Om at springe over åen

Jeg er vokset op langt ude på landet på en gård med dertil tilhørende
kæmpe have, hvorigennem der løb en å. Varbro Å. Den har muligvis bidraget mere til
min dannelse som menneske end f.eks. folkekirken eller hvilken som helst anden
institution. Den var i hvert fald kilden til min barndoms udfordringer,
problemer og tidsfordriv. Og nok også grundstenen i måden, jeg går til opgaver
på og har gjort det de sidste mange år.

Varbro Å er på mange steder ganske lavvandet, også for børn,
med sandbund og små ørreder, der engang i mellem blev hældt ud i åen fra en
kæmpe tipvogn fyldt med vand og fisk, parkeret på broen på Købstedvej.
Vanvittigt syn i øvrigt.

Man kunne alt ved den å. Lave rabarberkompot af vandet
derfra i en gryde over bål (som så senere blev serveret for familien, der
efterfølgende skyllede mund i rent vand fra hanen – det var trods alt start 90’erne,
og alskens vandmiljøplaner var ikke engang tænkt på endnu). Klatre over den ved
hjælp af det store træ, der gik fra den ene bred til den anden – så snart ens
ben var lange nok.
Og springe over den. Åen, altså. Jeg har brugt timevis på at
springe over åen. Og min mor har brugt timevis på at vaske mit åvands-lugtende
tøj. Og sko. Der var altid et nyt sted at angribe og måle afsæt, tilløb og
springteknik fra. Et nyt sving, en ny lille ’halvø’ eller en nedstyrtet klint. Det
var en fuldkommen formidabel legeplads i al slags vejr, tidligt eller sent, alene
eller sammen med andre.

Jeg gik sjældent fra åen uden at have prøvet kræfter med
den. Hvis det virkede umuligt, var det bare om at gå et nyt sted hen og prøve. Eller
gå over på den anden side og springe derfra. Hvis jeg først havde tænkt, at jeg
ville springe over åen, ja så var der ingen vej tilbage. Det var nærmest en urkraft.
Vand i skoene eller ej. Det er ikke uden grund, at børn på landet har tøj og
sko, de tager på, når de kommer hjem fra skole eller går ud og leger.

Varbro Å flyder stadig i mine årer og minder mig om, at hvis
noget er blevet uoverskueligt eller virker uløseligt, så må jeg jo forsøge at
angribe det fra en ny vinkel. Intet er umuligt, det handler bare om at tænke en
smule kreativt.

Det handler selvfølgelig også om at sætte barren realistisk.
Jeg gik jo ikke ud og lagde arm med åen, når der var oversvømmelse eller 20 cm.
sne, der dækkede brinkerne (så tit, i hvert fald). Ligesom jeg heller ikke byder ind på
opgaver, der ligger uden for min formåen. Og når jeg først har sat mig noget for, giver jeg meget sjældent op.
Glasset er halv fyldt (med andet end åvand), verden ligger for mine fødder, og
hvis det ikke lykkes i første hug, må jeg jo bare prøve igen og skifte sko
senere. Det bliver aldrig kedeligt.