Blog

Jeg har alle dage været glad for at skrive. Bloggen er mine tanker om, hvordan jeg har trampet stien til, hvad der har formet mig og været med til at gøre mig til den kommunikateur, jeg er i dag. På godt og ondt. Teksterne er på ingen måde tænkt som brugbare, strategiske, kommunikative how-to-overvejelser. Kald det underholdning, terapi eller frikvarter – anything goes.

Ja. Jeg siger (også) nej.

/0 Kommentarer/i /af

Jeg har for nylig lyttet til politiker Jacob Marks bog ’Fartblind’, der handler om, hvordan stress næsten gjorde ham blind. Den er tankevækkende. Velskrevet. Rørende. Han fortæller også om, hvordan han er gået fra altid at sige JA til at sige NEJ. Hvor svært, det har været – og hvor nemt det alligevel er. Hvordan stressen smadrer liv og tager valgene fra en. Det er skræmmende læsning.

Jeg er helt personligt svært glad for Jacob Mark. Hans politik, hans empati og hans evne til at formulere sig. Han er virkelig en af stjernerne på himlen. Det bliver han ikke mindre af, at han nu er blevet typen, der siger nej.

En af grundene til at jeg blev selvstændig, var, at jeg selv ville bestemme, hvornår jeg sagde ja eller nej til opgaver. At det helt og holdent var min egen beslutning – IKKE en chef, der skulle leve op til nogle mål fra sin egen chef, som skulle følge målene for virksomheden (s bundlinje). Det kan der sikkert også være noget godt i nogle steder. Det er det bare ikke for mig. Jeg får ondt i maven af det. Min opsigelse faldt også kort tid efter, at jeg første gang oplevede stresssymptomer og sad med kvalme foran computeren og kæmpede med en opgave, jeg havde prøvet at sige nej til.

Egentlig har jeg altid været eminent til at sige ja og nej. Både før og nu. Jeg kom, under coronatiden, dog til at sige ja til en opgave, som min mave skreg NEEEEEJ til, og det var bestemt også en fejl. Bevares. Men det er faktisk også den eneste (jeg kan huske) på snart 7 år som selvstændig. Til gengæld er der også tidspunkter, hvor der ikke er så meget at sige ja til. Det er den pris, jeg må betale.

Det er ikke kommet af sig selv, det der med at kunne sige nej. Jeg har øvet mig på det i mange år. Bare spørg min allerbedste gymnasieveninde Linda. Hun blev så jammerligt træt af, at jeg ikke bare sagde JA til alle fester og gå-i-byen-tilbud. Mine søstre kan også skrive under på mit rungende NEJ, der f.eks. udgjorde en flot lydkulisse til en familiefest hos Onkel Tage og Tante Birthe i midt 90’erne, hvor en suppe-steg-is-guitarist ville have mig til at synge med i hans mikrofon. Nej, fandme nej!

Til gengæld sagde jeg altid JA på højskolens teaterlinje, ikke mindst i improteater – for der må man ikke sige nej. Men det var jo en del af konceptet.

Det er lidt det samme med livet som selvstændig. Jeg har selv defineret præmissen for hvilke typer af opgaver, jeg er bedst til at løse, og derfor er det som regel dem, jeg får. Jeg kan bestemt også blive blind og har lange perioder, hvor jeg går helt i frø og sidder og glor ud i luften og ikke kan formulere mange selvstændige sætninger. Sådan må det være, for jeg har efterhånden lært, at livet ikke kun er medvind, en tilpas mængder opgaver og konfliktfri hverdage i familien. Det er en proces, og det er ok. Også når det kommer til at sige nej.

Det usynlige CV

/0 Kommentarer/i /af

Et af mine yndlings-smalltalk-emner er, hvilke jobs, man har haft i sit liv. Og hvad der var det sjoveste. Det er fantastisk at grave gamle historier frem og høre, hvad vi hver især synes, har været specielt, anderledes eller fuldkommen formidabel.

For langt de fleste af os har faktisk bagagen fuld af skæve, trælse og/eller fantastiske jobtitler, vi har bestredet gennem årene. Ting, der bliver sorteret fra på CV’et, fordi de larmer og tager fokus fra det job, man søger netop nu.

Det skal hermed være slut. Karen MC proudly presents: den uredigerede joberfaringsliste med lønnede tjanser:

  • Gøre rent og bage derhjemme fra barnsben
  • Slå græs hos Flødebollemanden (Peter Blume) og Mona Lisa
  • Muge ud ved grisene
  • Afrydning og servering til fester hos familie og venner
  • Gøre rent i spejderhuset i Vidstrup
  • Opvasker på Nordsøen, Hirtshals
  • Bogopsætter på Hjørring Bibliotek
  • Gøre rent i præstegården, Hjørring
  • Grillbar og nat-pizzaria, Løkken
  • Afrydder på Diskotek Action House, Løkken
  • Ansat hos McDonald’s,Hjørring
  • Cafémedarbejder på Nordsøen, Hirtshals
  • Pakke rejer hos Nyfrost, Hirtshals
  • Trafiktæller hos Cowi, Lyngby/KBH
  • Ansat hos Musikkonditoriet på Vesterbro
  • Studentermerdarbejder i Dokken, Mannov
  • Studentermedarbejdet hos Landbrugsraadet
  • Webtekstjonglør hos Telmore, Høje Taastrup
  • Webredaktør hos KAB, KBH
  • Selvstændig tekstforfatter, KBH

Nå. Og hvorfor er det så relevant, tænker du måske, hvis du har kæmpet dig ned igennem den lange liste? Tjae, det er det (for mig), fordi det alt sammen er jobs, der har formet mig. De har lært mig, hvordan jeg griber en ny opgave an. De har formet min forståelse af, at alle jobfunktioner er vigtige, og at lønnen ikke altid afspejler vigtigheden. De har givet mig evnen til at samarbejde med ALLE typer af mennesker, fra fulde folk, der har kastet op ud over et diskoteksgulv, over vendyselske damer, der er overbevist om, at man bliver voldtaget, bare man går i byen i København, til beboere der er frustrerede, fordi de ikke kan komme i kontakt med deres vicevært i blå kittel.

Uanset hvem man er, hvor man er, eller hvor uundværlig man selv synes, man er, så er der en målgruppe, der skal forstås og kommunikeres til. Der er ALTID nogen i den anden ende. De er vigtige. Kommunikation er vigtig og bør ikke skæres væk eller nedprioriteres. For hvis du ikke har styr på din kommunikation, så er det også svært at skabe gode relationer og salg. Og det kan være svært at holde på ansatte eller rekruttere nye. Jeg siger det bare.

At lytte er at leve

/0 Kommentarer/i /af

Mit arbejde består mest af alt i at lytte. Til mennesker, til nyheder, til tonen på sociale medier. Til alt det, der bliver sagt, og ikke mindst til alt det, der ikke bliver sagt (eller skrevet). Jeg har efterhånden fundet ud af, at det også handler om at lytte til mig selv – min egen mavefornemmelse og ideer.

Det er det, fordi det er sådan, jeg arbejder. Og jeg har lært det af min mor. Hun har lagt grundstenene til min interesse for at forstå andre mennesker og i den forbindelse også behovet for at forstå den situation, de står i. Hun har også en stor aktie i min erkendelse af, at det er nødvendigt at se helheden for at kunne forstå den enkelte – og omvendt.

Min mor er uddannet lærer, og hun har i hele sit professionelle liv gjort sig umage for at forstå hver enkelt elev og finde ud af, hvad der skal til for at trigge elevens lærelyst. Hun har gjort, hvad hun kunne for at forstå hver enkelt elevs udgangspunkt, ståsted og livsvilkår. Samtidig har hun været lærer i flere af de dengang såkaldte specialklasser – klasser, der bestod af børn, som af forskellige årsager havde særlige behov eller svært ved at følge med i undervisningen i ”almindelige” klasser. Og hun var en fantastisk lærer (siger dem, der har haft hende i skolen).

I 90’erne blev hun, sideløbende med lærergerningen, uddannet som alternativ behandler. Igen en disciplin der kræver forståelse for helheden – hvem er det, jeg står overfor, hvilke behov, ønsker og vilkår har dette menneske? Hun er en mesterlig lytter. Jeg lærer stadig af hende den dag i dag, hvor jeg er 42, og hun på vej til 71. Og jeg er ret sikker på, at hun har det på samme måde: lærer af de mennesker, hun er sammen med.

Hvordan er det så relevant i mit arbejde? Jo, jeg har min gode gamle procesmodel, 1000 spørgsmåls-metoden, som jeg bruger til at kickstarte lytningen. Jeg kan også godt finde på at bruge den på mig selv. Modellen er min måde at vise og huske på, at kontekst er vigtig for hvert enkelte lillebitte produkt. Intet står alene – der er altid en sammenhæng at tage højde for. Den er mit vigtigste redskab og samtidig en metode, jeg altid vender tilbage til – fordi den giver mening (for mig).

Intet står alene, og intet står stille. Vi er altid på vej et sted hen. Så hvis dit arbejde handler om at hjælpe andre mennesker på den ene eller anden måde, så vil jeg tro, at det kræver, at du har lyst til at lytte til dem. Det smarte er, at det er noget, man kan øve sig på. Og man kan bruge det både på arbejdet, og når man har fri. Jeg er enormt taknemmelig for, at jeg har en mor, jeg har kunnet lære den slags af. Det har givet mig friheden til at tro på, at jeg kan stå på egne ben, fordi jeg altid har mennesker omkring mig, der har lyst til at dele ud af den, de er. Det er et KÆMPE privilegium. Tak for det!