godt af  uopslidelige lytteører.

Uanset hvilken slags vand, der er løbet under broen, er de garanteret et ‘ja tak’, hvis de inviterer mig på en kop kaffe, en øl eller bare liker en af mine Facebook-posts. For jo! De ER gode mennesker, og når plasteret alligevel er faldet af de så småt helende knæ, så synes jeg egentlig bare, at hvert eneste ar er en god historie.