Skjulte talenter
Jeg har altid gået rundt og håbet, at jeg en dag ville opdage, at jeg havde et skjult talent. Måske var jeg i virkeligheden født med evnen til at blive skøjteløber? Eller det viste sig, at jeg kunne spille violin uden at have øvet mig, eller måske var jeg faktisk clairvoyant? Dette talent skulle så blive smutvejen til et liv i evig økonomisk harmoni, selvtilfredshed og lykke sådan helt generelt.
Ikke overraskende er der ikke slået noget talent igennem.
Til gengæld føler jeg lidt, at jeg rent faktisk har skudt genvej – ved at blive selvstændig. Jeg slipper for at tage ind på samme arbejdsplads hver eneste dag. Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil lave, og hvornår kantinen åbner. Og jeg får god kaffe – HVER ENESTE dag. Jeg er selvfølgelig også hjulpet godt på vej af en kæreste med en fast indtægt; det spiller unægtelig en vigtig rolle i en hverdag med huslån og udgifter til børnenes konstant voksende fødder. Men alligevel!
Det er så småt ved at gå op for mig, at jeg måske faktisk har et talent. Ord. Jeg vil gerne lige slå fast, at jeg også laver fejl, at jeg sætter et komma forkert og ind imellem glemmer at stille skarpt. Men altså jeg kan noget helt særligt. Og kombinationen af at kunne skrive, at tro på, at jeg kan skrive ALT, og at være enormt glad for at høre om andre menneskers passion, det viser sig rent faktisk at være mit helt eget talent.
Jeg må dog skuffe: Nej, det giver ikke et liv i evig økonomisk harmoni. Og ja, jeg er også ganske utilfreds med mig selv nogle gange. Men det er mest af alt fuldstændig genialt! Det fantastiske er også, at jeg samtidig er blevet opmærksom på, at alle andre faktisk også har talenter. Nogle kan kende fuglestemmer. Andre kan se visuelle forbindelser og mønstre. Nogle tredje har salgstalent ud over det sædvanlige. Og det bedste af det hele? Jeg får lov at fortælle om det!
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!