Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Om at springe over åen

Jeg er vokset op langt ude på landet på en gård med dertil tilhørende
kæmpe have, hvorigennem der løb en å. Varbro Å. Den har muligvis bidraget mere til
min dannelse som menneske end f.eks. folkekirken eller hvilken som helst anden
institution. Den var i hvert fald kilden til min barndoms udfordringer,
problemer og tidsfordriv. Og nok også grundstenen i måden, jeg går til opgaver
på og har gjort det de sidste mange år.

Varbro Å er på mange steder ganske lavvandet, også for børn,
med sandbund og små ørreder, der engang i mellem blev hældt ud i åen fra en
kæmpe tipvogn fyldt med vand og fisk, parkeret på broen på Købstedvej.
Vanvittigt syn i øvrigt.

Man kunne alt ved den å. Lave rabarberkompot af vandet
derfra i en gryde over bål (som så senere blev serveret for familien, der
efterfølgende skyllede mund i rent vand fra hanen – det var trods alt start 90’erne,
og alskens vandmiljøplaner var ikke engang tænkt på endnu). Klatre over den ved
hjælp af det store træ, der gik fra den ene bred til den anden – så snart ens
ben var lange nok.
Og springe over den. Åen, altså. Jeg har brugt timevis på at
springe over åen. Og min mor har brugt timevis på at vaske mit åvands-lugtende
tøj. Og sko. Der var altid et nyt sted at angribe og måle afsæt, tilløb og
springteknik fra. Et nyt sving, en ny lille ’halvø’ eller en nedstyrtet klint. Det
var en fuldkommen formidabel legeplads i al slags vejr, tidligt eller sent, alene
eller sammen med andre.

Jeg gik sjældent fra åen uden at have prøvet kræfter med
den. Hvis det virkede umuligt, var det bare om at gå et nyt sted hen og prøve. Eller
gå over på den anden side og springe derfra. Hvis jeg først havde tænkt, at jeg
ville springe over åen, ja så var der ingen vej tilbage. Det var nærmest en urkraft.
Vand i skoene eller ej. Det er ikke uden grund, at børn på landet har tøj og
sko, de tager på, når de kommer hjem fra skole eller går ud og leger.

Varbro Å flyder stadig i mine årer og minder mig om, at hvis
noget er blevet uoverskueligt eller virker uløseligt, så må jeg jo forsøge at
angribe det fra en ny vinkel. Intet er umuligt, det handler bare om at tænke en
smule kreativt.

Det handler selvfølgelig også om at sætte barren realistisk.
Jeg gik jo ikke ud og lagde arm med åen, når der var oversvømmelse eller 20 cm.
sne, der dækkede brinkerne (så tit, i hvert fald). Ligesom jeg heller ikke byder ind på
opgaver, der ligger uden for min formåen. Og når jeg først har sat mig noget for, giver jeg meget sjældent op.
Glasset er halv fyldt (med andet end åvand), verden ligger for mine fødder, og
hvis det ikke lykkes i første hug, må jeg jo bare prøve igen og skifte sko
senere. Det bliver aldrig kedeligt.

Der var engang et warroom

…Måske lyder det ikke synderligt venligt, hyggeligt eller kreativt med ordet “warroom”. Men det var de altid, de rum. Og nej, der var ikke krig i dem. For en god ordens skyld vil jeg lige slå fast, at et warroom er et lokale med mennesker, der i en given periode arbejder sammen for at finde den bedst mulige løsning på en fælles udfordring – der kræver input fra alle tilstedeværende. Det var i disse warrooms, at gode løsninger blev udklækket, og jeg for alvor lærte at samarbejde og ‘lege’ i sandkassen.

Livet i et warroom

Scene: Carl Gustavs Gade i Høje Taastrup. Anno 2009-2010. Nyt internetprodukt skal skrues sammen. Der skal tages højde for: hardware, support, markedet/konkurrenter, kundernes manglende viden om deres behov for produktet, priser, budget, kundeservice, onlinesalg, abonnementsperioder osv. osv. (jajaja, der er mange passiver i det afsnit, jeg ved det godt).

Hvem er så med til mødet? Jo, her bliver det interessant. Der er nemlig mange: projektlederen, en økonomiansvarlig, den produktansvarlige fra marketing, en kundeservicechef, en kundeservicemedarbejder (support), en front end it-udvikler, en back end-udvikler, en QA’er (test af løsning), en brand manager og/eller en marketing koordinator, en webdesigner, en site manager og (fanfare!) en tekstforfatter. Der kan evt. også godt have været en mellemleder eller to mere til stede.

Og hvad laver alle de mennesker så? Ja, det skal jeg sige dig. De diskuterer. Eller jeg skulle måske sige, at VI diskuterer. Eller diskuterede. Jeg var der nemlig også. Og der var mangt og meget, der skulle tages stilling til: Hvad er det for et produkt? Hvad skal det kunne? Hvem er det til? Hvorfor? Hvad er godt og mindre godt? Hvem sælger det ellers? Hvad koster det? Hvorfor koster det så lidt/meget? Hvordan ser det ud? Hvordan virker det? Hvorfor virker det sådan? Hvordan skal det sælges online? Hvad er problemerne med det? Hvorfor giver det mening for vores forretning at sælge det? Hvad skal det hedde? Find selv på flere spørgsmål.

Vi ses i sandkassen

Set i bakspejlet er disse møder i de så småt sagnomspundne warrooms noget af det, jeg lærte allermest af i mine år i telebranchen. Det handlede ikke om at få ret eller være den klogeste. Det handlede om at skabe brugbare løsninger for kunderne – og om, at det var noget, vi gjorde SAMMEN. Alle bidrog med noget; selv den mindste lillebitte overvejelse kunne være med til at løse et problem (eller skabe et nyt, som vi så måtte finde en løsning på). Den form for kreativ sandkasse var fuldstændig fantastisk. Vi lærte af hinanden og fik forståelse for hinandens arbejdsområder, udfordringer og hverdag. Der var højt til loftet og kort til gode grin. Det krævede respekt for hinanden, tålmodighed og en skarp projektleder til at styre slagets gang.

Hvor svært kan det være?

En af grundene til, at det overhovedet var relevant med warrooms og ro til at udvikle nye produkter fra bunden, handlede helt klart også om, at vi havde fælles fodslaw. Vores drive og udgangspunkt var det samme. Korte, klare leveregler, der var grundlag for vores arbejde, uanset afdeling, stilling og anciennitet. Leveregler, der gennemsyrede kulturen, arbejdsglæden og hverdagen. Og nej, det var ikke små-religiøst eller patetisk og top-down-styret. Det var logik og sund fornuft. En af levereglerne var f.eks. “hvor svært kan det være”, og ja: det bør vel ikke være så svært at arbejde sammen om et fælles mål: tilfredse kunder.

Grundigt forarbejde = færre fejl og gladere medarbejdere

Når jeg sidder med opgaver nu, uanset om det handler om struktur til et website, logik i et mailflow eller tekster til et produkt, bruger jeg min viden fra de gode gamle warroom-dage. Jeg stiller MANGE spørgsmål og ser kritisk på de fleste løsninger, for at finde ud af grundlaget for kommunikationen. Jeg er måske også blevet lidt farvet af det. F.eks. har jeg svært ved at forstå, at virksomheder ikke altid joiner forces, når noget nyt skal udvikles. Det kan være svært for mig at begribe, at man ikke i udgangspunktet har fælles delmål, men jeg har også forståelse og respekt for, at virksomheder er forskellige – og at ledelsesstrukturer, kulturer og siloer varierer.

Det lyder måske også som en tung omgang med sådan et warroom. Folk skulle nærmest gå på deltid eller gå fra deres stillinger i en periode, for at kunne hellige sig det nye projekt (lidt lissom når fodboldspillere må lade klubholdet i stikken for at give den gas på landsholdet). Men det var altid til det fælles bedste og i øvrigt ganske tidsbesparende på den lange bane: produktet blev gennemtestet før lancering, der var en klar strategi for markedsføring, kundeservice og online salgsflow, og der var en fase 2 planlagt til at følge op på evt. it-problematikker og produktforbedringer.

#ambassadør4lyfe

Resultatet? Produkter, alle kunne relatere til og forstå. Alle grupper var blevet hørt og havde givet deres besyv med. Den interne lancering blev som regel markeret med en form for festlighed, og på den måde blev nye produkter eller projekter skudt i gang med fælles opmærksomhed og glæde. De ansatte var ambassadører for det nye produkt, og blev der fundet fejl undervejs blev de hurtigt fikset.

Jeg er fan af warrooms. De er lidt svære at arbejde med som enmandshær, men heldigvis har jeg en eller to kollegaer, jeg kan hoppe i sandkassen med, når et nyt slag skal stå.

Linds-manden

Jeg er opvokset på en god, gammeldags bondegård. Indtil 1999 var min far svinebonde med 400 grisebasser i stalden. Mange af dem havde navne. 400 var ENORMT meget, syntes jeg dengang. Nu batter det ligesom slet ikke. Som selvstændig erhvervsdrivende i Vendsyssel back in the days, tog man ikke lige en tur forbi Inco efter det mest nødvendige til firmaet. I stedet fik man besøg af Linds-manden, Preben Skelmose fra firmaet Lind’s (jeg har til min glæde opdaget, at det stadig findes).

Preben kom på besøg i en stor, ren og koksgrå BMW med to store ringbind under armen. Pomadehår. Lidt for regelmæssige tænder. Og en helt absurd god fornemmelse for dem, han var på besøg hos – unge som ældre. F.eks. havde han altid nogle ark glansbilleder med til mig og mine søstre.

3 glas Kanulla, tak

Det var det BEDSTE, når Preben var på besøg. Altså Linds-manden, som han jo bare hed. Nogle gange var der helt vildt spændende nye varer. Det var f.eks. Linds-manden, der introducerede mig og min familie til hårbalsam i midtfirserne. Man kunne også få syntetisk gul eller rød saft 2 liters plasticdunke. Og Nutella-wannabe-produktet Kanulla (min mor bestilte altid 3 glas, aldrig mere end det). Det var det vildeste. Især på grund af de der crazy produkter (needless to say, at jeg er fan af Inco), men også pga. Linds-manden. Han var vildt god til at fortælle om de varer, vi kunne vælge. Nogle gange havde han også små vareprøver i den slidte, sorte mappe. Han var, hvad man i dag ville kalde decideret awesome.

1:1 købmandskab

Linds-manden havde det der je ne sais quoi, som gjorde, at man som modtager følte sig, som den vigtigste i verden. Når vi sad der på bænken over radiatoren og lyttede, mig og mine søstre, åbnede der sig en helt ny verden af spændende varer (ikke mindst kopattesalve i kæmpe-tuber). Han lyttede til vores mor, foreslog, tog til efterretning, skrev ned, udfordrede og accepterede et nej. Godt gammeldags 1:1 købmandskab. Linds-manden har lært mig et og andet. Jeg siger ikke, at mine modtagere i dag er 8-årige, benovede piger, men jeg siger, at Preben var en dygtig sælger, fordi han var sig selv og samtidig havde en god fornemmelse for sine modtagere – og han kendte sine produkter godt.

At sælge op eller ikke at sælge op

Da jeg i 00’erne arbejdede hos McDonald’s i Hjørring, var det en såkaldt KPI at ”sælge op”. Det skulle man ligesom bare gøre, og sådan var det, for det var en del af forretningsideen. Flemming, som var franchise-mayn, insisterede på, at jeg ved kassen skulle foreslå, om ikke de også skulle have is med til dessert, hvis det var en børnefamilie, der kom. Jeg gjorde det måske én gang. Og så nægtede jeg. Det var simpelthen så feje hold. For jo, selvfølgelig ville børnene plage om is, hvis jeg foreslog dem det, men det ville i mine øjne være at sætte forældrene i en irriterende situation. Og så ville de måske ikke komme tilbage en anden gang. Bevares, jeg tog muligvis mit etiske ansvar som kassedame lidt for ansvarligt, men jeg kunne altså ikke få mig til det. Og det er jeg ret sikker på, at Linds-manden heller ikke ville have kunnet. Jeg blev da også kun månedens medarbejder en enkelt gang på det år, jeg var ansat, og det var vist ikke mine salgs-skills, der gjorde udslaget for dén kåring, men nærmere mine sociale kapabiliteter. Man kan ikke få det hele…

Jeg er overbevist om, at min fascination for Linds-mandens mapper og salgsevner har gjort mig i stand til at sælge mobiltelefoner, formidle budskaber på plancher, forklare umulige boligregler for boligsøgende og få folk til at åbne mails fra store virksomheder. Så tak, Preben. You made it!