Blog
Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.
danskBents frirum
/0 Kommentarer/i Kommunikation /af kmcDen første voksne, der for alvor forstod min kærlighed til at skrive, var min gymnasielærer danskBent (ikke historieBent eller spanskBent – der i øvrigt aldrig afleverede mine fotos fra 2.G turen til Kristiansand tilbage efter endt redaktion af gymnasiebladet). Sådan lidt uden for pensum indførte han et koncept, hvor vi skulle skrive små tekster i et hæfte, som vi afleverede til ham. Så gav han os feedback – ikke retskrivnings eller-stavningsmæssigt, men på opbygning, storyline og form. Og kreativitet, vel egentlig også.
Det var fuldstændig åndssvagt fedt. For mig, altså. Jeg skrev og skrev og skrev, alt muligt forskelligt og afleverede det i flæng til Bent, som altid havde konstruktiv kritik og rosende ord at dele ud af. Det var lidt som at have en hemmelig ven at skrive til, der kunne bekræfte mig i, at jeg havde fat i den lange ende. At putte alle de ord, sætninger og historier, der fandtes i mit hoved, ned på papir – af en grund. Det var en driver, at der var én, der skulle læse det. Engang i mellem også ekstremt grænseoverskridende, men på samme tid en frihed beyond reach.
Jeg fik tillid til, at mine tekster blev læst af en uvildig, én der var på min side, og til at de ikke indgik i nogen karaktergivning. Jeg har aldrig været fan af karakterer, men har til gengæld set lyset i kommentarer og feedback. Kvalitativ frem for kvantitativ, halleluja! Hæftet var et frirum for mig, et sted til overspringshandlinger bestående af fri leg med ord. Bent skrev engang, som feedback til en tekst, ”en storyteller er født”. Det blev jeg pænt benovet over som 17-18-årig, og jeg har taget det med mig. Ikke, at jeg ser mig selv som en storyteller. Men troen på, at jeg godt kunne gå dén vej, den begyndte at gro lige dér på det tidspunkt.
Da de andre stoppede med at skrive tekster til Bent, blev jeg ved. Efterfølgende har jeg lært Finn at kende. Finn, der bakkede op om min drøm om at blive selvstændig Han havde lidt af det samme som Bent, selvom navnet var et andet. Han opfordrede mig også til at skrive andre typer af tekster end bare dem, jeg var ansat til at forfatte, for at holde det spraglede sprog i gang.
Og nu prøver jeg igen. Med blogtekster, der er langt fra salg, FAQ’er og juridisk uforståelige, og dermed for brugerne, let forvrøvlede disclaimere.
Under et besøg hos mine forældre i påsken i år (2017), mødte jeg danskBent. Jeg fik sagt tak til ham for, at han troede på mig dengang. Fortalte ham, at jeg synes, han har en aktie i, at jeg er havnet på den rette hylde. Det blev han glad for at høre. Han skulle ud og sætte poster op til et orienteringsløb i Klitplantagen, så han kunne hjælpe andre den rette vej. Han er sgu en flink fyr, ham danskBent.
Noget om fuldskæg
/0 Kommentarer/i Kommunikation /af kmcAf årsager jeg aldrig selv helt forstod, var jeg som barn ikke særligt begejstret for mænd med fuldskæg. Lige fra julemanden over naboer til præsten, Hans Jacob, som seriøst var både mere flink, rar og klog end julemanden. Og samtidig også af en helt anden statur end julemanden – måske nærmest en splejs; men han virkede større med sin fantastisk rolige stemme, sit faste og venlige blik og sin orange Amnesty International-mulepose, der fulgte ham i tykt og tyndt. Han kunne fylde den halvtomme landsbykirke, bare ved selv at være der. På bagkant er jeg KÆMPE fan af Hans Jacob. Manden er og var jo genial!
Min musiklærer Erik Winter havde jeg det til gengæld decideret ubehageligt med. Jeg kunne ganske enkelt ikke lide ham. Det ildrøde fuldskæg gjorde ikke ligefrem situationen mindre betændt. Følelsen var gensidig, men han havde en åbenlys professionel tilgang til børn, der gjorde, at han ikke som sådan viste det. Han kunne dog godt lide at få mig (og andre af de lidt for kække børn) lidt med nakken. Jeg kæmpede mod ham med alt, hvad jeg havde kært: nægtede at danse med drengene, ville ikke synge med, larmede på de bagerste rækker osv. osv. Blokfløjtespillet fortsatte jeg med, herregud, man smider jo ikke en hobby på hylden pga. en dum voksen. Nå.
Min fuldskægs-aversion var ret stabil frem til 1995, hvor jeg startede på efterskole og fik en dansklærer med fuldskæg: Mogens. Mogens var ikke som de andre dansklærere. Han diskuterede med os på en anden måde, end jeg var vant til. Han lod os fylde mere og brugte dynamikken i klassen aktivt. Det var fedt. Og min glæde ved at skrive dansk stil voksede i takt med, at min antipati mod fuldskæg aftog. Dansk har altid været mit absolutte yndlingsfag. Det der med at begynde at skrive en stil, og så stikker ordene af i én retning, og jeg må bare følge efter dem. Det lykkedes på mærkværdigvis altid at få det hele til at hænge sammen til én samlet stil.
Jeg kom fra Mogens. Han fik mig engang til at læse en stil op i klassen. Det var ganske grænseoverskridende for en skriftsproglig teenager med tendens til meget røde kinder dér lige midt i 9. klasse. Men samtidig turde jeg godt – for han troede jo på mig. Og så gjorde jeg også. Bagefter lavede Mogens en kort gennemgang af, hvilke elementer i stilen, der gjorde, at den var særligt god. Hvilke greb, der gjorde en forskel. Og en ny verden åbnede sig for mig.
Da skoleåret gik på hæld, spurgte Mogens mig, om jeg ville skrive en tekst til skolens årsskrift. Jeg var dybt benovet og sagde selvfølgelig ja. Det var verdens mest besværlige tekst, og jeg havde svært ved at få den til at lykkes. Ordene blokerede hinanden, og jeg kørte fast i form og flow. Men det var min første tekst på tryk. I et blad, der kom ud til mange, som jeg havde delt mit livs, på daværende tidspunkt, vigtigste år med. Det var vanvittigt. Jeg var hooked! Og min aversion mod fuldskæg var pludselig ganske forsvundet.
Tak, Mogens!
Så ringede Flemming
/0 Kommentarer/i Kommunikation /af kmcDet var sådan en helt almindelig novemberaften, hvor jeg var på besøg hos mine forældre i Vendsyssel. En af de dage, hvor det havde regnet ualmindeligt meget, og hvor det forlød, at kældre, garager og kloakker i Frederikshavn flød over med vand. Vendsyssel var med andre ord blaa’r wu’e (plaskvåd).
Så ringede Flemming. Flemming er en overordentligt festlig mand, der bor i Slagelse med sit livsstykke af en frue, Annette. Flemming og Annette er egentlig min fasters gode venner, men til min faster og onkels sølvbryllup back in the days stod det hurtigt klart, at der var en klar humoristisk og venskabelig forbindelse, der skulle plejes mellem dem og mine forældre. Så de er altså også voksenvenner. På den måde, at de besøger hinanden, hvis de ‘alligevel er på de egne’, og ellers bare holder kontakten ved lige – damerne nok mest på Facebook, og mændene primært gennem telefonsamtaler.
Og det forstår jeg godt. Begge kommandoveje. Jeg er selv en klassisk Facebook-messenger-sms-Twitter-Snapchat-jeg liker lige dit opslag-type, der langt henad vejen bruger min telefon mere til at skrive på end til at ringe i. Fordi det er lettere (for mig). Samtidig prædiker jeg rask væk, at man som afsender skal være bevidst om sin modtager, og småbrokker mig over, at folk ikke forstår ironien i mine ord i den der mail, der absolut var så vigtig og nem at skrive, men som så alligevel ville have været pragtfuld at undgå, når den nu genererer en tråd på minimum 4 udrednings-mails for at forklare det budskab, der var så nemt at formidle på skrift…
Men Flemming ringede altså. Og spurgte til, om mine forældre nu var ved at skylle væk i regnvejret eller hvad? Det regnede ikke nær så meget i Slagelse, men han havde set i nyhederne, at det stod galt til i Vendsyssel, så derfor ville han da lige høre, om det mon stod vel til hos dem? Det var åbenlyst en herlig samtale. Min far fortalte beredvilligt, Flemming spurgte ind, og de grinte og delte historier, som de har for vane. Samtalen varede vel et sted mellem 5 og 10 minutter. Og at se og høre min fars smittende glæde over at blive spurgt ind til, at tale med et menneske, han har åbenlys sympati for og holder af, og som interesserer sig for ham og hans hverdag, – det ramte lige plet i min ellers så velkørende samtale-fortrængning.
For det slog mig, at der faktisk ikke skal mere til, før livskvaliteten ryger i vejret sammen med humøret sådan helt generelt. Flemming ved egentlig også godt, at mine forældre bor på vestkysten og ikke østkysten, hvor det dengang oversvømmede Frederikshavn ligger. Men det var ikke dét, der var pointen (eller også var det en del af den – for på den måde gav han jo min far lejlighed til at små-grine lidt over, at Flemming fra Slagelse ikke har styr på den nordligste del af landets geografi).
Jeg tænker: hvorfor bruge 5 minutter på at skrive en mail, når jeg i stedet kan trykke på opkaldsknappen og høre et andet menneske i den anden ende? Et menneske, som man næsten kan mærke, når man hører dem? For selvom jeg arbejder med kommunikation og selv mener, at jeg skriver vældig godt, så kan jeg altså ikke mærke folk, når jeg får en mail fra dem. Næ, så kan jeg sjovt nok høre deres stemmer for mig inde i mit hoved.
Og lad mig venligst slå fast: nogle gange/ofte ER mails og sms’er og Facebookbeskeder det bedste medie. Ingen tvivl om det. Men jeg må konstatere, at det for mit vedkommende indebærer en risiko for, at jeg glemmer at tale med folk, hvis jeg altid vælger at skrive til dem. Og hvis jeg ikke taler, så glemmer jeg jo at høre dem. Jeg glemmer, hvordan telefonsamtaler flyder; glemmer betydningen af at lytte til små tænkepauser og mærke menneskerne gennem telefonen. At turde tavsheden i den der lille tænkepause uden at kunne se det andet menneske.
Så jeg må konstatere, at jeg her på mine gamle dage gerne vil lære at være lidt mere som min far. For det vil helt sikkert få mig til oftere at slå en skraldlatter op – og hvem ved, måske smitter det af på mine børn, der på den måde kan lære, at relationer mellem folk via telefoner er langt mere end tre linjers tekst, to likes og tres forskellige emojis 🙂 😉 😀