En hyldest til chatfunktionen

– Jeg sku’ hilse fra Karin

– Karin? Hvornår snakkede du med hende?

– Jeg skrev med hende i går.

– Nå, om hvad?

– Åhr, det var bare en indforstået kommentar om gulvlægning, færdiggørelse af byggeprojekter og dét, at min far og mor skal besøge hendes bror.

Kan I huske, dengang man aktivt valgte ”at skrive” til nogen? Det kunne være et brev, en mail eller måske en sms? Guderne (og alle mine gamle venner) vil vide, at jeg har skrevet mange breve. Som i MANGE breve. Især efter et år på ÅU (efterskole) flød de i en lind strøm fra min ind imellem lidt trætte højre hånd. Det gør de stadig, men der er langt mellem snapsene.

I stedet er jeg begyndt at nyde glæden ved det netværk og den form for åben, ærlig og omhyggelige kommunikation, jeg har brugt så meget tid på at opbygge siden de gode gamle dage. Altså fordi jeg ikke har kunnet lade være.

Ovenstående samtale er foregået inde i mit hoved, men den kunne fint være foregået mellem mig og min kæreste, min mor eller veninde. Og den illustrerer i al sin kortfattethed, hvor fantastisk, Instagrams chatfunktion er (for mig).

Dén chatfunktion er min genvej til hverdagssmalltalk med mennesker, jeg ikke længere ser i min hverdag. Karin boede på 2. sal i et hus på Cypernsvej, hvor vi boede i stuen. På den måde kendte vi hinanden ret godt. Og det gør vi for så vidt stadig. Fordi jeg deler noget, hun kan kommentere og relatere til sit eget og vores fælles liv – og omvendt. Det gør mig simpelthen så glad. For så er Karin alligevel helt tæt på, og jeg kan høre hendes stemme i mit hoved og se hendes smil for mig. Det bliver jeg glad af.

Det kan også være når Sissel, min allerbedste og allerældste barndomsveninde, deler falde-på-halen-humor-videoer, billeder af dyr eller resultater fra sit og kærestens Lille Økori. Det kan godt være, vi ikke ses ret meget, men vi har stadig samme humor, som vi altid har haft. Skræmmende (?) nok er vi ikke kommet ret meget videre på den front de sidste 35 år…  
Eller når Rasmus sender mig et billede af sin kæreste og lille nyfødte baby med en kommentar om, hvor mindblowing livet er. Så er han jo alligevel lige dér, selvom han i virkeligheden bor i Portugal. Og jeg får lov at dele nogle af de vildeste oplevelser med ham.

Det er jeg taknemmelig for.

Chatfunktionen gør det muligt for mig at træde ind i en samtale, som om den aldrig har været slut. Alle billederne, teksterne og kommentarerne gør, at vi kan fortsætte vores samtaler, fordi vi stadig kan se hinandens liv, glæder, smerter. Vi kan stadig se, hvad vi hver især vælger at dele og dermed finder enten æstetisk smukt, fuldkommen latterligt sjovt eller dejligt. Det kræver selvfølgelig ærlighed, eller i det mindste, at man tillader andre at komme ind i ens liv – eller får lov at komme ind i deres.

Jeg føler mig heldig over, at jeg har så mange fantastiske mennesker i mit liv. Også dem, jeg ikke ser så ofte. For de er ikke længere væk end et enkelt klik og en kommentar. Tak for det.