Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Den lille røde cykel

Jeg er vokset op i et hjem med medfødt interesse for menneskene omkring os. De var altid værd at lytte til og tale med. Samtalen var i fokus, og uanset hvor svært det hele så end var, så kunne man tale om det – måske ikke nødvendigvis direkte, men der var altid ét eller andet ord, der kunne sættes på, og en ironisk distance at mødes omkring.

Hjemmet med samtalerne var også et hjem med døre, der var umanerligt gode at smække med, når ordene ikke længere var tilstrækkelig ammo i diverse diskussioner, hvad end det så drejede sig om tidspunkter at være hjemme på, økonomi eller diverse søskendeskærmydsler. Men ligegyldigt, hvor højt det så end gjaldede fra den ene ende af stuehuset til den anden af gamle, afsyrede, velsmækkede fyrretræsdøre (som klart er bedre at smække med end pap-døre fra byggemarkedet), så kom vi altid videre. Og jeg har lært, at der altid skal være plads til, at man kan droppe en kæk bemærkning om, at dér fløj der vist en finke for meget fra min pande, og så er den potte sådan nogenlunde ude. At der altid er plads til at komme tilbage igen uden at blive dømt eller talt ned til.

Grundlæggende har der altid været en tro på det bedste i hinanden. Ikke at 10-årige Karen nødvendigvis ville sige det om den 3 år ældre storesøster, hvis du lige tog din Delorian tilbage i tiden for at spørge, men det har alligevel været et fundament i vores familie. Gør dit bedste, prøv igen, sig undskyld, tilgiv. Lige så kantet og ujævnt som de toppede brosten på gårdspladsen, der gav blodige knæ fra det øjeblik, jeg satte mig for at tilride den lille røde cykel, lige så uknægtelig er min tiltro til andre mennesker – der sjældent har vaklet ret længe af gangen. Jeg er ganske enkelt (stort set, that is) kun i stand til at tro på det bedste i andre mennesker, uanset hvor kantet og kluntet vores møde så end vil være, og hvor negative de lader til at være. Det er nærmest et præmis for hele min eksistens at sætte mig op på den lille røde cykel igen og kæmpe for at få stemningen til at vende til noget positivt og finde det bedste i netop dét menneske, uanset hvad det så end siger og gør. For de er jo gode derinde et sted. Og jeg skal satme nok finde det!

Det undrer mig ind imellem, at jeg, på trods af hvad der pt. beløber sig til 37 -årig livserfaring, øjensynligt aldrig bliver klogere. Og jeg har må ærligt indrømme, at jeg har svært ved at finde ud af, om det er en af mine stærkeste eller svageste sider. Men jeg må nok hellere embrace min evindelige og måske ret naive tro på, at jeg står overfor et godt menneske, der også bare gerne VIL samtalen, mødet, kommunikationen. Det har givet nogle gevaldige tæv i ny og næ, og det kan være svært at rejse sig fra mødet med a) en chef, der ganske enkelt ikke er interesseret i min side af banen; eller b) en kollega, der, som en anden tvangshandling, må og skal blive ved med at pirke til mine svage sider, indtil jeg ikke kan holde ham ud mere, eller c) en veninde, der flere aftner i træk pure undlader at stille et eneste spørgsmål til mig om mit liv, men i stedet plaprer løs om sig selv og nyder godt af  uopslidelige lytteører.

Uanset hvilken slags vand, der er løbet under broen, er de garanteret et ‘ja tak’, hvis de inviterer mig på en kop kaffe, en øl eller bare liker en af mine Facebook-posts. For jo! De ER gode mennesker, og når plasteret alligevel er faldet af de så småt helende knæ, så synes jeg egentlig bare, at hvert eneste ar er en god historie.

danskBents frirum

Den første voksne, der for alvor forstod min kærlighed til at skrive, var min gymnasielærer danskBent (ikke historieBent eller spanskBent – der i øvrigt aldrig afleverede mine fotos fra 2.G turen til Kristiansand tilbage efter endt redaktion af gymnasiebladet). Sådan lidt uden for pensum indførte han et koncept, hvor vi skulle skrive små tekster i et hæfte, som vi afleverede til ham. Så gav han os feedback – ikke retskrivnings eller-stavningsmæssigt, men på opbygning, storyline og form. Og kreativitet, vel egentlig også.

Det var fuldstændig åndssvagt fedt. For mig, altså. Jeg skrev og skrev og skrev, alt muligt forskelligt og afleverede det i flæng til Bent, som altid havde konstruktiv kritik og rosende ord at dele ud af. Det var lidt som at have en hemmelig ven at skrive til, der kunne bekræfte mig i, at jeg havde fat i den lange ende. At putte alle de ord, sætninger og historier, der fandtes i mit hoved, ned på papir – af en grund. Det var en driver, at der var én, der skulle læse det. Engang i mellem også ekstremt grænseoverskridende, men på samme tid en frihed beyond reach.

Jeg fik tillid til, at mine tekster blev læst af en uvildig, én der var på min side, og til at de ikke indgik i nogen karaktergivning. Jeg har aldrig været fan af karakterer, men har til gengæld set lyset i kommentarer og feedback. Kvalitativ frem for kvantitativ, halleluja! Hæftet var et frirum for mig, et sted til overspringshandlinger bestående af fri leg med ord. Bent skrev engang, som feedback til en tekst, ”en storyteller er født”. Det blev jeg pænt benovet over som 17-18-årig, og jeg har taget det med mig. Ikke, at jeg ser mig selv som en storyteller. Men troen på, at jeg godt kunne gå dén vej, den begyndte at gro lige dér på det tidspunkt.

Da de andre stoppede med at skrive tekster til Bent, blev jeg ved. Efterfølgende har jeg lært Finn at kende. Finn, der bakkede op om min drøm om at blive selvstændig Han havde lidt af det samme som Bent, selvom navnet var et andet. Han opfordrede mig også til at skrive andre typer af tekster end bare dem, jeg var ansat til at forfatte, for at holde det spraglede sprog i gang.

Og nu prøver jeg igen. Med blogtekster, der er langt fra salg, FAQ’er og juridisk uforståelige, og dermed for brugerne, let forvrøvlede disclaimere.

Under et besøg hos mine forældre i påsken i år (2017), mødte jeg danskBent. Jeg fik sagt tak til ham for, at han troede på mig dengang. Fortalte ham, at jeg synes, han har en aktie i, at jeg er havnet på den rette hylde. Det blev han glad for at høre. Han skulle ud og sætte poster op til et orienteringsløb i Klitplantagen, så han kunne hjælpe andre den rette vej. Han er sgu en flink fyr, ham danskBent.

Noget om fuldskæg

Af årsager jeg aldrig selv helt forstod, var jeg som barn ikke særligt begejstret for mænd med fuldskæg. Lige fra julemanden over naboer til præsten, Hans Jacob, som seriøst var både mere flink, rar og klog end julemanden. Og samtidig også af en helt anden statur end julemanden – måske nærmest en splejs; men han virkede større med sin fantastisk rolige stemme, sit faste og venlige blik og sin orange Amnesty International-mulepose, der fulgte ham i tykt og tyndt. Han kunne fylde den halvtomme landsbykirke, bare ved selv at være der. På bagkant er jeg KÆMPE fan af Hans Jacob. Manden er og var jo genial!

Min musiklærer Erik Winter havde jeg det til gengæld decideret ubehageligt med. Jeg kunne ganske enkelt ikke lide ham. Det ildrøde fuldskæg gjorde ikke ligefrem situationen mindre betændt. Følelsen var gensidig, men han havde en åbenlys professionel tilgang til børn, der gjorde, at han ikke som sådan viste det. Han kunne dog godt lide at få mig (og andre af de lidt for kække børn) lidt med nakken. Jeg kæmpede mod ham med alt, hvad jeg havde kært: nægtede at danse med drengene, ville ikke synge med, larmede på de bagerste rækker osv. osv. Blokfløjtespillet fortsatte jeg med, herregud, man smider jo ikke en hobby på hylden pga. en dum voksen. Nå.

Min fuldskægs-aversion var ret stabil frem til 1995, hvor jeg startede på efterskole og fik en dansklærer med fuldskæg: Mogens. Mogens var ikke som de andre dansklærere. Han diskuterede med os på en anden måde, end jeg var vant til. Han lod os fylde mere og brugte dynamikken i klassen aktivt. Det var fedt. Og min glæde ved at skrive dansk stil voksede i takt med, at min antipati mod fuldskæg aftog. Dansk har altid været mit absolutte yndlingsfag. Det der med at begynde at skrive en stil, og så stikker ordene af i én retning, og jeg må bare følge efter dem. Det lykkedes på mærkværdigvis altid at få det hele til at hænge sammen til én samlet stil.

Jeg kom fra Mogens. Han fik mig engang til at læse en stil op i klassen. Det var ganske grænseoverskridende for en skriftsproglig teenager med tendens til meget røde kinder dér lige midt i 9. klasse. Men samtidig turde jeg godt – for han troede jo på mig. Og så gjorde jeg også. Bagefter lavede Mogens en kort gennemgang af, hvilke elementer i stilen, der gjorde, at den var særligt god. Hvilke greb, der gjorde en forskel. Og en ny verden åbnede sig for mig.

Da skoleåret gik på hæld, spurgte Mogens mig, om jeg ville skrive en tekst til skolens årsskrift. Jeg var dybt benovet og sagde selvfølgelig ja. Det var verdens mest besværlige tekst, og jeg havde svært ved at få den til at lykkes. Ordene blokerede hinanden, og jeg kørte fast i form og flow. Men det var min første tekst på tryk. I et blad, der kom ud til mange, som jeg havde delt mit livs, på daværende tidspunkt, vigtigste år med. Det var vanvittigt. Jeg var hooked! Og min aversion mod fuldskæg var pludselig ganske forsvundet.

Tak, Mogens!