Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Ærterne er sprøjtet!

Ovenstående budskab er ikke til at være i tvivl om: ærterne er sprøjtet. Med gift. Og skal derfor ikke plukkes, når man småsulten kører forbi den grønt indbydende ærtemark, hvor bælgene bugner af kuglerunde og velsmagende ærter. Med mindre du altså vil risikere at få en træls mavepine med som bonus.

Det vil sige, med mindre du kender den, der har sat skiltet op, og ved, at det kun står der for at skræmme ærteturisterne væk fra deres tilsyneladende uskyldige pitstop.
Hvis du nu var en af dem, der kendte ophavsmanden til skiltet, min far, så ville du måske tænke, at her er en mand, der vil have sine ærter i fred. Og det ville han bestemt også. Men min far har også alle dage været en venlig mand med venligt i sinde, så det var ikke kun dér, hunden (bevares, ikke Fido) lå begravet. Selvom det da ikke havde skadet, hvis folk lige havde rundet gårdspladsen og spurgt, om det var ok, de gik på ærterov, før de fyldte lommerne.

Nej, det handlede også om, at den vej, der løb langs med ærtemarken, en lang, småsnoet mark kaldet Tarmen, var en ca. 1 kilometer lang og ca. 3 meter bred landevej med retning mod stranden og derfor med masser af trafik. Traktorer, knallerter, cykler, biler, motorcykler, autocampere, vandrere, ryttere. Og der skulle være plads til alle. Hvis der holdt 5 biler i vejkanten, fordi passagererne skulle plukke ærter, så spærrede det naturligt for dem, der skulle forbi. Det kunne godt gå hen og blive en anelse farligt. Derfor var det endnu mere oplagt, at ærterne skulle være sprøjtet.

Når alt kommer til alt, er jeg dog ret sikker på, at min far mest af alt bare var pænt træt af, at folk stoppede for at plukke ærter hele dagen lang. De vadede ud i marken uden respekt for, at det var andres afgrøder. Jeg mener endda at kunne huske, at mange kom flere dage i træk og plukkede i poser og sæk. Pænt flabet. Det stoppede de med, da skiltet kom op.

Som konsulent råder jeg generelt mine kunder til at kommunikere det, de allerhelst vil sælge. Hold det kort og klart, så det er til at forstå. Når først dét salg er i hus, har du en åben dialog og kan tilbyde ekstra services. I min fars tilfælde var pointen klar: nallerne fra ærterne! Og som en ekstra service var det oveni købet godt for sikkerheden på landevejene.

Der findes ingen dumme spørgsmål

“Karen, hvad er det egentlig, du laver?” Eller: ”mor, hvad er dit arbejde egentlig?”
Jo, mit arbejde er at sætte mig ned sammen med et eller flere andre mennesker og lytte til det, de fortæller. Derefter omsætter jeg de talte ord til skrevne ord. Jeg ser mig selv som deres katalysator, og i bund og grund synes jeg ikke selv, der er noget særligt ved det. Det er jo bare det, jeg kan – og det, jeg allerbedst kan lide at lave.

En god kop kaffe

Næsten alle kommende eller mulige kunder starter med at sige: ”jamen hvordan gør vi det så?”. Og mit svar er: ”vi sætter os ned og drikker en kop kaffe. Så fortæller du om dig selv og din virksomhed. Jeg lytter og spørger, og så tager vi den derfra”. Det magiske er, at der sjældent skal mere til. For i mødet over en kop kaffe finder jeg ud af, hvem den anden er: hvad vedkommende brænder for, hvad der får ham/hende til at stå op om morgenen, hvordan deres hverdag ser ud, hvor de gerne vil hen, hvad de allerhelst vil leve af.

Efter dette møde har jeg en klar fornemmelse af, hvad tonen i sproget skal være, hvilke budskaber, der er vigtigst, og hvad det er, der driver forretningen. Og så kan jeg formulere teksterne. Ofte går det hurtigt, og det hjælper naturligvis også på tidsrammen, hvis det tekniske setup med eksempelvis hjemmesiden er på plads.

I løbet af mødet bliver det også meget klart for mig, om den, jeg sidder over for, vil kunne få mere ud af en indsats på f.eks. Facebook, LinkedIn eller Instagram. Om det ville være relevant at bruge videoer, citater fra glade kunder eller en personlig blog. Om der er fysiske materialer, der skal tages med i indsatsen osv. Igen noget, der falder naturligt for mig, men som kan være svært at overskue for kunden selv.

Ren magi

Det er FANTASTISK og et udsøgt privilegie at få lov at møde så mange forskellige sympatiske, dygtige og inspirerende mennesker. Alle har en historie at fortælle, og de gør alle – ALLE – en stor forskel for andre mennesker på grund af deres drive, deres viden og deres virkelyst. De brænder for deres virke, de har en passion, og de vil gerne dele den – og leve af den.

Og magisk nok fungerer det også, hvis mødet bliver skaleret op og ned. Den uforfalskede interesse for andre mennesker og det, de kan, lever i bedste velgående som fast tilknyttet freelancer på en arbejdsplads, lige så vel som den lever i et en-til-en-møde med en selvstændig erhvervsdrivende, der lever for at sælge sin hobby – på trods af at han har et job ved siden af, som det er tilfældet for en mand som Birger.

Husk: bliv ved med at spørge

Jeg er havnet her, på den helt rigtige hylde, fordi jeg kunne mærke, at arbejdsglæden ikke var der som fast tilknyttet på samme arbejdsplads dag efter dag. Selv ikke fantastiske kolleger eller udsigten til den faste løncheck kunne fjerne den manglende motivation, som fulgte i hælene på en hverdag med for mange faglige kompromiser.

At det er lykkedes, handler både om held, timing, håndværk og økonomisk råderum. Der går ikke en dag, uden at jeg er taknemmelig for, at det kan lade sig gøre. Det kan godt betale sig at tro på det bedste og stille alle de spørgsmål, man går og bakser med – også til sig selv.
Tak for hjælpen!

Om at springe over åen

Jeg er vokset op langt ude på landet på en gård med dertil tilhørende
kæmpe have, hvorigennem der løb en å. Varbro Å. Den har muligvis bidraget mere til
min dannelse som menneske end f.eks. folkekirken eller hvilken som helst anden
institution. Den var i hvert fald kilden til min barndoms udfordringer,
problemer og tidsfordriv. Og nok også grundstenen i måden, jeg går til opgaver
på og har gjort det de sidste mange år.

Varbro Å er på mange steder ganske lavvandet, også for børn,
med sandbund og små ørreder, der engang i mellem blev hældt ud i åen fra en
kæmpe tipvogn fyldt med vand og fisk, parkeret på broen på Købstedvej.
Vanvittigt syn i øvrigt.

Man kunne alt ved den å. Lave rabarberkompot af vandet
derfra i en gryde over bål (som så senere blev serveret for familien, der
efterfølgende skyllede mund i rent vand fra hanen – det var trods alt start 90’erne,
og alskens vandmiljøplaner var ikke engang tænkt på endnu). Klatre over den ved
hjælp af det store træ, der gik fra den ene bred til den anden – så snart ens
ben var lange nok.
Og springe over den. Åen, altså. Jeg har brugt timevis på at
springe over åen. Og min mor har brugt timevis på at vaske mit åvands-lugtende
tøj. Og sko. Der var altid et nyt sted at angribe og måle afsæt, tilløb og
springteknik fra. Et nyt sving, en ny lille ’halvø’ eller en nedstyrtet klint. Det
var en fuldkommen formidabel legeplads i al slags vejr, tidligt eller sent, alene
eller sammen med andre.

Jeg gik sjældent fra åen uden at have prøvet kræfter med
den. Hvis det virkede umuligt, var det bare om at gå et nyt sted hen og prøve. Eller
gå over på den anden side og springe derfra. Hvis jeg først havde tænkt, at jeg
ville springe over åen, ja så var der ingen vej tilbage. Det var nærmest en urkraft.
Vand i skoene eller ej. Det er ikke uden grund, at børn på landet har tøj og
sko, de tager på, når de kommer hjem fra skole eller går ud og leger.

Varbro Å flyder stadig i mine årer og minder mig om, at hvis
noget er blevet uoverskueligt eller virker uløseligt, så må jeg jo forsøge at
angribe det fra en ny vinkel. Intet er umuligt, det handler bare om at tænke en
smule kreativt.

Det handler selvfølgelig også om at sætte barren realistisk.
Jeg gik jo ikke ud og lagde arm med åen, når der var oversvømmelse eller 20 cm.
sne, der dækkede brinkerne (så tit, i hvert fald). Ligesom jeg heller ikke byder ind på
opgaver, der ligger uden for min formåen. Og når jeg først har sat mig noget for, giver jeg meget sjældent op.
Glasset er halv fyldt (med andet end åvand), verden ligger for mine fødder, og
hvis det ikke lykkes i første hug, må jeg jo bare prøve igen og skifte sko
senere. Det bliver aldrig kedeligt.