Blog
Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.
Velgør vi så!
/0 Kommentarer/i Uncategorized /af kmcI 2007 fik min bedste ven Lone en idé. Hun ville bruge sin kulturelle omgangskreds til at gøre en forskel. Lone er et kreativt og kunstnerisk menneske, så hendes ønske var at kombinere interessen for kunst og kultur med velgørenhed. Lone spurgte, om jeg ville være med? OM jeg ville!? SELVFØLGELIG!
Herefter gik jagten ind på koncept, navn, format, formål, målgruppe og tidshorisont. Plus selvfølgelig en snak om hvem, hvor og hvornår. Projektet hed ’En historie – mange smil’, et navn, der forsøgsvis beskriver projektets sigte: at en enkelt historie kan skabe mange smil. Vi ville få syv kendte danskere til at fortælle en historie fra deres liv. Historien blev genfortalt til børn, der herefter illustrerede historien. Sideløbende fortalte syv børn en historie fra deres liv, som syv kendte kunstnere i Danmark efterfølgende ville illustrere. Historierne skulle samles i en bog, og salget fra bogen ville gå ubeskåret til børnene.
Vi fik nedsat en engageret og velgørende forening under navnet ’Velgør vi så’ bestående af os selv, et organisatorisk talent (Søren), en driftig idémand og projektudstikker (Niels) samt en jurist (Rasmus). Vi etablerede kontakt og aftaler med en række kendte folk, allierede os med designer Troels Heien, der sammen med grafiker Line Jensen, støttede projektet med logo til både projekt og forening samt hjælp til opsætning af diverse præsentationer. Vi fik kyndig vejledning fra forretningsfolk, marketingeksperter og dygtige formidlere. Overalt mødte vi velvilje, positive tilkendegivelser, hjælp og udstrakte hænder.
På kort tid fik vi etableret et samarbejde med organisationen Verdens Børn, som satte os i forbindelse med en skole og børnehjem i regionen Kakundi i Uganda. Vi præsenterede vores projekt og fik opbakning og økonomisk støtte, så vi kunne betale fotograf Casper Balslevs flybillet. De penge var godt givet ud. I 2010 vandt Caspers billeder fra Uganda, der blev bragt i DSBs magasin Ud&Se, guldmedalje ved en international konkurrence i New York. Billederne har været udstillet flere gange, og artikelserien fra Ud&Se side 22-27 kan ses her
Alt imens gik den vilde jagt på støtte. Vi søgte adskillige fonde – uden held. Vi ringede til omkring 100 danske virksomheder, hvor langt de fleste fattede sympati for projektet, men ikke havde økonomi til at støtte. For lige heromkring begyndte finanskrisen for alvor at kradse. Det var sort uheld for os. Vi forsøgte at få bogen udgivet som undervisningsmateriale, men måtte i foråret 2010 se i øjnene, at vi ikke havde hverken tid eller penge til at fortsætte.
Projektet blev skrinlagt, og foreningen opløst. Men der er ingen tvivl om, at eventyret med Velgør vi så gav os en tro på, at der er masser af god vilje til at hjælpe og mange veje at gå, hvis bare man tør tro på det og har mod til at række ud og bede om hjælp.
—-
Projektpræsentation anno 2008
Friheden flyver
/0 Kommentarer/i Uncategorized /af kmcFriheden flyver. Sådan synger Eva Madsen i sangen af samme navn, og mens tonerne strømmede ud af højttaleren i køkkenet på Møllegården om søndagen, når Giro413 fyldte radioens sendeflade, drømte jeg mig ofte væk. Jeg er vokset op på landet. Kærsgård Møllegård, Købstedvej 34, Tornby for at være helt præcis. Det er vidunderligt langt væk fra alting. Som lille var det et eventyrland med en å igennem haven, havgus der trak ind over alting og højtbelagte halmlæs, der blev kørt ind fra marken i sensommeren, alt imens frihed gennemsyrede hele min væren. Som teenager var det virkelig kedeligt. Men nødvendigt, tror jeg måske også.
Jeg har altid haft meget frie rammer, og højt til loftet var en præmis for hele vores familie. Jeg gik ikke i klub eller fritidsordning efter skole som mange af mine klassekammerater. Til og med 3. klasse kørte jeg med skolebussen hjem efter skole. Det var Ejler, der sad bag rattet. Et år havde han været på charterferie og købte gaver med hjem til os alle sammen. En kæmpe chef, ham Ejler.
Fra 4. klasse cyklede jeg selv til og fra skole. 3,5 km på snoet og bakket landevej uden cykelsti eller mobil til at ringe hjem fra, når jeg væltede på isglatte veje. Det var nok også på det tidspunkt, jeg fik lov til selv at ride ud på min brogede pony, Laidi. På lange ture ud langs marker, veje, skove. Horisont, natur, frihed.
Det gav mig en usigelig skøn følelse at kunne tage hvorhen, jeg ville. Det var stort set kun min egen formåen, der satte grænser for turenes længde – i hvert fald på cykel. Til hest var det nok mere Laidi, der bestemte, når hun ikke gad mere. På bagkant er jeg lidt benovet over mine forældres tillid til min egen formåen. Jeg fik friest mulige tøjler. Måske er det også derfor, at jeg i dag har svært ved begrænsninger. De hjælper mig ikke, men de driver mig til gengæld mod at bryde dem og fortsætte, både privat og professionelt.
Fra toppen af Lerbakken, vest for den fædrene gård, kan man se ud til klitterne og vesterhavet. En formidabel udsigt. Nogle gange forestiller jeg mig stadig at gå derop, når jeg trænger til fred, ro, udsyn, indsyn. Vi har sommerhus tæt på, kører stadig forbi med jævne mellemrum, og der er noget ganske fantastisk ved stadig at høre til og genkende sig selv i de engang så velkendte steder. På vestsiden af Lerbakken er der et stejlt stykke, som jeg virkelig ikke brød mig om at køre nedad, når jeg sad i traktoren eller mejetærskeren ved siden af min far på markarbejde. Jeg var overbevist om, at vi ville vælte, og jeg var rædselsslagen inden i.
For mig hænger frihed også sammen med at være alene. At være stille og fri uden for. Jeg skal helst have et overblik, et udsyn til noget andet. En horisont, et andet sted. Det kan godt være lidt besværligt, når man som jeg bor i en tæt befolket landsby med et befærdet stisystem, og jeg er stadig ved at lære at finde roen og udsynet inde i mig selv til brug på de dage, hvor jeg ikke orker at møde andre mennesker. Så er det, jeg sender en tanke til Eva Madsen, Lerbakken og Vesterhavet og tænker, at det hele nok skal gå endda. For selvom jeg er rejst langt væk fra min barndoms frihed, bor den stadig i mig og minder mig om, hvor jeg kommer fra, og at jeg stadig er fri til at gøre præcis det, jeg vil. Jeg skal bare kaste mig ud i det.
Ja. Jeg siger (også) nej.
/0 Kommentarer/i Uncategorized /af kmcJeg har for nylig lyttet til politiker Jacob Marks bog ’Fartblind’, der handler om, hvordan stress næsten gjorde ham blind. Den er tankevækkende. Velskrevet. Rørende. Han fortæller også om, hvordan han er gået fra altid at sige JA til at sige NEJ. Hvor svært, det har været – og hvor nemt det alligevel er. Hvordan stressen smadrer liv og tager valgene fra en. Det er skræmmende læsning.
Jeg er helt personligt svært glad for Jacob Mark. Hans politik, hans empati og hans evne til at formulere sig. Han er virkelig en af stjernerne på himlen. Det bliver han ikke mindre af, at han nu er blevet typen, der siger nej.
En af grundene til at jeg blev selvstændig, var, at jeg selv ville bestemme, hvornår jeg sagde ja eller nej til opgaver. At det helt og holdent var min egen beslutning – IKKE en chef, der skulle leve op til nogle mål fra sin egen chef, som skulle følge målene for virksomheden (s bundlinje). Det kan der sikkert også være noget godt i nogle steder. Det er det bare ikke for mig. Jeg får ondt i maven af det. Min opsigelse faldt også kort tid efter, at jeg første gang oplevede stresssymptomer og sad med kvalme foran computeren og kæmpede med en opgave, jeg havde prøvet at sige nej til.
Egentlig har jeg altid været eminent til at sige ja og nej. Både før og nu. Jeg kom, under coronatiden, dog til at sige ja til en opgave, som min mave skreg NEEEEEJ til, og det var bestemt også en fejl. Bevares. Men det er faktisk også den eneste (jeg kan huske) på snart 7 år som selvstændig. Til gengæld er der også tidspunkter, hvor der ikke er så meget at sige ja til. Det er den pris, jeg må betale.
Det er ikke kommet af sig selv, det der med at kunne sige nej. Jeg har øvet mig på det i mange år. Bare spørg min allerbedste gymnasieveninde Linda. Hun blev så jammerligt træt af, at jeg ikke bare sagde JA til alle fester og gå-i-byen-tilbud. Mine søstre kan også skrive under på mit rungende NEJ, der f.eks. udgjorde en flot lydkulisse til en familiefest hos Onkel Tage og Tante Birthe i midt 90’erne, hvor en suppe-steg-is-guitarist ville have mig til at synge med i hans mikrofon. Nej, fandme nej!
Til gengæld sagde jeg altid JA på højskolens teaterlinje, ikke mindst i improteater – for der må man ikke sige nej. Men det var jo en del af konceptet.
Det er lidt det samme med livet som selvstændig. Jeg har selv defineret præmissen for hvilke typer af opgaver, jeg er bedst til at løse, og derfor er det som regel dem, jeg får. Jeg kan bestemt også blive blind og har lange perioder, hvor jeg går helt i frø og sidder og glor ud i luften og ikke kan formulere mange selvstændige sætninger. Sådan må det være, for jeg har efterhånden lært, at livet ikke kun er medvind, en tilpas mængder opgaver og konfliktfri hverdage i familien. Det er en proces, og det er ok. Også når det kommer til at sige nej.