Blog
Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.
Med ord skal liv bygges.
/0 Kommentarer/i Uncategorized /af kmcJeg er ikke verdens stærkeste mundtlige formidler, det skal jeg være den første til at indrømme. Altså jeg kan godt tale, undervise, holde oplæg – men det er ikke dét, der er mit stærkeste kort. Det fandt jeg også ud af, da jeg brugte 4 måneder på Testrup Højskoles teaterlinje i efteråret 2000. Men så er det jo godt, at jeg kan formulere mig på skrift i stedet. For dét har jeg altid kunnet. Og kunnet få noget ud af. Måske handler det om at være helt klar over, hvad formålet med teksten er. Og at lege med de ord, der (ikke) stiller sig til rådighed.
Jeg har, synes jeg selv, en decideret nydelig track record:
- I 1991 vandt jeg en maxi single ved at finde på en kæk replik til Medley Records’ logo.
- I 1996 vandt jeg en legendarisk Ariel t-shirt ved at fortælle, hvornår jeg fik mest ud af at bruge Ariel vaskepulver. Jeg har, simpelthen ved bare at skrive og deltage, vundet :
- et stereoanlæg
- en taske
- solbriller
- en Roskildebillet (godt nok kun ved at forfatte en sms, men alligevel)
- to billetter til Seinfelds show i Forum
Men ikke nok med det. Væggene på mit teenageværelse var prydet med plakater fra Diesel og Levi’s. For min søster havde fundet ud af, at de var søde til at sende reklamegodis, hvis man skrev venligt til dem.
Jeg fik en masse gratis tyggegummi, fordi jeg tog mig tid til at skrive til Sorbits og brokke mig over, at tyggegummiet faldt ud af pakkerne og væltede rundt i min taske, når først pakken var åbnet. Jeg fik gratis Rexona-deoer (yay!), fordi jeg brokkede mig over, at de stadig lavede hvide striber på tøjet, selvom reklamen lovede det modsatte.
Og jeg kunne blive ved. Men jeg kan ikke huske det hele. Måske også, fordi det der med at skrive til virksomheder lidt blev min hobby. Det skulle naturligvis give mening og have et klart formål, men det var en fed udfordring. Og min pointe er: hvis du øver dig, tager dig tid og gør dig umage, OG hvis du synes, det er sjovt at skrive, ja så kan du bruge det til noget. Måske endda til lige det, du gerne vil.
Jeg har gjort min hobby til mit levebrød. Nu vinder jeg i arbejde. Tj-tjiing!
Reality check: Hvordan går det så med min winning streak? Tjae. Jeg har lige knapt så stor succes med Facebookkonkurrencer. Det handler kun om at like eller skrive sit navn. Det er jeg ikke verdensmester i (jeg har naturligvis også vundet de obligatoriske hårtørrere og den slags på Instagram, men aldrig modtaget præmien, hvilket naturligvis må tilskrives sort uheld).
En hyldest til chatfunktionen
/0 Kommentarer/i Uncategorized /af kmc– Jeg sku’ hilse fra Karin
– Karin? Hvornår snakkede du med hende?
– Jeg skrev med hende i går.
– Nå, om hvad?
– Åhr, det var bare en indforstået kommentar om gulvlægning, færdiggørelse af byggeprojekter og dét, at min far og mor skal besøge hendes bror.
Kan I huske, dengang man aktivt valgte ”at skrive” til nogen? Det kunne være et brev, en mail eller måske en sms? Guderne (og alle mine gamle venner) vil vide, at jeg har skrevet mange breve. Som i MANGE breve. Især efter et år på ÅU (efterskole) flød de i en lind strøm fra min ind imellem lidt trætte højre hånd. Det gør de stadig, men der er langt mellem snapsene.
I stedet er jeg begyndt at nyde glæden ved det netværk og den form for åben, ærlig og omhyggelige kommunikation, jeg har brugt så meget tid på at opbygge siden de gode gamle dage. Altså fordi jeg ikke har kunnet lade være.
Ovenstående samtale er foregået inde i mit hoved, men den kunne fint være foregået mellem mig og min kæreste, min mor eller veninde. Og den illustrerer i al sin kortfattethed, hvor fantastisk, Instagrams chatfunktion er (for mig).
Dén chatfunktion er min genvej til hverdagssmalltalk med mennesker, jeg ikke længere ser i min hverdag. Karin boede på 2. sal i et hus på Cypernsvej, hvor vi boede i stuen. På den måde kendte vi hinanden ret godt. Og det gør vi for så vidt stadig. Fordi jeg deler noget, hun kan kommentere og relatere til sit eget og vores fælles liv – og omvendt. Det gør mig simpelthen så glad. For så er Karin alligevel helt tæt på, og jeg kan høre hendes stemme i mit hoved og se hendes smil for mig. Det bliver jeg glad af.
Det kan også være når Sissel, min allerbedste og allerældste barndomsveninde, deler falde-på-halen-humor-videoer, billeder af dyr eller resultater fra sit og kærestens Lille Økori. Det kan godt være, vi ikke ses ret meget, men vi har stadig samme humor, som vi altid har haft. Skræmmende (?) nok er vi ikke kommet ret meget videre på den front de sidste 35 år…
Eller når Rasmus sender mig et billede af sin kæreste og lille nyfødte baby med en kommentar om, hvor mindblowing livet er. Så er han jo alligevel lige dér, selvom han i virkeligheden bor i Portugal. Og jeg får lov at dele nogle af de vildeste oplevelser med ham.
Det er jeg taknemmelig for.
Chatfunktionen gør det muligt for mig at træde ind i en samtale, som om den aldrig har været slut. Alle billederne, teksterne og kommentarerne gør, at vi kan fortsætte vores samtaler, fordi vi stadig kan se hinandens liv, glæder, smerter. Vi kan stadig se, hvad vi hver især vælger at dele og dermed finder enten æstetisk smukt, fuldkommen latterligt sjovt eller dejligt. Det kræver selvfølgelig ærlighed, eller i det mindste, at man tillader andre at komme ind i ens liv – eller får lov at komme ind i deres.
Jeg føler mig heldig over, at jeg har så mange fantastiske mennesker i mit liv. Også dem, jeg ikke ser så ofte. For de er ikke længere væk end et enkelt klik og en kommentar. Tak for det.
85% begejstring
/0 Kommentarer/i Kommunikation /af kmcJeg lader mig meget let begejstre. Det kan være:
- når nogen brænder for noget
- når nogen får en god idé
- når jeg får en god idé
- når noget er sjovt
- når noget fungerer godt for andre
- når noget er komplet langt ude
- når Frank Hvam siger noget
- når jeg ser et godt tilbud
- lærkesang
- når der er ekstra meget kærlighed på Twitter
- når mine venner overvejer at købe noget, men ikke ved, om de bør (det bør de oftest)
- når jeg opdager, at jeg rent faktisk ved noget, som andre kan bruge til noget
- et godt motiv til et fotografi
… og jeg kunne blive ved.
Det kan godt give lidt udfordringer, når man som jeg lever af at formidle det, andre mennesker brænder for. Min begejstring har det nemlig med at få mig til at glemme, hvor lang tid ting tager – og dermed koster. Det kan godt give lidt udfordringer i kalenderen.
Den kan også betyde, at jeg kaster mig hovedkulds ind i nye projekter, for så efter nogle uger eller måneder at opdage, at jeg fuldkommen har glemt alle mine grundværdier og nu mangler ordentlighed og overblik i processen. Så må jeg bruge ekstra tid på at få grundlaget på plads.
Jeg består af ca. 85 % begejstring, der dermed er et af mine absolutte grundelementer. Den er en væsentlig grund til, at verdensfirmaet karenmc.dk har rundet de 6 år og stadig kører derudaf. Den driver kreativitet, humør, fantasi, energi og ideer. Oftest er det de små ideer, der løfter helheden og gør det hele bedre og sender begejstrede endorfiner i omløb. Og hvis jeg er så heldig at samarbejde med andre begejstrede mennesker, går det hele op i en højere enhed (for mig i hvert fald) og kan blive til et flow. I de tilfælde føler jeg mig enormt privilegeret.
Jeg bliver hele tiden bedre til at balancere min begejstring. Men jeg kan ikke styre den helt. Og hvis jeg gjorde det, ville det helt sikkert blive lidt mere kedeligt at være mig og dermed også mennesker omkring mig. Den skal heller ikke styres, men i en verden af professionelle kunder, kan jeg godt mærke, at jeg stadig skal øve mig i at grounde min str. 41 i den vendsyelske muld, den kommer fra, og gøre mig lidt mere umage med at tage tingene ét skridt ad gangen.
Så det gør jeg, øver mig, og forsøger at styre begejstringen lidt, så den ikke bliver en faktor, der gør mig naiv, men i stedet forudsigeligt uforudsigelig.