Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Hvor skal fællesskabet stå?

Når det kommer til fællesskaber, så vil jeg bare så gerne være med. Sammen med de venner, der spiller musik. De venner, der spiller brætspil. De venner, der hører heavy. De venner, der hører pop. Dem, der spiller håndbold eller går op i fodbold. De er alle sammen nogle, jeg godt kunne forestille mig at være inde i et skab med.

For det er vel det, det betyder? Fællesskab? At det er en samhørighed, der kan holde til at blive lukket inde. Eller måske ligefrem gå igennem skabet sammen med og komme til en slags Narnia. Nu stikker det af, det kan jeg godt høre, men hvad ved jeg.

Jeg føler mig tiltrukket af fællesmængden. Referencerne, sproget (diskursen, vil nogle måske endda sige), de indforståede blikke, tonen i stemmerne, namedropping, alle koderne. Jeg er mester i at adaptere og tilpasse. Assimilere, forstå, skabe sammenhænge. Det føles ægte, og jeg mener bestemt, at det er det også. More is more. Jo flere fællesskaber, jeg kan være i, des bedre et menneske er jeg, synes min hjerne at mene.

Men det slog mig, da jeg hørte Peter Øvig Knudsens foredrag om at være sindssyg, at jeg ikke hører til i alle fællesskaber, selvom de kan have en nok så magnetisk effekt på mig. Jeg bliver draget ind, draget mod, men nogle gange passer jeg bare ikke ind. Jeg kan lytte, lade mig opsluge og empatisere alt det, jeg vil. Men det er bare ikke altid, det er mit fællesskab. Nogle gange er det andres. Og så kan jeg bakke op om det ved at anerkende, lytte, skabe plads.

Det er meget godt at nå til den erkendelse, for det andet er på grænsen til grotesk. Ingen kan være med i alle fællesskaber. Det kan endda være med til at devaluere dem. Samtidig bliver man jo vanvittigt fortyndet, hvis man er med i alt. For er man så ikke næsten med i intet? Hvem er man, hvis man er det hele? Hvordan skal man så lære? Som erklæret team player er jeg efterhånden ved at indse, at indimellem er det bedre at være leder, at have en dedikeret rolle eller måske slet ikke være med. For jo, det handler om at være med, men indimellem handler det også om at vinde. Eller om at lukke døren til fællesskabet og få lidt ro.

Hvor der er ild, er der medvind

Da jeg startede som selvstændig var det med ild i alle ender. Drive, mening, værdi, kærlighed, lysten til at skrive, troen på at jeg kunne det hele. Drømmen var at leve af det, jeg var bedst til, og ikke sidde med alle de opgaver, der gang på gang dræner mig for energi, og får mig til at tro, jeg ikke er god nok til mit fag. Ud med nedtursfølelsen, ind med den faglige stolthed.

Tænk at kunne leve af at lave det, jeg var bedst til? Og så ovenikøbet det, jeg allerbedst kunne lide at lave? Der var mange, der ikke kunne få armene ned (præcis som Peter Sommer). De boostede min selvtillid, jeg lyttede til dem og troede på dem – og på mig selv – for hvis det også var deres opfattelse, så måtte jeg jo have ret i min, ikke? Jooo, mente noget andet af omverdenen, det var da nok en god idé, var det, og det skulle da også nok kunne lade sig gøre. Men husk nu (sagde de):

  1. ”Man må gå på kompromis hele tiden”
  2. ”Der bliver nødt til at være rugbrødsopgaver, som måske er kedelige, men som giver plus på kontoen”
  3. ”Du må også sige ja til det, du måske ikke har så meget lyst til”

Ak, det er bare tre ud af de uendeligt mange gode råd, jeg aldrig bad om at få. De var ment SÅ godt. Præcis som alle dem, der med skræk i blikket og bævende stemmer troede, jeg var gået fra forstanden, sådan at sige et fast job op med pension, sikker indkomst, vanvittigt gode barselsvilkår og gennemforhandlet overenskomst.

Til at starte med kunne jeg overhøre stemmerne, spørgsmålene, kritikerne og i stedet fokusere på dem, der bakkede mig op. Jeg var sikker. Jeg følte mig på hjemmebane. Jeg var glad, og min passion overtrumfede enhver usikkerhed. Det gik også virkelig godt de første mange år. Jeg var heldig, mit netværk brillerede og mine evner fik et spark opad. Masser af læring, god indtægt, kreativ sandkasse, fantastiske mennesker – blandet med lidt af hvert selvfølgelig. Det blev selvforstærkende.

Men stille og roligt begyndte al usikkerheden at finde en plads i mig. ”Hvad laver du så de andre dage, hvor du ikke er hos kunder?” ”Burde du ikke finde flere faste kunder, så du er sikker, hvis nu de andre siger dig op?” ”Koster det SÅ meget at få dig til at skrive???” ”Det der kunne jeg da have lavet bedre!” ”Koster det ikke mere for EN HEL time? Hvordan vil du leve af det? ”Har du foreslået dem at udvide deres portefølje og få dig til at lave dét og dét og også?” ”Hvorfor gør du ikke mere af det?”

Det tog pippet fra mig ganske og helt aldeles. Men stille og roligt, så jeg vænnede mig til den nye iboende følelse, der overskyggede stoltheden, glæden og troen, og ikke bemærkede den nye, snigende fornemmelse af uduelighed, der blev en følgesvend i flere år, før jeg omsider stoppede op og så den i øjnene.

Som fastansat oplevede jeg flere gange, at jeg henad vejen mistede min faglige stolthed. Jeg blev i tvivl. I tvivl om, hvad jeg kunne, hvor jeg ville hen, om jeg gav mening. Var jeg overhovedet så god, som jeg troede? Var det indbildning? Sagde de andre bare, at de godt kunne lide mig, eller mente de det rent faktisk? Var min chef overhovedet tilfreds med mig, når hun hele tiden gav mig nye opgaver? Var jeg? Jeg sagde undskyld, når mit barn var sygt, selvom det ikke var noget at undskylde for. Jeg fik tromlet grænser, fik at vide, at jeg var urimelig, og oplevede andre tage æren for mine sejre. Uden at gøre noget ved det.

Sådan blev det pludselig også som selvstændig. Jeg sagde ja til opgaver, min mavefornemmelse skreg NEJ til. Jeg endte i kreative storme, der ikke gav mig andet end irritation og ubehag. Jeg slog mig selv i hovedet med min egen inkompetence, når jeg igen ikke kunne støve nogle opgaver op – eller udvide porteføljen hos en eksisterende kunde. Jeg fik verdens bedste mentor, men havde måske i bund og grund svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle bruge hende til. Det kunne hun heldigvis hjælpe med (hence: verdens bedste mentor, tak Trine).

“Du er din mor, der arbejder her”

Som ansat i en virksomhed har du en chef, kolleger, nære relationer, der alle er med til at forme din hverdag sammen med dig. Du får skub med på vejen, både kærlige og kritiske, du lærer af andre og har mulighed for at tage på kurser, få nye kompetencer i nye afdelinger eller netværk med folk i lignende stillinger. Du kan gemme dig bag andre på de gode dage, eller bede dem om at give en hånd, hvis du er i problemer. Hvis du ikke sætter kaffe over, så er der nok en anden, der gør det.

Som selvstændig er du selv det hele. Du er den. Det er dig. Det er edderrådmer fedt, men det er også ubarmhjertigt, når der har været modvind i et halvt år, et helt år, halvandet. Eller når du er i tvivl om, hvad det i bund og grund er, du allerhelst vil lave. Hvor ilden er – og dermed hvor der er større sandsynlighed for medvind.

Jeg startede med at finde et deltidsjob. Det tog sin tid, men det kom. I det har jeg skullet lære, at min selvstændigheds-effektivitet er en superkraft, at nyde de kreative opgaver uden at skulle holde styr på tiden, og at der er andre at lege med igen på fast basis. Efter et forår med fuldt fokus på ny hjemmeside og alle de kerneopgaver, jeg har allerbedst styr på, kom sommerferien som et magisk pust. Det var et fedt forår. Det hele lykkedes, alle var glade – også mig selv – og jeg accepterede, at min solo-ild var på lavt blus, ikke mindst takket være Lejre Boss Ladies, verdens bedste heppekor.

Og så blev det sommer. Festival. Ferie. Familietid. Norske fjelde, vendsyelsk vestkyst og ro i hovedet. Stille og roligt fik jeg lyst til at skrive igen – for mig selv og for andre og sågar poste på LinkedIn i ny og næ. Ting tager tid. Det må de godt – især, når det ikke er tid, der bliver overtaget af negative stemmer, dårligt arbejdsselvværd og slåen sig selv i hovedet. For jeg ved det jo godt, det gør vi alle: det går op og ned.

Men hvor der er ild, er der medvind. Og så længe der er vind, skal det hele nok gå.

Med kærlig hilsen

Da vi i Telmore begyndte at bruge Facebook til kundeservice i 2009, var platformen et sted fyldt med tilfældige quizzer, nysgerrighed og nye ideer. Der var få brands, meget lidt reklame og mest af alt bare en stemning af, hvad man kunne bruge dette sted til. Der var en forsigtig, legende tilgang til kommunikation, og indholdet var ofte baseret på behov og velmenende råd. Netop derfor fungerede Facebook så godt til kundeservice, også selvom det til at starte med slet ikke var muligt at kommentere det, andre skrev. Åååh disse minder…

Som alle ved, er det et noget andet sted i dag. Men dengang. My GOD, det var good times. Jeg elskede det! Jeg gjorde mig umage, tog fejl, rettede op, sagde undskyld, fik en kærlighedsstorm (tak Yessika!) og gjorde det hele forfra igen. Det var personlig kommunikation, det var 1:1, det var dialog, og det var dejligt.

Jeg har øvet mig på personlig kommunikation i mange år og gør det stadig. Håndskrevne breve og postkort. Dagbog. Små historier, lange fødselsdagshilsner, personlige kort ved særlige lejligheder. Jeg gør mig ægte umage. Til hverdagsbrug er jeg også stor fan af at starte en mail med ”Kære”. Det virker helt rigtigt, for jeg skriver tit i den bedste og kærligste mening.

Men det fungerer ofte skidt i 1:1000-kommunikation. Det kan godt blive lidt for mærkeligt, når en virksomhed skriver ”kære”, når indholdet tydeligvis ikke er personligt og relationelt, men er lavet til at give mange mennesker den præcis samme information. Så skurrer det overalt, hvor der skurres kan.

Nogle gange giver det også mening professionelt. I deltidsjobbet som kordegn kommunikerer jeg med mennesker om noget af det mest personlige i deres liv: deres navne og rødder, fødsler af deres børn, situationer som vielser og begravelser. Det kræver noget af mig, og af alle andre der behandler den type sager. Heldigvis falder det mig enormt naturligt at gå til disse dialoger med de bedste intentioner – og det tror jeg faktisk, det gør for alle på dette sted. Måske derfor lever den kærlige tone i bedste velgående blandt personalet og dermed også i dialogen med alle andre.

Det passer mig ualmindeligt godt at henvende mig til andre med kærlighed. Det passer simpelthen godt til den, jeg er, uanset om det er som webtekstjonglør, Karen MC eller ven. Og selvom der måske ikke er så meget plads til det på Facebook længere, så har verden i den grad brug for mere kærlighed.

Kærlig hilsen
Karen