Det er fantasi-stisk!

Som barn fik jeg tit at vide af mine lærere, at jeg havde en veludviklet fantasi. ”Og det skal du nyde, for den slags forsvinder, når du bliver ældre”, sagde de.

Da jeg blev teenager, havde jeg stadig en livlig fantasi. Jeg forestillede mig alle mulige slags ting opstået ud af relationer, tanker om hvad der dog skulle blive af mig, og om hvor kedelig min familie var. Jeg digtede historier og forsvandt ind i bøger og tv-serier.

Senere forestillede jeg mig, at verden sluttede for enden af tågen på cykelturen hjem i mørket, skrev fabulerende ord i friskrivehæftet og digtede satiriske verdner med fiktive personer sammen med mine venner. Fantasien bestod. ”Ja, den skal nok dampe af, når du bliver ældre”, sagde nogle voksne.

Men det gjorde den ikke. Den er her stadig. Jeg opdigter stadig samtaler (fortidige, nutidige og fremtidige) mellem mennesker der måske, måske ikke, eksisterer. Jeg forestiller mig stadig uendelige tråde af mulige og umulige årsag/virkning-situationer, sætter ord sammen i flæng og det ligefrem bobler i min hjerne med alle mulige slags ideer, ord, jokes og punchlines, der står i kø for at komme ud af min mund. Det kan være svært at styre.

Det sker også, at jeg er fuldkommen blank. Tom for ideer. Tæppet går ned. Men som professionel overspringshandler har jeg opdaget, at jeg altid kan finde en vej ud og komme op med en god undskyldning for at lave noget andet. Det sker dog påfaldende sjældent i mit arbejde med ord. Der kommer altid noget ud af fingerspidserne, dikteret fra min hjerne – selvom jeg ind imellem godt kan blive i tvivl om, om det kommer ud af fingrene, FØR hjernen rent faktisk har formet ordene. Fantasien fejler ikke noget som helst. Og det er fantasi-stisk!